Datalæk
Familieplejere udsat for kritisk datalæk
Et datalæk på Tilbudsportalen i sidste uge gav adgang til personfølsomme oplysninger om plejefamilier. Det er kritisabelt og må bare ikke ske, lyder det fra forbundsnæstformand Verne Pedersen
9. februar 2022
Forfatter: Lea Holtze
Foto: Colourbox
I sidste uge var familieplejere udsat for et kritisk datalæk på Tilbudsportalen, hvor der var adgang til visse personfølsomme oplysninger om dem. Datalækket fandt sted i tidsrummet fra den 1. februar kl. 21 til den 3. februar kl. 9.30.
Social- og Ældreministeriet kan se hvilke sider på Tilbudsportalen, der er blevet besøgt i tidsrummet for datalækket. Det drejer sig om 293 plejefamilier, og de berørte plejefamilier har ifølge ministeriet modtaget et brev i e-Boks.
Der var tale om læk af personfølsomme oplysninger, som normalt kun kan tilgås af kommunale sagsbehandlere – personfølsomme oplysninger som fx beskrivelser af familien, ægteskabsforhold, navne og adresser, egne børns alder og køn, fritidsinteresser, tilsynets vurdering af familien mv. CPR-numre og hemmelige adresser har ikke været lækket.
Det er kritisabelt
Socialpædagogerne blev gjort opmærksom på lækket af formanden for landsudvalget for familieplejere, Gitte Jensen. Forbundet rettede straks henvendelse til Tilbudsportalen, som herefter stoppede adgangen til oplysningerne.
– Det er kritisabelt, at familieplejeres personlige information har ligget tilgængeligt for offentligheden. Det må bare ikke ske. Godt hullet blev lukket efter, at vi henvendte os, siger forbundsnæstformand Verne Pedersen.
Socialpædagogerne er fortsat i tæt dialog med Social- og Ældreministeriet om omfang og konsekvenser af lækket. Familieplejerne har desuden fuld adgang til at klage til Datatilsynet, idet det er deres persondata, der har været omfattet af databruddet. Find klagevejledning på datatilsynet.dk
Det skal du vide:
Har du mistanke om misbrug?
Hvis du opdager eller mistænker, at dine personlige oplysninger er blevet misbrugt i forbindelse med dette datalæk, skal du melde det til politiet. Du kan finde mere information hos datatilsynet.dk, som giver konkret rådgivning og hjælp.
Ønsker du at klage?
Social- og Ældreministeriet har indberettet en sikkerhedshændelse til Datatilsynet. Men du har fuld adgang til at klage til Datatilsynet, idet det er dine persondata, der har været omfattet af databruddet. Du finder klagevejledning på datatilsynet.dk
Har du spørgsmål?
Har du som familieplejer spørgsmål til hændelsen, er det muligt at kontakte følgende medarbejdere i Erhvervsstyrelsen:
Jesper Høj: 35 29 18 87
Richard Hanlov: 20 71 78 68
Er du utryg ved situationen eller har andre spørgsmål, kan du kontakte Socialpædagogerne på tlf. 72 48 60 00