Socialpædagogisk arbejde er meget mere end styring

Sig navnet Dorthe Birkmose – og ord som forråelse, afmagt og krænkelser popper op på nethinden. For siden hun i 2013 udgav bogen ’Når gode mennesker handler ondt’, har Dorthe Birkmose optrådt med utallige oplæg og foredrag om forråelse – ikke mindst for socialpædagoger.

Men i et foredrag i Århus i september, hvor ca. 500 socialpædagoger lyttede med både fysisk og virtuelt, anlagde hun en lidt mere håbefuld vinkel. Med afsæt i en ny bog ’Mennesker er motiveret’ beskrev Dorthe Birkmose, hvordan mennesket helt grundlæggende er motiveret – og hvordan motivation er drivkraften til handling.

– Som professionelle kan vi komme til at undervurdere andres motivation. Man kan tro, at man ved bedst og derfor bør forsøge at styre andre i en bestemt retning. Andre er ikke motiverede for at løse de problemer, som vi synes, at de har. Derfor virker styring ofte ikke. I resignation kan man ende med at sige, ’vi har prøvet alt, og intet virker’. Men man kan ikke have prøvet alt. Dels er der nok ikke nogen af os, der ved alt. Dels kan man ikke have afprøvet samtlige samarbejdsmetoder i verden, lød det fra Dorthe Birkmose.

100 års metoder

I sin nyeste bog præsenterer Dorthe Birkmose 100 års metoder, som socialpædagoger og andre fagpersoner kan ty til for netop ikke at nå dertil, hvor man kaster håndklædet i ringen og tænker, at nu har man da prøvet alt.

Ifølge psykologen vil der altid være flere metoder at bruge løs af, når man vil hjælpe et andet menneske:

– Vi har altid flere metoder at vælge mellem. Men først handler det om perspektivskifte som metode. Hvis vi vil hjælpe andre, er vi nødt til at give slip i vores udefra-perspektiv og skifte til deres indefra-perspektiv. Vi bør gøre alt, hvad vi kan for at forstå, hvad dét menneske har oplevet, og hvilke mestringsstrategier vedkommende har udviklet for at klare livet, sagde Dorthe Birkmose.

100 års metoder

I sin nyeste bog præsenterer Dorthe Birkmose 100 års metoder, som socialpædagoger og andre fagpersoner kan ty til for netop ikke at nå dertil, hvor man kaster håndklædet i ringen og tænker, at nu har man da prøvet alt.

Ifølge psykologen vil der altid være flere metoder at bruge løs af, når man vil hjælpe et andet menneske:

– Vi har altid flere metoder at vælge mellem. Men først handler det om perspektivskifte som metode. Hvis vi vil hjælpe andre, er vi nødt til at give slip i vores udefra-perspektiv og skifte til deres indefra-perspektiv. Vi bør gøre alt, hvad vi kan for at forstå, hvad dét menneske har oplevet, og hvilke mestringsstrategier vedkommende har udviklet for at klare livet, sagde Dorthe Birkmose.

Læs interviewet med Dorthe Birkmose 'Alle er i risiko for forråelse' fra Socialpædagogen nr. 1, 2020

Tre paradigmer for motivationsarbejdet

I sit oplæg introducerede hun deltagerne for de tre store paradigmer inden for motivationsarbejdet: det styrende paradigme, hvor man motiverer andre ved at sætte retning og tage initiativer. Det følgende paradigme, hvor man afventer tegn på andres motivation og svarer på deres initiativer. Og det vejledende paradigme, hvor man fremkalder andres motivation ved at spørge og vejlede.

– Man bør ikke lægge sig fast på et bestemt paradigme. Alle metoder kan være en hjælp for nogen i visse situationer; men ingen metoder kan hjælpe alle i alle situationer. Derfor bør man heller ikke afvise nogle metoder på forhånd. Der kan hentes gode metoder fra alle tre paradigmer – og uanset hvor fastlåst en situation kan opleves, findes der metoder, som endnu ikke er prøvet. Det skaber håb om, at der altid er mere at gøre for at hjælpe andre.

Det styrende paradigme

– I det styrende paradigme er grundtanken, at vi kan motivere andre. Styrende metoder kan være en hjælp for mennesker, som har mistet overblikket og ikke selv kan tage styringen, lød det fra Dorthe Birkmose:

– Men styringen kan kippe over i forråelse, hvis vi tillader os at bruge belønninger som bestikkelse, eller hvis vi straffer mennesker, der har brug for vores hjælp, sagde hun og tilføjede, at man ved at styre for meget risikerer at skabe såvel modstand som indlært hjælpeløshed hos andre.

Det følgende paradigme

Det følgende paradigme beskrev Dorthe Birkmose som en måde at arbejde på, hvor man øger et andet menneskes råderum ved at vente, forholde sig i ro, være stille og ikke sætte alt muligt i gang. Grundtanken er at afvente tegn på andres motivation.

– Det følgende paradigme har ry for at være laissez faire. Men følgende metoder kræver en stærkere faglighed, fordi man skal afgive kontrol til et andet menneske. Det kræver også en basal tro på, at der er noget, som er værd at vente på, sagde Dorthe Birkmose, som nævnte bl.a. Marte Meo, Åben Dialog og Intensive Interaction som følgende metoder.

Det vejledende paradigme

Det tredje paradigme, som Dorthe Birkmose præsenterede, er det vejledende, hvor grundtanken er, at mennesket er motiveret.

– Det er det paradigme, som I er uddannet til og skolet i. Det er empowerment, rehabilitering og recovery, sagde hun.

Risikoen ved de vejledende metoder er, at det blot er noget, som vi siger – uden at børn, borgere og pårørende kan mærke det, fortsatte Dorthe Birkmose:

– Vi risikerer at være inkongruente – altså uærlige. Der er en risiko for, at de vejledende metoder kipper over i double-bind-kommunikation, hvor vi kommunikerer to modsatrettede budskaber på samme tid, forklarede hun og gav eksempler:

– Hvis vi siger, at vi gerne vil hjælpe, men samtidig kommunikerer, at andre skal være på en bestemt måde, for at vi vil hjælpe dem. Hvis vi siger, at vi gør noget af omsorg, samtidig med at andre kan mærke vores dominans. Hvis der tales om inklusion, samtidig med at flere børn og unge ekskluderes. Hvis vi stædigt hævder, at borgeren er i centrum, selvom alle ved, at økonomien er i centrum.

Med de tre paradigmer og den nærmest endeløse række af metoder og teorier slog Dorthe Birkmose i sit foredrag fast, at alle metoder kan bruges, ligesom alle metoder kan misbruges.