Guide
Podcast der gør dig klogere
Vidste du, at Socialpædagogerne også producerer faglige podcast? Der findes lige nu mere end 30 forskellige podcast, der gør det nemmere for dig at holde dig opdateret på din socialpædagogiske faglighed. Læs om fem udvalgte podcast her:
8. april 2022
Har du en lille halv time og et par høretelefoner, så er der masser af gode faglige vitaminer at hente i Socialpædagogernes podcast. Formålet med podcastene er, at det skal være nemt for dig at holde dig opdateret på din socialpædagogiske faglighed.
Med Socialpædagogernes podcast i ørerne bliver du både klædt på til at kende en metode, tilgang eller et spændende emne inden for det socialpædagogiske felt – og får inspiration fra andre socialpædagoger til, hvordan du omsætter teoretisk viden til praksis.
Der findes lige nu mere end 30 faglige podcast på sl.dk/podcast. Her præsenterer vi fem af dem:
1. Omsorgstræthed
Har du nogle gange opfattelsen af, at en socialpædagog er en slags supermand, der kan støtte alle andre og løse enhver konflikt? Og føler du, at du er ved at løbe tør for både arbejdsglæde og omsorg, fordi du hele tiden giver og giver uden at blive fyldt op igen? Så er du muligvis ramt af fænomenet omsorgstræthed. I denne podcast fortæller to socialpædagoger, hvad der for dem slider på omsorgen – og du får viden om, hvordan du kan forebygge omsorgstræthed.
2. Skånsom magtanvendelse
Hvordan laver man en fysisk magtanvendelse, så det sker med omsorg for borgeren og respekt for relationen? Og hvordan kan du som socialpædagog føle dig klædt ordentligt på til at håndtere magtanvendelser? Det gør vi dig klogere på i podcasten om metoden ’Skånsom magtanvendelse’. Metoden kan være med til at sikre, at du kan handle fagligt og sikkert over for dig selv og borgeren, så respekten og relationen mellem jer bevares.
3. Struktureret Visualiseret Specialpædagogik
Har du mødt et menneske med autisme, har du mødt ét menneske med autisme. Sådan siger ekspert Rikke Linck i denne podcast, der gør dig klogere på den TEACCH-inspirerede tilgang ’Struktureret Visualiseret Specialpædagogik’. Med podcasten vil du blive inspireret til, hvordan du som socialpædagog sikrer dig, at du forstår personer med autisme – og hvordan du kan hjælpe med at strukturere deres hverdag på den måde, som giver allerbedst mening for den enkelte.
4. Low arousal 2
På botilbuddet De 2 Gårde gik de med hjælp fra metoden Low Arousal 2 fra over 200 magtanvendelser på et år til otte. Den udvikling fortæller socialpædagog Klaus Iversen om i denne podcast, hvor vi også dykker ned i metodens tre dele: Trivselsplanen, Tryghedsplanen og Læringsplanen. Lyt med, og bliv inspireret til, hvordan du kan arbejde med Low Arousal 2 som et effektivt, recoveryorienteret redskab til at forebygge, håndtere og lære af voldsomme episoder.
5. Pårørendesamarbejde
Samarbejdet med pårørende er for mange socialpædagoger en del af hverdagen. Men hvordan skaber du den gode dialog og imødekommer både de ønsker og frustrationer, en pårørende måtte have – samtidig med at du formår at holde fast i din socialpædagogiske faglighed? Podcasten gør dig klogere på, hvordan det er at være pårørende – og du får inspiration og eksempler på, hvordan du griber samarbejdet an, og hvordan du kan støtte borgeren i retten til selvbestemmelse.