Dorthe Birkmose: Alle er i risiko for forråelse

Velbehag. Forbavsende længe skabte forråelsen hos Dorthe Birkmose en følelse af velbehag. Det var dejligt at vende alt det svære udad og rette det mod en anden.

Utilstrækkeligheden, tankerne om egen uduelighed, tvivlen på egne evner. Følelsen af ikke at være robust nok. Alt sammen forsvandt, da forråelsen – menneske­sindets lumske forsvars­mekanisme – satte ind.

Det var dejligt. Rigtig dejligt endda. For hvad hvis det ikke var Dorthe Birkmoses faglige afmægtighed i en svær situation med sønnen og moren, der var problemet? Hvad hvis det i virkeligheden var moren selv? Fordi hun var kontrollerende, beregnende, krævende. Vanskelig kort sagt. Var der ikke også en snas borderline? Der var i hvert fald tydeligvis forsøg på splitting. Det var helt sikkert moren, der var problemet.

Sådan sætter psykolog, forfatter og foredragsholder Dorthe Birkmose ord på de forråelsestanker, hun selv oplevede, da hun arbejdede som psykolog for en årrække siden.

Ubehagelig afmagt

Den slags tanker kan nemt opstå hos rigtig mange socialpædagoger og andre medarbejdere i velfærdsfagene, når de kommer i situationer med børn, borgere eller pårørende, hvor de oplever afmagt.

Når de kommer til kort fagligt og ikke ved, hvad de skal gøre.

Og afmagt i alle nuancer og afskygninger vil man komme til at opleve, når man arbejder med mennesker, slår Dorthe Birkmose fast. Det er en ubehagelig følelse, og derfor vil menneskehjernen gerne lindre ubehaget ved at projicere det over på andre.

– Man skal virkelig ikke undervurdere den menneskelige evne til selvbedrag. Forråelse er en naturlig overlevelsesstrategi i en situation, hvor man er presset og afmægtig. Men det er en lumsk overlevelsesstrategi, fordi forråelsen får os til at gøre ting, som vi godt ved ikke er i orden. Forråelsen er en slitage, der sker i os selv. Og når vi omsætter den til handlinger, bliver det til krænkelser af andre mennesker, siger Dorthe Birkmose.

Faglig blindgyde

Det er sådan, at gode mennesker kan gøre ondt. Selvom Dorthe Birkmose godt vidste – moralsk, etisk, fagligt, menneskeligt – at det var forkert, så gjorde hun det alligevel. Moren til sønnen havde på et møde stillet høje krav og kritiseret personalet, som følte sig angrebet. I bagklogskabens klare lys kan Dorthe Birkmose i dag se, at moren formentlig selv var presset og afmægtig, og at hun med sit frontal­angreb også kommunikerede det.

– Men forråelsen gjorde, at jeg blev kognitivt indskrænket i min tænkning. Jeg kunne kun komme i tanke om at sætte hårdt mod hårdt. Jeg var så presset, at min argumentation over for mig selv lød, ’at jeg jo havde forsøgt alt’. Det er jo åbenlyst selvbedrag, for jeg havde ikke været 100 års pædagogisk og psykologisk viden og metoder igennem. Og min underliggende kommunikation var jo i virkeligheden: Jeg er havnet i en blindgyde, og jeg har ingen idéer til, hvad jeg kan gøre, fortæller Dorthe Birkmose i dag.

Men i stedet for at sige dét til kollegerne og dermed udstille sin egen afmagt, tvivl og sårbarhed og bede om hjælp begyndte Dorthe Birkmose at bagtale den pågældende mor. Hun fandt sammen med kollegerne om at svine moren til – og der var enighed om, at man selvfølgelig ikke skulle finde sig i hvad som helst fra de pårørendes side.

For også kollegerne følte afmagt. De ville også gerne lindres for deres ubehag.

Afvisninger blev hverdag

Derfor tog forråelsen fart. Personalet afviste moren, var korte for hovedet og brugte et hårdt toneleje, når de endelig talte sammen. De undlod at give hende øjenkontakt under samtaler – og ignorerede telefonopkald og e-mails.

Sammen fortalte de negative historier om moren. Grinede af hende. Og sammen fortalte de positive historier om, hvor dygtige og faglige de selv var. Gentagelserne gjorde det almindeligt. Og de brugte faglige begreber til at legitimere og bortforklare deres uacceptable adfærd. I virkeligheden var det jo blot at sætte grænser, når man afviste moren, var der en kollega, der foreslog.

Det var ’hjælp-til-selvhjælp’, kunne man sige. Faktisk rehabilitering, nu man tænkte over det. Og det er jo vigtigt. Så logikken blev, at kollegerne gjorde deres arbejde godt ved at afvise moren. Forråelsen havde nu virkelig godt fat.

– Værdier er hver dag til forhandling på arbejdspladsen. Og det er ikke de værdier, vi skriver ned og hænger op, men dem, som forhandles mellem mennesker på en næsten umærkelig måde. Det er, når man i grupperne drøfter, hvad der er gangbart, og hvad der ikke er gangbart, at værdierne skabes. Og i mit tilfælde blev vores værdi i en periode, at ’når vi afviser andre, så er vi dygtige’. Men når værdierne skrider på den måde, så kan forråelsen virkelig tage fart, siger Dorthe Birkmose.

Ondskabens psykologi

Men hvorfor var der dog ingen, der standsede det? tænker man. Forklaringen er ifølge Dorthe Birkmose bl.a., at det er så vanskeligt at italesætte det, når værdierne begynder at skride på en arbejdsplads.

– Mennesket oplever stærkere motivation af at være social og føle sig accepteret i et fællesskab end at handle i overensstemmelse med egen moral. Det er den vigtigste læresætning fra ondskabens psykologi. Mennesket er mere socialt end moralsk. Moralsk vidste jeg jo godt, at det er sygt at ignorere et andet menneske. Alligevel var det vigtigere for mig at være en del af gruppen end at forsvare min moral, forklarer hun.

Og det fører til den sidste følelse, som forråelsen skabte hos Dorthe Birkmose. For hvor hun forbavsende længe mest følte velbehag, er skam i dag den altoverskyggende følelse. 

– Når jeg fortæller om min oplevelse, er det med stor skam og meget skyld. Der var ingen happy end på min historie desværre. Alle blev slidt i stykker. Moren blev slidt op af alle de krænkelser og betaler en høj pris. Sønnen betaler også en høj pris. Jeg selv blev revet op indefra, fordi jeg godt kunne mærke, det var forkert at handle sådan. Men jeg fortsatte, fordi jeg gerne ville være god nok, robust nok og anerkendes for det af de andre. Forråelsen galvaniserer en indefra, så man ikke mærker noget som helst. Man har ikke en eneste sygedag, selvom det, der foregår, er sygt, siger hun.

Forråelse sker kollektivt

Når forråelse opstår, går forsvarsmekanismerne typisk i gang hos den enkelte. Men det er vigtigt at forstå, at forråelsen er et kollektivt problem, lyder det fra Dorthe Birkmose.

– Alle, der har vidst, set eller opsnappet noget, har et medansvar. Men vi skal have noget dybde på vores tænkning i stedet for at pege fingre. Forråelse har jo altid en forhistorie og nogle logiske årsagssammenhænge, som har ført til, at så mange mennesker kan fare vild, siger hun.

Derfor skal løsningen også være kollektiv.

– Der er ingen quick fixes. Afmagtsfølelse er en del af jobbet, og derfor vil der altid være en risiko for forråelse. Men der findes løsninger. De løsninger skal vi finde i fællesskab, og det vil aldrig være den samme løsning, da den konkrete løsning afhænger af årsagerne til forråelsen hos den givne personale­gruppe i netop denne situation på dette tidspunkt, siger hun.

Men for at kunne gøre noget ved forråelsen på en arbejdsplads skal man i første omgang kunne få øje på forråelsen – og man skal ikke mindst turde se det hos sig selv. Og ifølge Dorthe Birkmose er der nogle konkrete faresignaler, man kan holde øje med. Det er fx, hvis man bliver mere irriteret, har et negativt sprogbrug – eller føler trang til at styre andres adfærd (se flere faresignaler i boksen på side 11).

– Vi mennesker prøver at kommunikere, hvad der er på færde hos os. Men vi er også afhængige af, at der er nogle, der kan høre det. Når jeg taler nedsættende om andre, så har jeg brug for en, der kan høre min forpinthed og afmagt, og så skal vedkommende svare mig med dybde. Ikke bare behandle symptomet ved at bede mig om et andet sprogbrug. Men ved at forstå årsagerne til symptomet, siger Dorthe Birkmose.

Den sunde magt

Der findes nemlig alternativer til forråelsen. Afmagt skal behandles med sund magt. Sund faglig magt.

– Det er breddefagligheden – den faglighed, der i bund og grund handler om at forstå og hjælpe. Selve grundstenen i al pædagogik. Alle mennesker har brug for at blive forstået, og det ligger der en sund magt i. Det handler om vores egen evne til at mentalisere – og vores evne og vilje til at ville forstå borgere, pårørende, ledelse og kolleger, siger hun.

Alle har prøvet at møde et menneske, som man ikke forstår, og socialpædagoger har helt sikkert mødt mange borgere, der var svære at forstå. Men den faglige tilgang er at blive ved med at prøve. Det er det eneste alternativ til forråelse, lyder det med eftertryk fra Dorthe Birkmose:

– Den ultimative magt for en professionel ligger i at gøre en reel forskel for et andet menneske. At forstå et menneske, der ikke er blevet forstået før. At hjælpe et menneske.

Lyt til Dorthe Birkmose i Socialpædagogernes miniserie om forråelse: