Gå til indhold

Mit faglige fokus

Mit faglige fokus: ’Mit arbejde frigiver relationstid til børnene’

Som socialfaglig konsulent bevarer Charlotte Egemose overblikket, og giver supervision til kollegerne på Struer Skolehjem. Hun sikrer arbejdet med mentalisering, så hele teamet flytter sig i en fælles faglig retning

2. maj 2022

Artikel
CharlotteEgemose_TorBirkTrads_1128x600FF.png

Forfatter: Sara Marie Dynesen

Foto: Tor Birk Trads

Socialpædagogisk faglighed forandrer liv. Men hvordan bruger socialpædagoger deres faglighed i det daglige arbejde, og hvilke faglige refleksioner ligger der bag handlingerne? Det undersøger vi i portrætserien ’Mit faglige fokus’.

Charlotte Egemose

Uddannet socialpædagog og arbejder som socialfaglig konsulent på Struer Skolehjem, hvor børnene oftest har tilknytningsforstyrrelser.

Hvad er dit faglige fokus?

Mit faglige fokus er mine kollegers faglighed. Jeg klæder dem på til arbejdet ’på gulvet’ med tilknytningsforstyrrede børn og unge, ved at holde fokus på en mentaliserende tilgang til vores børn. Her hjælper jeg blandt andet med at overføre teorier omkring mentalisering til socialpædagogernes konkrete arbejde med børnene. Jeg er ikke selv på gulvet længere, men har været det i 22 år.

Hvorfor er det et vigtigt fokus at have?

Mit arbejde frigiver relationstid til børnene. Rigtig meget af det, som man førhen skulle som kontaktpædagog, har jeg taget på mig. For det er bedre, at mine kolleger gør deres pædagogiske arbejde på gulvet, end at de sidder tre timer bag en skærm og skriver. Det er et unødvendigt pres at lægge på nogle ellers meget dygtige socialpædagoger. I mit arbejde bruger jeg den erfaring, jeg har som socialpædagog og min viden om mentalisering, til at supervisere mine kolleger og holde det pædagogiske fokus omkring arbejdet med børnene.

Beskriv en situation fra din hverdag, hvor din faglighed gjorde en forskel:

På et af vores afdelingsmøder fortæller mine kolleger om en dreng, vi har, som er ved at komme i puberteten. Han er mentalt retarderet og har et kognitivt funktionsniveau som et barn på to-tre år. Han er øget udadreagerende, og seksualiteten banker også på. Pædagogerne er kørt fast i gamle pædagogiske tiltag, som ikke har samme effekt, som de havde engang. Derfor bruger vi mentaliseringsguiden til at se bagom hans handlinger; hvorfor gør han, som han gør? Vi taler også om at kontakte en seksualvejleder, og hvordan vi skal kommunikere med ham i et sprog, han forstår. På den måde fik pædagogerne konkrete redskaber til at håndtere drengen, og slap af med frustrationerne.

Hvorfor er supervisionen en vigtig del af dit arbejde?

Jeg giver supervision på vores afdelingsmøder, fordi presset på mine kolleger er øget. Den refleksionspause, vi havde tid og mulighed for at tage for ti år siden, er ikke altid til stede. Så gennem supervisionen, skaber jeg et kæmpe rum for refleksion. Supervisionen er også med til at sikre den mentaliserende tilgang. Det er vigtigt hvis mine kolleger er pressede, for pressede pædagoger kan træffe uhensigtsmæssige beslutninger. Mit arbejde er også med til at sikre, at vi kontinuerligt går fra ’synsninger’ til en fælles faglighed.

Hvilke faglige redskaber kan du ikke undvære i dit arbejde?

Ro. Ro som fagligt redskab er fantastisk. At kunne bevare roen er godt, for det smitter. Særligt i forhold til børnene, for dem kan man ikke forvente noget af, men også i forhold til voksne. Nogen siger, at det er noget, der kommer med alderen, men jeg mener, at det er noget man bevidst skal arbejde med. Det har en stor indvirkning på et barn i affekt, at man kan bevare sin ro og indre fokus.

 


Hvad er DIT faglige fokus? Har du eller en kollega et fagligt fokus, som vi skal fortælle om? Så send endelig en mail med en kort beskrivelse til kommunikationskonsulent Frederikke Halling Hastrup på frh@sl.dk

Bliv medlem