Mit faglige fokus: Jeg hjælper børn og unge med at slippe fri af spiseforstyrrelsen

Socialpædagogisk faglighed forandrer liv. Men hvordan bruger socialpædagoger deres faglighed i det daglige arbejde, og hvilke faglige refleksioner ligger der bag handlingerne? Det undersøger vi i portrætserien ’Mit faglige fokus’

Gitte Johannesen

Socialpædagog i udekørende team på psykiatrisk afsnit for børn og unge med spiseforstyrrelser på Bispebjerg Hospital, hvor hun har været ansat siden 2015. Uddannet pædagog i 1990.

Hvad er dit faglige fokus?

Jeg støtter og vejleder børn med spiseforstyrrelser og deres familier i hjemmet, på skoler eller bosteder. Jeg motiverer børnene, støtter dem i at gennemføre måltider, og hjælper dem med at øve sig i at spise sammen med deres familier. Børnene er indlagt på psykiatrisk døgnafsnit, men er derhjemme. Ved hjemmebesøg overfører vi de mestringsstrategier, vi har på hospitalet til hjemmet. Spiseforstyrrelsen kan være en rigtig stærk modspiller, så det er vigtigt at skabe en relation, så de tør stole på det, jeg udfordrer dem i. Familien skal føle tryghed ved min tilstedeværelse, så vi får mulighed for at have samtaler om det svære, fremtiden, håbet og livet som helhed.

Hvorfor er det vigtigt at komme i hjemmet?

Familierne har oplevet en masse konflikter, som er startet og optrappet i hjemmet. Mange af vores familier har haft store konflikter i forbindelse med måltider. Nogle måltider har måske taget flere timer, og det kan være meget angstfuldt for børnene at spise hjemme, så når jeg kommer i hjemmet, skaber jeg en naturlig ro og tryghed. Gennem min viden og erfaring arbejder vi med de svære tanker og følelser. På den måde hjælper jeg patienterne med at vende tilbage til deres gamle liv, før spiseforstyrrelsen styrede hele hverdagen.

Beskriv en opgave fra din hverdag, hvor din faglighed gjorde en forskel:

Jeg kom hjemme hos en pige, som havde levet af proteindrikke i meget lang tid. Hun turde ikke spise, og havde ikke tygget på rigtig mad i et halvt år. Pigen gik på en behandlingsskole, hvor de havde heste, som hun var meget glad for. Hun havde et stort ønske om at begynde at ride igen, og jeg brugte hestene som det fælles tredje. Vi tog ud og besøgte dem, og lod hestene være omdrejningspunktet for, at hun skulle i gang med at spise. Efterhånden som jeg fik opbygget en relation, og hun fik tillid til mig, pressede jeg hende lidt for at spise og brugte besøg i stalden som motivation. Det gik langsomt, men gradvist spiste hun mere og mere. I løbet af et par måneder blev hun udskrevet og kom tilbage til skolen og hestene.   

Hvorfor greb du opgaven an, som du gjorde?

Mit vigtigste redskab er at tale med børnene om deres mål og drømme for fremtiden. Vi har ikke lige så meget kraft som spiseforstyrrelsen, den er inde i deres hoved 24/7, og giver dem en følelse af kontrol i et liv, der er kaotisk på alle fronter, så vi skal sammen finde de håb og drømme, der overskygger spiseforstyrrelsens plan for deres liv. I det her tilfælde, var hestene drømmen.

Hvilke faglige redskaber kan du ikke undvære i dit arbejde?

Børnene er mellem 8 og 18 år, så de er meget forskellige. Nogle har flere diagnoser, og derfor er det svært at have en entydig tilgang. Vi arbejder miljøterapeutisk og inddrager dialektisk adfærdsterapi i hverdagen. Min tilgang er lyttende og validerende, for hvis jeg skal skabe en kontakt til børn, der er forpinte af en spiseforstyrrelse, skal de føle, at jeg ser dem, og tager dem alvorligt.

Hvad er DIT faglige fokus? Har du eller en kollega et fagligt fokus, som vi skal fortælle om? Så send endelig en mail med en kort beskrivelse til kommunikationskonsulent Frederikke Halling Hastrup på frh@sl.dk