TR: Vi risikerer at udvande faget

– ’Det er jo godt med tværfaglighed.’ Sådan svarer ledelsen typisk, når jeg spørger, hvorfor de har valgt at indkalde sundhedsfaglige eller andre socialfaglige profiler end socialpædagoger til hjemmevejlederstillinger på arbejdspladsen. Det sker stadigt oftere, for overskriften i stillingsopslaget hedder i dag ’social- eller sundhedsfaglig medarbejder’ frem for ’socialpædagog’.

– Tværfaglighed kan selvfølgelig give vigtige perspektiver i arbejdet, men jeg forstår ikke argumentet for tværfaglighed, når grænserne for min og SOSU’ens arbejdsopgaver i dag flyder sammen. Som tilbud under socialpsykiatrien arbejder vi i Det Udekørende Team med at støtte og vejlede borgere med psykisk sårbarhed og andre udfordringer i at mestre eget liv. Vi kommer ikke ud for at rådgive dem om, hvilken stol der er sundest for ryggen, for det er ikke vores opgave at være fysioterapeuter. Den hjælp skal vi nok finde til borgeren et andet sted i kommunen. Og konsekvensen er tydelig.

– Hos os arbejder vi ud fra en recovery- og rehabiliterende tilgang, hvor vi tager udgangspunkt i borgerens ressourcer, behov og motivation. Men andre faggrupper kan have en tendens til at gøre tingene for borgerne eller blive terapeutagtige. Det er stik imod hensigten. For det rykker borgerne sig ikke af. 

– Jeg prøver at gå i dialog med ledelsen om de brede jobopslag, der signalerer, at specifik faglighed er ligegyldig. Og så taler jeg med kredsen om, hvorvidt man kan tage problemet op i et større forum med lederne på de enkelte arbejdspladser. Hvis ikke vi socialpædagoger står fast på vores faglighed og gør op med forestillingen om, at alle og enhver kan lave vores arbejde, bliver vores fag udvandet! Helt ærligt
– jeg tror da heller ikke, min øverste chef ville ansætte en leder, der ikke har lederkompetencer.