Kronik: Kan tvang i psykiatrien være en forudsætning for omsorg?

Mange forbinder tvang med voldsomme overgreb, krænkelse og magtmisbrug. Medierne er ofte med til at præge den almene danskers blik for, hvad tvangsanvendelser i psykiatrien er, samt hvad den bidrager med. Der tegnes typisk et billede af omsorgssvigt og et forældet psykiatrisk system i Danmark. Men hvad sker der, hvis vi vender den tankegang på hovedet og tænker, at tvang også kan være omsorg?   

I Danmark bliver tvang betragtet med stor alvor, og som en af de få lande i verden er den danske psykiatrilov omfattet af detaljerede vejledninger og bestemmelser for anvendelse af tvang. Personalet er samtidig underlagt dokumentationskrav og et kontrolsystem, der skal sikre, at tvangen sker under lovens etiske rammer. Ligeledes har patienten altid mulighed for at klage til en uvildig patientrådgiver.

Meget tyder på, at når man undersøger patienternes oplevede livsverden, tegner der sig et billede af, at patienterne er voldsomt uenige i tvangsanvendelserne, mens de står på. Her ønsker de fleste patienter at klage og gør ofte verbal samt fysisk modstand over for tvangen. Men efter tvangens formål om stabilisering af patientens sindstilstand, bliver patienterne ofte bevidste om situationens alvor, hvorved de finder tvangen nødvendig for, at de ikke gør skade på dem selv eller andre.   

På den måde bliver patienten ligeledes hurtigere i stand til at genvinde kontrollen over eget liv og generobrer dets grundlæggende autonomi.

Det er en forudsætning for patients opfattelse af situationen, at personalet er opmærksomme på gyldigheden af patientens fortælling, og at der gives plads til, at både personalet og patienten bringer perspektiver omkring tvangen i spil. Der opleves derfor en klar sammenhæng mellem patienters forståelse for tvang og den efterfølgende behandling, der tilbydes.

Nødvendigt redskab

Tvang er en indgribende størrelse, og vi kan naturligvis hurtigt blive enige om, at tvang aldrig må erstatte omsorg og pleje! Men kan man overhovedet snakke om omsorg, hvis regeringens målsætning gør, at den faglige dømmekraft udebliver, og at målsætninger og økonomisk kapacitet bliver omdrejningspunktet for den behandlingsindsats, der tilbydes?   

Mennesker, der befinder sig i en omstændighed, hvor de er stærkt præget af en alvorlig psykisk lidelse, kan i situationer være til fare for dem selv eller andre. Der kan være situationer, hvor individet grundet sin sindstilstand ikke længere er i stand til rationelt at forvalte sine frihedsrettigheder, og her skønner vi, at tvangen er et nødvendigt redskab for at sikre omsorg af patienten.

I psykiatrien arbejdes der med mindstemiddelsprincipper, og hvor lovgivningen ligeledes danner rammen for, at tvangen som udgangspunkt aldrig må finde sted før mindstemidlet er forsøgt.   

Mål om reduktion

I 2014 udarbejdede den daværende regering en målsætning, hvorpå man ønskede at reducere bæltefikseringer med 50%, samt en markant samlet reducering af øvrige tvangsformer i psykiatrien frem mod 2021. Først og fremmest kunne man starte med at spørge sig selv, om man overhovedet kan generalisere alle psykiatriske patientgrupper, når man taler om reducering af tvang i psykiatrien?

Al data viser, at målsætningen om reduceringen ikke blev opnået, og at det samlede antal tvangsanvendelser derimod er steget. Dette på trods af, at regeringen afsatte 800 mio. kr. til projektet ved at iværksætte bæltefrie afsnit, safewards og nul stimuli stuer.

Noget af det, der er påfaldende, er den minimale stigning i pædagogisk personale på de psykiatriske afdelinger. For hvordan kan man i 2022 negligere betydningen af den pædagogiske profession i arbejdet med psykisk sårbare individer og kun tilbyde et behandlingsforløb bestående af medicinsk og somatisk behandling?  

Anerkend fagligheden

Det, der for os er interessant, er, hvordan man dertil ser pædagogens rolle i psykiatrien. Sygeplejersker, læger, psykologer, og social- og sundhedsassistenter udgør i dag næsten 90 pct. af den samlede professionsfordeling i psykiatrien. Hvorved de resterende 10 pct. repræsenterer pædagoger, socialrådgivere, ergoterapeuter, og fysioterapeuter.

Ser man på en af definitionerne af, hvad pædagogik betyder, så er det, at man møder mennesket der, hvor det er, og med det, det har med. Det er et integrativt perspektiv på pædagogens rolle, der understøtter, hvordan professionen har til hensigt at arbejde med det hele menneske, hvor man ser bag om adfærden og får øje på de fænomener, der er på spil.

Det er ligeledes derfor, at vi i de senere år har oplevet en udvikling, når vi taler om mennesker i en faglig kontekst. Vi er gået fra at tiltale dem som psykisk syge mennesker til at betragte og italesætte, at det er mennesker med en psykisk sygdom. Hvordan harmonere denne humanistiske udvikling med, at pædagoger er en mangelvare i psykiatrien, og hvordan bliver det nogensinde realistisk at reducere tvangen, hvis ikke man anerkender den pædagogiske profession i et sundhedsfagligt domæne?