Jeg giver patienterne håb

Hvorfor skulle der ske noget nyt?

Jeg har altid elsket at uddanne mig og læste filosofi ud fra tanken om, at det kan man putte ind i alle pædagogiske sammenhænge. Men det var svært at få job efter universitetet, så jeg endte i de klassiske pædagogstillinger. Et barselsvikariat på et bosted fik mig for alvor sporet ind på det socialpædagogiske område – og da jeg altid har ønsket at afprøve forskellige områder af faget, tog jeg chancen og søgte noget, jeg slet ikke kendte til: et job i behandlingspsykiatrien.

Hvilke overvejelser havde du?

I psykiatrien skal man kunne rumme mennesker, som virkelig har det svært. Jeg er ansat på et affektivt afsnit for mennesker, der bliver indlagt med depression, angst, selvskadende adfærd. Mange af dem har mistet troen på, at livet er noget værd. Men jeg tænkte fra start, at det kunne jeg sagtens magte, fordi jeg som fagperson og menneske er god til at snakke, lytte og skabe relationer. Alt det andet, tænke jeg, det ville de klæde mig på til.

Hvordan bruger du din faglighed?

Patienterne har brug for at snakke om noget andet end sindslidelse og sygdom. Mine sundhedsfaglige kolleger ved noget medicin og sygdom – men jeg spørger ofte om nogle mere almenmenneskelige ting: Hvordan har du sovet? Hvordan har du det i dag? Min opgave er også at få et smil frem og prøve at finde lidt glæde i hverdagen. Og det mest givende ved jobbet er at se en patient komme sig over en krise, depression eller andet og blive udskrevet med en plan for fremtiden og genvundet håb og lyst til livet.

Hvilke udfordringer møder du?

I og med at det stadig er ret nyt i denne del af landet at ansætte socialpædagoger i hospitalspsykiatrien, ligger der noget arbejde i at definere vores roller i forhold til fx sosu’er og sygeplejersker. Men vi respekterer hinandens fagligheder, og som socialpædagog er jeg fx også med til behandlersamtaler og pårørendesamtaler. Og jeg har en leder, som synes, at vores faggruppe bidrager med noget særligt.

Hvordan arbejder du tværfagligt?

Når vi deler patienterne mellem os om morgenen, taler vi om, hvad der bedst giver mening. Jeg melder mig som oftest ikke på de patienter, som er alt for medicintunge, for det er ikke der, mine kompetencer ligger. Til gengæld gør jeg en kæmpe forskel for patienter med fx en depression eller angst ved at lytte, snakke med dem og møde dem der, hvor de er i deres behandlingsforløb. Med min socialpædagogiske tilgang finder jeg frem til noget fælles tredje og motiverer til nye interesser, som fx får patienten til at gøre nogle af de ting, vedkommende brændte for før indlæggelsen.

Hvad har overrasket dig?

Det har været en øjenåbner for mig at se, hvor skrøbeligt livet kan være. De her mennesker kæmper med så mange ting, at det kan være svært at forstå. Og mit arbejde giver så meget mening, når jeg kan hjælpe folk i dyb krise ved at give dem bare en lille smule håb.

Hvad er dit bedste råd?

Spring ud i det, hvis du kan mærke, at det giver mening for dig. Også selvom det føles ukendt og usikkert. Jeg tror på, at når man møder noget, man virkelig har lyst til, så skal man aldrig holde sig tilbage.