Afskedigelse
Gitte blev forskelsbehandlet pga. sit handicap
Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, da socialpædagog Gitte Seeberg blev fyret fra sit fleksjob på et værksted. Hun skal derfor have 360.000 kr. i godtgørelse, har Ligebehandlingsnævnet afgjort, efter at Socialpædagogerne gik ind i sagen
5. januar 2022
Forfatter: Louise Graa Christensen
Foto: Michael Drost-Hansen
– Jeg var landet det helt rigtige sted efter nogle meget svære år.
Sådan beskriver socialpædagog Gitte Seebergs den følelse, hun havde i sit tidligere job på et værksted for borgere med udviklingshandicap, hvor hun arbejdede 20 timer om ugen i et fleksjob.
– I mit team handlede det om at sørge for at give borgerne en god dag og måske spotte et udviklingstrin, som vi kunne arbejde med. Vi gav borgerne små succesoplevelser og viste dem, at de kan meget mere, end de selv tror. Det bliver man glad af, siger Gitte Seeberg.
Hun har tidligere arbejdet i 12 år som pædagog og i fem år som souschef – men i 2009 blev Gitte Seeberg bevilliget fleksjob af Haderslev Kommune på baggrund af en psykisk lidelse og stressende arbejdsbetingelser. Hun var dengang sygemeldt og diagnosticeret med bl.a. angst og depression.
Fik de fornødne rammer
Da Gitte Seeberg blev ansat, var det med et krav om, at arbejdspladsen kunne opfylde visse betingelser for at give hende de bedste forudsætninger for at blive på arbejdsmarkedet. Hun skulle have begrænset og minimeret stresskilder, afgrænset ansvar og i det hele taget have forholdsvis enkle og overskuelige opgaver. Og det levede arbejdspladsen op til:
– Min tidligere leder var meget medmenneskelig og tog altid hensyn til mig. Han var 100 pct. bevidst om, at jeg ikke skulle arbejde for meget og sprang også til, hvis vi stod i en presset situation.
Gitte Seeberg følte derfor, at hun var landet på sin rette hylde på værkstedet. Både fordi hendes faglighed kom i spil – og fordi hun selv fik det bedre. Men da arbejdspladsen fik en ny leder, oplevede hun, at hun ikke længere blev mødt med samme forståelse for hendes behov.
Besparelser i kommunen
Gitte Seeberg var dog fortsat glad for sine kolleger, borgerne og omvendt, ligesom hun stadig oplevede mening og glæde ved arbejdet.
Men i 2018 kom der besked fra Haderslev Kommune om, at der skulle spares på driften på det værksted, Gitte Seeberg arbejde på. Og det ville komme til at føre til en afskedigelse. Gitte Seeberg var ikke nervøs, da hun vidste, at der var tilfredshed med hendes indsats, ligesom arbejdspladsen fik tilskud til hendes løn. Derfor kom fyringen som et chok:
– Da det var mig, der blev hevet til side, sagde jeg, at det ikke kunne passe og begyndte at græde. Det hele virkede surrealistisk, fortæller hun.
Min tidligere leder var meget medmenneskelig og tog altid hensyn til mig. Han var 100 pct. bevidst om, at jeg ikke skulle arbejde for meget og sprang også til, hvis vi stod i en presset situation
Forbundet forstod mig
I den efterfølgende tid tog Gitte Seebergs psykiske udfordringer til, og hun blev sygemeldt. Samtidig blev hun opfordret til at kontakte Socialpædagogerne. Og det blev et vendepunkt. Da hun kom i kontakt med en af forbundets faglige konsulenter, oplevede hun et menneske, der dels kunne sætte sig ind i hendes situation, og dels havde styr på paragrafferne.
– Det var så dejligt at blive forstået. For i min desperation og forvirring blev jeg næsten i tvivl om, hvorvidt det var mig, den var gal med, og om det var okay at fyre mig. Men hos Socialpædagogerne blev jeg mødt med professionalisme og medmenneskelighed.
Efter et mislykket forsøg på at få erstatning eller genansættelse opfordrede den faglige konsulent Gitte Seeberg til at klage til Ligebehandlingsnævnet. Og den 30. august i år faldt dommen: Hendes fyring var i strid med forskelsbehandlingsloven.
Behov for oprejsning
Gitte Seebergs arbejdsgiver havde fremlagt en række kriterier, som de vægtede i udvælgelsen af personale, der skulle afskediges. Heriblandt om medarbejderne var uddannede, engagerede og samarbejdsvillige. Gitte Seeberg kunne sætte hak ved dem alle, men et kriterium kunne hun ikke opfylde – nemlig kravet om fleksibilitet.
For at være fleksibel er ikke samstemmende med Gitte Seebergs behov for skånehensyn såsom afgrænsede opgaver og faste rammer. Derfor er det indirekte forskelsbehandling, når det lægges til grund for en fyring.
Derudover har en arbejdsgiver ifølge Forskelsbehandlingsloven en forpligtelse til at gøre en indsats for ikke at fyre en medarbejder med fleksjob. Det kan Ligebehandlingsnævnet ikke se, at Gitte Seebergs arbejdsgiver har gjort, og nu har nævnet afgjort, at Haderslev Kommune skal betale Gitte Seeberg en godtgørelse på 360.000 kr. svarende til ca. 12 måneders løn.
En afgørelse der har stor betydning for Gitte Seeberg.
– Jeg havde brug for at vinde den sag, fordi jeg føler, jeg blev valgt fra pga. mit handicap og ikke ud fra mine personlige egenskaber. Jeg havde behov for oprejsning og for at få bekræftet, at man godt kan bruges ude i samfundet med de kvaliteter og ressourcer, man nu har, siger hun.
Sagen endnu ikke afsluttet
For kredsformand i Socialpædagogerne Sydjylland Finn Harald Rasmussen er afgørelsen vigtig.
– Man kan ikke bare afskedige en fleksjobber i forbindelse med besparelser. Love og aftaler skal overholdes. Der er principper og retningslinjer i systemet til at sikre, at afskedigelsen foregår på et sagligt grundlag, og man er forpligtet til at forsøge at fastholde de her mennesker på arbejdsmarkedet. Her har man forsøgt at springe over, hvor gærdet er lavest. Og afgørelsen viser, at den går ikke, siger Finn Harald Rasmussen.
Han peger samtidig på, at man som fleksjobber skal huske, at det er en god ide at være medlem af en fagforening, selvom man ikke er med i en A-kasse.
Sagen omkring Gitte Seeberg er dog endnu ikke helt afsluttet. Efter dommen meddelte kommunen, at det beløb, de vil betale, er mindre, fordi de bl.a. mener, at der skal betales skat af beløbet. Det har Gitte Seeberg og Socialpædagogerne anket.