kommunalvalg
Sådan vil valgte socialpædagoger arbejde lokalpolitisk
Ved lokalvalgene i november blev flere af Socialpædagogernes medlemmer stemt ind i det lokale by- eller regionsråd. Her fortæller fire af dem om og hvordan de vil tale socialpædagogernes sag, og hvilken rolle den socialpædagogiske faglighed spiller i det politiske arbejde.
5. januar 2022
Forfattere: Maria Rørbæk og Malene Dreyer
Betina Skovby, valgt for SF i Herlev Byråd, hvor hun også sad i 2010 – 2013. Hun er nystartet formand for familie- og forebyggelsesudvalget og næstformand i børne- og uddannelsesudvalget. Samtidig er hun daglig leder af Gladsaxe Handicaptilbud uden døgn.
Sidst jeg sad i byrådet, sad jeg i teknik- og miljøudvalget, og jeg er cyklist med stort C, mens mange af de andre var bilister. De havde især fokus på, at man skulle kunne komme hurtigt frem i bil, mens jeg især havde fokus på trafiksikkerheden – og det fik betydning for anlæggelsen af cykelstier i Herlev. På samme måde tror jeg, at det kommer til at gøre en verden til forskel, at jeg nu kommer til at sidde i udvalgene med en socialpædagogisk viden og faglighed.
Jeg er valgt ind på en vision om, at Herlev skal være den mest handicapvenlige by i landet, og at alle skal være en del af et bæredygtigt fællesskab, så det socialpædagogiske område bliver mit helt klare fokus.
Selv om jeg allerede har en stor viden om det socialpædagogiske område, har jeg også brug for alle de input jeg kan få til at sætte området på dagsordenen. Allerede under valgkampen havde jeg møde med kredsformanden i Socialpædagogerne Storkøbenhavn, der fortalte om Socialpædagogernes danmarkskort, hvor man kan se andelen af uddannede socialpædagoger i de enkelte kommuner – og læse om socialpædagogers oplevelser af faglighedens betydning. Sådan noget materiale er rigtig godt for mig. Det giver en større troværdighed, når jeg kan underbygge mine argumenter med fakta – og når det ikke bare er noget, jeg selv siger, men også er noget andre oplever.
Kaj Johansen, genvalgt for Socialdemokratiet i Middelfart, hvor han i 11 år har været formand for social- og sundhedsudvalget. Samtidigt er han rehabiliteringsleder for hjemmevejleder teamet, ungefællesskabet og nabofællesskabet i Odense Kommune
Jeg mener godt, det kan være en fordel for andre socialpædagoger, at der sidder socialpædagoger i byrådene. Simpelt hen fordi vi kender og forstår området. Samtidig er det selvfølgelig vigtigt at slå fast, at jeg ikke er valgt for Socialpædagogerne. Jeg er valgt for at varetage borgernes interesser og føre socialdemokratisk politik, men ofte er der et sammenfald mellem borgernes og socialpædagogernes interesser. For grundlaget for godt socialpædagogisk arbejde er et godt arbejdsmiljø og god trivsel i hverdagen for de ansatte.
Som politikere sætter vi jo de overordnede rammer for det socialpædagogiske arbejde. Her er budgetterne selvfølgelig meget vigtige, og som formand for sundheds- og socialudvalget arbejder jeg for, at der skal sættes nok ressourcer af til området. Men rammerne handler ikke kun om penge, men også om prioritering. Fx er der nogle politikere, der siger, at når der skal spares, så skal der spares på ledelseslaget, og den køber jeg ikke ind på. Jeg mener, at faglig ledelse med en nærværende leder er vigtigt for at nå et godt, socialpædagogisk resultat.
Ligesom Socialpædagogerne mener jeg, at uddannede socialpædagoger er rygraden i det specialiserede arbejde, og det er vigtigt med en høj andel af uddannede socialpædagoger i Middelfart. Dét vil jeg gerne sætte på dagsordenen, men det er ikke noget, jeg vil sætte et fast tal på. For mig er det vigtigt at vi politikere ikke detailregulerer for meget. Der skal være plads til ledelsesmæssige beslutninger tæt på borgerne.
Suzi Würtz Kjærgaard, valgt ind for første gang i regionsrådet Region Syddanmark for SF. Sidder i psykiatri- og socialudvalget samt præhospitalsudvalget. Hun er socialpædagog og tillidsrepræsentant på det socialpsykiatriske bosted Stentoft nær Kolding. (foto: nr. 4 fra v.)
Det betyder jo noget, at der kommer en fra virkeligheden ind i regionsrådet. Jeg ved, hvad der sker ude i psykiatrien. Jeg har stået ude blandt borgerne og ved, hvad der rører sig, så jeg skal arbejde med noget, som jeg ved noget om.
Jeg vil kæmpe for, at de borgere, jeg arbejder med, bliver mødt ordentligt, når de kommer til læge - i øjenhøjde og med værdighed. Hvis ikke de bliver mødt første gang, kommer de ikke tilbage, og så udvikler situationen sig i en forkert retning med ubehandlede lidelser, som en snebold der bare vokser sig større.
Og så skal vi se på, at det skal være nemt at komme til sundhedshuse. Praktiske ting som kørsel til vagtlæger og skadestuer, det kan være afgørende for, om folk kommer derhen. Den ulighed i sundhed vil jeg gerne gøre op med. Det kan fx være flere socialsygeplejersker, som kan følge borgerne gennem sundhedsvæsenet eller være på sygehusene, når borgerne bliver indlagt
Jeg glæder mig over, at der allerede nu er sat penge af til flere aktiviteter på psykiatriske afdelinger. Det er vigtigt, at der er noget at se frem til, når du er indlagt. Det er med til at øge trivslen blandt patienterne. Jeg ser det i mit arbejde, hvordan tilbud som udeliv, kreative værksteder, smykker, keramik kan løfte folk. Det skaber en gejst blandt mennesker, som ikke har så meget indhold i deres hverdag at de kan sige: ’Vi ses næste torsdag’ og være sammen om noget. Det bliver fedt at arbejde videre på det.
Vinnie Borbjerg, genvalgt for Socialdemokratiet til Herning Byråd, hvor hun har siddet de sidste fire år. Er næstformand i børne- og ungeudvalget og medlem af børne- og familieudvalget samt landsbykontaktudvalget. Samtidig er hun familieplejer og uddannet socialpædagog.
En af mine største sejre som byrådsmedlem var, da der for nogle år siden kom et spareforslag om at anbringe flere 16-årige på eget værelse i stedet for i en plejefamilie. Jeg kæmpede imod, og gik blandt andet til pressen. Og lige inden vi gik live på DR P4 Midt og Vest sagde formanden for børne- og ungeudvalget, at hun havde ændret holdning. Journalisten så på mig og spurgte: ’Vil det sige, at I er enige nu?’ ’Ja,’ svarede jeg, ’og jeg kan ikke få armene ned.’
Nu er mit næste mål, at ingen 16-årige skal anbringes på eget værelse. Alle skal have ret til en plejefamilie. Derudover har jeg også et mål om at forbedre vilkårene for plejefamilierne, for hvis plejefamilierne har det godt, har plejebørnene det også godt.
På den måde mener jeg virkelig, at jeg kan gøre en forskel for udsatte børn med min baggrund som familieplejer og uddannet socialpædagog. Jeg kender området og kan fx forklare, hvorfor det er så vigtigt at anbragte unge får den rigtige støtte. Det nytter jo ikke noget at spare penge her og nu, hvis den unge så kommer ud i et misbrug eller aldrig bliver selvforsørgende.