Springet
Det er nyt for mig, at døden er en naturlig del af arbejdet
Efter mange år som leder i socialpsykiatrien er Tania Nansen Fledelius nu centerleder på et plejecenter, hvor hun står i spidsen for ca. 69 medarbejdere, primært sundhedsfaglige. Som noget nyt skal hun nu forholde sig til døden nærmest dagligt
17. januar 2022
Forfatter: Tina Løvbom Petersen
Foto: Ricky John Molloy
Hvorfor ville du prøve noget nyt?
Jeg har arbejdet inden for socialpsykiatrien i mange år, og da jeg nærmede mig de 50, kom de ligesom snigende – tankerne om, at der godt måtte ske noget nyt. Så da jeg så en ledig centerlederstilling på Plejecenter Bakkegården, blev jeg nysgerrig – og søgte den.
Hvilke overvejelser gjorde du dig?
Jeg tvivlede på, at jeg overhovedet ville komme i betragtning som leder på et plejecenter, fordi jeg ikke har de sundhedsfaglige kompetencer, der typisk søges. Men der var god kemi til samtalerne, og jeg fornemmede helt klart, at de først og fremmest havde brug for en, der ser ledelse som en profession. Og det gør jeg.
Hvordan var den første tid?
Jeg tiltrådte jobbet, da landet lukkede ned pga. corona. Så min læringskurve var stejl. Men gudskelov stod jeg med en medarbejdergruppe, som var toptrænede i at håndtere sygdom og virus, og som havde styr på hele den sundhedsfaglige tilgang. Jeg tog ingen chancer – og fastholdt struktur og rammer.
Hvordan bruger du din faglighed?
Som socialpædagog er jeg optaget af relationer – både mellem medarbejderne og i forhold til vores beboere. Jeg har fx meget fokus på pårørendesamarbejdet, på gruppedynamikker og på medarbejderudvikling. Det er vigtigt for mig, at medarbejderne har det godt sammen og er i balance, og derfor er supervision, konflikthåndtering og trivselsrunder nu en fast del af hverdagen. Hvis man har stået i en svær situation eller haft en udfordrende situation med en borger eller en pårørende, er det mit ansvar at hjælpe medarbejderen med at få det afmonteret og
bearbejdet, så man ikke bærer tingene med sig.
Hvordan håndterer du det sundhedsfaglige?
Som socialpædagog på et plejecenter tilhører jeg minoriteten, så min opgave er at byde ind med nuancer i den faglighed, der er eksisterende – og som jeg har stor faglig respekt for. Deres faglighed gør, at jeg bliver mere nuanceret som leder. Men jeg spiller også gerne ind i det tværfaglige miljø med et socialpædagogisk perspektiv, hvor jeg har fokus på, hvad der ligger bag en beboers adfærd, og hvordan vi bliver bedre til at forstå de mennesker, vi arbejder med.
Hvad har udfordret dig?
Døden. Det er nyt for mig, at døden er en naturlig del af arbejdet. I psykiatrien har jeg ikke oplevet så mange dødsfald. Så i starten havde jeg svært ved at vænne mig til, at døden var så naturlig en del af arbejdet. Men på et plejehjem håndterer de fagprofessionelle jo døden som en naturlig del af livet. Døden skal være en værdig, nærværende og god oplevelse, og som leder har jeg lært også at forholde mig til alle de kliniske og praktiske ting, der skal tages stilling til, når en beboer afgår ved døden.
CV
Tania Nansen Fledelius, 51 år
2020
Centerleder på Plejecenter Bakkegården, Odsherred Kommune
2019
Interim leder det specialiserede område, Holbæk Kommune
2014
Afd.leder Bostedet Hybenvang, Markedspladsen og neuropædagogisk team samt seniorbofællesskab, Holbæk Kommune
2008
Souschef og stedfortræder Bostedet Hybenvang
2006
Handleplans-koordinator Socialpsykiatrien Odsherred
2003
Bostedet Gammel Ringstedvej
2003
Uddannet fra Slagelse Pædagogseminarium
Hvad siger medarbejderne?
I artiklen 'Socialpædagog i spidsen for plejecenter' kan du læse mere om, hvordan Tanja Nansen Fledelius bruger socialpædagogik i en sundhedsfaglig verden - og møde to sygeplejersker, der sætter ord på, hvordan det er at have en socialpædagog som leder.