Gå til indhold

Aieji 2022

Socialpædagogerne sender 32 medlemmer på verdenskongres

Senere på året mødes hundredvis af socialpædagoger fra hele verden til verdenskongres i Schweiz – for at dele deres fælles faglighed og tage ny viden og inspiration med hjem. Forbundet giver socialpædagoger og arbejdspladser fra Danmark en unik chance for at komme med

25. januar 2022

Artikel
Verden_1128x600_rød.png

Forfatter: Lea Holtze

Foto: Colourbox

Forestil dig, at du og omkring 600 andre socialpædagoger fra hele verden er samlet ét sted med ét og samme formål: At dele jeres faglighed – og tage ny viden og inspiration med hjem.

Den 6.-9. september 2022 afholder den internationale organisation for socialpædagoger, Aieji, den 20. verdenskongres i Lausanne i Schweiz. Socialpædagogernes hovedbestyrelse har besluttet at betale for, at i alt 32 socialpædagoger fra Danmark kommer med. Og nu er der åbent for ansøgninger (se boks).

På verdenskongressen venter et fagligt boost af de helt store, fortæller forbundsformand Benny Andersen, der også er præsident for Aieji.

– Det er ret vildt at opleve, at uanset om man er fra Rio eller Randers, og ens rammer er vidt forskellige, har man et fælles udgangspunkt: at give borgerne muligheder i livet. Det er stort at føle det globale kollegaskab og fornemme den enorme rækkevidde, socialpædagogik har over hele verden. Man bliver simpelthen bestyrket i sit fag. Det vil vi som forbund selvfølgelig gerne støtte op om, siger han.

Læs mere om, hvad internationalt samarbejde og en verdenskongres i Schweiz har med dig at gøre

– Jeg mødte en masse spændende mennesker, der alle arbejder inden for det samme felt som mig. Jeg holder meget af de dialoger, der viser, hvor kompleks socialpædagogikken er. Det gjorde mig simpelthen klogere på min egen praksis, siger han.

Flemming Klein, socialpædagog og leder

Vi kigger ud i verden

Aieji arbejder for at styrke og udvikle det socialpædagogiske fag og skabe en fælles faglig identitet på tværs af grænser. Organisationen er den eneste i verden, der har fokus på socialpædagogik som fag og profession. Og den blev oprettet efter 2. Verdenskrig, hvor mange lande havde store sociale problemer, og det derfor var oplagt at udveksle erfaringer.

Og det er det stadig, understreger Benny Andersen og henviser til organisationens arbejde med bl.a. psykiatriområdet, etik i socialpædagogikken, demensområdet og FN’s handicap- og børnekonvention, som har smittet direkte af på Socialpædagogernes kurs.

– Vi er jo et forbund, der kigger ud i verden, og derfor er det naturligt, at vi også skal være der, hvor andre socialpædagoger i verden er. Aieji er en organisation, der har fokus på faget, og det kan vi som forbund lære af og trække på gode eksempler fra. Og så er det selvfølgelig vigtigt med international solidaritet, siger han.

Lær af hinanden

Aieji afholder sin verdenskongres hvert fjerde år. Her mødes socialpædagoger for at udveksle viden og erfaringer inden for alle tænkelige målgrupper og indsatser.

– Der ligger en enorm læring i dét, socialpædagoger gør i andre lande, som kan bruges i det daglige arbejde hjemme på det enkelte botilbud eller værested her i Danmark. For borgernes behov er helt grundlæggende de samme. Men vi håndterer dem forskelligt i hverdagen i de rammer, vi nu har hver især, og netop derfor kan vi lære noget af hinanden, siger Benny Andersen.

Den fire dage lange kongres byder bl.a. på oplæg af nogle af verdens førende fagfolk, besøg på lokale arbejdspladser og workshops, hvor socialpædagoger selv præsenterer den faglighed, de arbejder med hver dag.  

En af de socialpædagoger, der tidligere har oplevet verdenskongressens faglige sus, er socialpædagog og leder Flemming Klein, der holdt workshop om fagligt netværksarbejde på kongressen.

– Jeg mødte en masse spændende mennesker, der alle arbejder inden for det samme felt som mig. Jeg holder meget af de dialoger, der viser, hvor kompleks socialpædagogikken er. Det gjorde mig simpelthen klogere på min egen praksis, siger han.

Vil du med? Sådan gør du

Arbejdspladser
Socialpædagogerne inviterer fem arbejdspladser (to medlemmer fra hver arbejdsplads) til at komme med på verdenskongressen og holde en workshop, hvor I præsenterer den faglighed, I arbejder med hver dag. Det kan fx være, at I arbejder med en særlig borgergruppe, har opnået unikke resultater ved en styrket indsats eller har ændret arbejdsgange i forbindelse med corona.

Send en kort ansøgning (på engelsk) direkte til Aieji senest den 15. marts 2022. Et ansøgningsudvalg ved Aieji udvælger da deltagere. Socialpædagogerne vælger derefter hvilke af de arbejdspladser, der inviteres med inden for forbundets budget.

Har I brug for hjælp – fx med at skærpe ansøgningen – så kontakt organisationskonsulent Terese Hougaard på teh@sl.dk eller 2572 3862.

Informationsmøde
Den 2. februar holdt Socialpædagogerne et digitalt informationsmøde for alle interesserede. Forbundsformand og Aeiji-præsident Benny Andersen svarede på spørgsmål, ligesom man kunne møde socialpædagog og tidligere deltager og workshopholder Flemming Klein.

Se optagelsen her

Medlemmer og faglige selskabers koordinationsgrupper
Socialpædagogerne inviterer 10 medlemmer og desuden 12 medlemmer af de faglige selskabers koordinationsgrupper med på verdenskongressen. De 22 medlemmer skal ikke holde workshop.

Du kan søge om at komme med på sl.dk/verdenskongres2022.

Ansøgningsfristen er den 1. april.

 

Bliv medlem
Bliv medlem