Gå til indhold
Socialpædagogernes logo
Mit SL

Portræt

Vi troede, vi vidste bedst

Efter et påbud fik dokumentationsarbejdet på botilbuddet Harebakken en rusketur. I spidsen for det arbejde stod socialpædagog Bianka Bach Møller. Nu bliver al dokumentation lavet sammen med borgerne. Og antallet af magtanvendelser og indlæggelser er faldet. Men omlægningen har ikke været uden udfordringer

10. februar 2022

Artikel
Bianka Bach Møller.png
De sidste fire år, hvor arbejdspladsen har arbejdet med en radikalt anderledes tilgang til dokumentation og magt­anvendelser, har ændret Bianka Bach Møller som socialpædagog.

Forfatter: Lea Holtze

Foto: Tor Birk Trads

’Jeg fortalte Ida, at det ikke var Hanne, der skulle være sammen med hende i dag. Hun blev meget vred og endte ud i selvskadende handlinger. Pas på med at gå ind i det emne i morgen.’

Sådan kunne et dagbogsnotat på botilbuddet Harebakken have lydt for fire år siden.

Men måske handlede det for Ida ikke om at være sammen med Hanne, men om frustrationen over, at der havde været fire forskellige socialpædagoger omkring hende dagen før? Eller om frygten for at miste Hanne, som da hun på et tidligere bosted skiftede kontaktperson? Og måske kunne selvskaden og den magtanvendelse, der fulgte med, have været undgået, hvis hun ikke var blevet misforstået?

Svaret findes bedst ved at tale med Ida om det og sammen med hende lave dagbogsnotatet, mener socialpædagog Bianka Bach Møller.

– Når vi laver dokumentationsarbejdet sammen med borgeren, betyder det, at begge parter stiller sig i en sårbar position, hvor vi bliver nødt til at tale om dét, vi ellers bare kunne flygte fra eller skabe en faglig samtale om inde på kontoret. Vi skal turde give kontrollen tilbage til borgerne, selvom de er rigtig sårbare, siger hun.

Tilsyn savnede kvalitet

Bianka Bach Møller er socialpædagog og ansat på Hare­bakken på syvende år, i dag som faglig leder. Det socialpsykiatriske bosted med speciale inden for spiseforstyrrelser og selvskadende handlinger huser 20 udsatte mennesker og lige så mange socialpædagogiske indsatser.

Men for fire år siden konstaterede socialtilsynet, at stedet manglede kvalitet i den daglige dokumentation i en grad, så Harebakken fik et påbud. Borgerne skal i centrum, lød beskeden.

– ’I centrum’ betyder for mig, at borgeren skal være vores vigtigste samarbejdspartner. Derfor skulle der være transparens i indsatserne. Det skaber man ikke i løbet af dage eller uger. Det tog år, fordi det kaldte på forandringer hos både medarbejdere og borgere, fortæller Bianka Bach Møller.

Jeg oplevede, at du …

Bostedet besluttede at erstatte kontaktpersoner med større team omkring hver borgergruppe. For at sikre et solidt fagligt fundament og et fælles fagligt sprog fik alle medarbejdere desuden et diplomkursus i neuropædagogik og neuropsykologi. Og så fik beboerne en helt ny og aktiv rolle i dokumentationsarbejdet.

Hele processen blev fulgt tæt af Bianka Bach Møller, som blev udpeget til faglig koordinator og senere faglig leder.

– Jeg lavede åbne indgange for borgerne til dagbogsnotaterne, så de kunne læse med. Og ved hjælp af en borgerundersøgelse fandt vi ud af, at rigtig mange af dem gerne ville være en del af den daglige dokumentation. De opfattede det som et tillidsbrud, når medarbejderne lavede dagbogsnotaterne uden at inddrage dem, siger hun.

Nogle af beboerne ønsker at være med til at skrive dagbogsnotatet sammen med socialpædagogen, når dagen er ved at være omme. Andre ønsker at få læst gårsdagens dagbogsnotat op og derudfra snakke om det skete.

– Vi har også en, som foretrækker at læse dagbogsnotaterne selv. Derfor formulerer vi dem direkte til hende ved fx at skrive: ’Jeg oplevede, at du havde svært ved …’ Så kan hun sende sit perspektiv tilbage til os. På den måde bliver dagbogsnotaterne ikke bare vores værktøj, men i allerhøjeste grad også hendes, fortæller Bianka Bach Møller.

Selvskade i nyt lys

Den nye praksis afslørede, at beboerne og medarbejderne ofte ikke var enige om, hvad der var sket, og hvad der lå bag.

– Det gav anledning til snakke, vi ikke havde haft før. Derfor er netop uenigheden virkelig interessant. Og jeg tror ikke, der er noget, der er for svært for borgerne at høre, når det kommer til deres eget levede liv. Det handler om, hvordan vi støtter op, når det sker. Her har vi et ansvar. Når dokumentationen sker bag lukkede døre, kan det derimod give mange paranoide tanker hos et menneske, hvor stemmer i forvejen forvrænger virkelighedsbilledet, siger Bianka Bach Møller og tilføjer, at det ved at eliminere misforståelser er lykkedes at begrænse antallet af selvskadende handlinger markant.

Samtidig ønskede ledelsen at ændre praksis, når en borger var selvskadende – fra at gribe til en magtanvendelse for at stoppe selvskaden, til at socialpædagogerne i dag bliver hos borgeren uden at overtage kontrollen.

– Det er enormt sårbart, for socialpædagogen vil selvfølgelig gerne passe på borgeren. Og det føles trygt, at vi tager kontrollen ved at fjerne dem fra situationen. Men det lærer borgeren ikke nødvendigvis noget af. Borgeren er stærk nok til at tage den kontrol og selv nå frem til, at selvskaden ikke er løsningen, siger Bianka Bach Møller.

Behovet for afgiftning

Men omstillingen til at gøre tingene på en helt ny måde har ikke været let, forsikrer hun efter fire år med adskillige temadage, MUS-samtaler og teammøder.

– Det var som at få revet gulvtæppet væk under sig og derfra famle sig op til overfladen. Jeg har bestemt haft medarbejdere, der syntes, det var meningsløst, og som ikke var blege for at sige det – men som nu siger: Hvorfor har vi nogensinde gjort det anderledes? Det er en fundamental ændring i måden at forstå sit arbejde, så jeg formoder, at nogle har overvejet, om de skulle blive på arbejdspladsen, fortæller Bianka Bach Møller og fortsætter:

– Jeg har også selv revet mig i håret – mange gange. Hvordan kunne det være så svært? Jeg har skullet lære at anerkende, at folk bevæger sig i forskellige oplevelsesverdener, og det har jeg i dag kæmpe respekt for.

Borgerne har desuden skullet over den angstprovokerende tærskel, det er at få mere kontrol – og i perioder har det været nødvendigt at bremse op for ikke at overvælde dem, fortæller hun.

Når dokumentationen sker bag lukkede døre, kan det derimod give mange paranoide tanker hos et menneske, hvor stemmer i forvejen forvrænger virkelighedsbilledet.

Bianka Bach Møller, socialpædagog og faglig leder
Det var som at få revet gulvtæppet væk under sig og derfra famle sig op til overfladen, fortæller Bianka Bach Møller om den store omlægning, hun har stået i spidsen for på sit arbejde.

Grænseoverskridende for mange

Og så har det været grænseoverskridende for medarbejderne, at dokumentationen ikke længere kan bruges som et internt arbejdsredskab.

– Når du trækker dig tilbage fra en udadreagerende borger, vil du gerne fortælle om episoden for at passe på din kollega, der møder ind i morgen. Men når du beskriver, hvad borgeren gjorde, skaber du en sandhed, hvori misforståelsen kan opstå, som borgeren så bliver mødt med af kollegaen dagen efter, siger hun og fortsætter:

– Jeg er helt med på, at det nogle gange kræver en dyb indånding at gå ind til en borger efter en voldsom episode og sige: ’Hvad var det, der lå bag, som gjorde, du blev så oprørt?’ Men det er her, vores vigtigste arbejde ligger. Så bliver vedkommende heller ikke ladt tilbage med skyld og skam, men kan have tillid til, at selvom det er svært, står vi her sammen, siger hun.

Det betyder imidlertid ikke, at medarbejderne ikke har brug for ’afgiftning’, som Bianka Bach Møller kalder det. Derfor er der som noget nyt afsat en dag om måneden til supervision til hvert team.

Rev sig i håret

I dag har medarbejderne på bostedet ikke lavet en fysisk magtanvendelse i to år, og mange af beboerne har ifølge Bianka Bach Møller færre og kortere indlæggelser.

I den seneste tilsynsrapport er arbejdspladsen da også godkendt uden påbud, og der står i tilsynsrapporten, at ’tilbuddet arbejder målrettet med udvikling af dokumentationen af den pædagogiske indsats’.

Men dermed ikke sagt, at arbejdspladsen er i mål, og at al dokumentation foregår sammen med borgerne. For nogle gange er det bare ikke der, de er, som Bianka Bach Møller siger.

– Men jeg kommer aldrig til at glemme alle de ahaoplevelser, det har givet os. Det giver mig blod på tanden. Så jeg er slet ikke færdig.

Men jeg kommer aldrig til at glemme alle de ahaoplevelser, det har givet os. Det giver mig blod på tanden.

Bianka Bach Møller, socialpædagog og faglig leder
Nogle af beboerne ønsker at skrive dagbogsnotatet sammen med socialpædagogen, når dagen er ved at være omme. Andre ønsker at få læst gårsdagens dagbogsnotat op og derudfra snakke om det skete.

Fire råd fra Bianka, hvis I skal ændre dokumentationspraksis:

  • Hav respekt for den enkelte medarbejders oplevelsesverden – det kan være udfordrende at gøre sin praksis transparent
  • Sørg for, at der er tid til at følge op på processerne, og at der er sparring helt tæt på til daglig
  • Hold øje med succeserne, og tal med borgerne om, hvad de synes
  • Husk, at det er borgerne, der ved, hvad de virksomme metoder er

Neuropædagogik og -psykologi

For et sikre et fælles fagligt fundament blev alle medarbejdere sendt på kursus i neuropædagogik og neuropsykologi.

Valget faldt på det, fordi man inden for neuropædagogik og neuropsykologi har begrebet selvagens, som er den professionelles rolle og bidrag i relationen – fx hvad er det, jeg bærer ind i relationen og fortællingen, når jeg via mine iagttagelser konkluderer på baggrund af en borgers handling? Hvad kunne jeg have gjort anderledes? Hvor trådte jeg ind og var med til at skabe udfaldet?

Ønsker du her-og-nu-inspiration til arbejdet med neuro­psyko-logi og neuropædagogik, kan du lytte til Socialpædagogernes podcast om neuroaffektiv udviklingspsykologi.
Den finder du på sl.dk/fagligtfokus

Bliv medlem