Studerende savner balance mellem teori og praksis

Pædagogfaget er et praktisk fag, hvor medmenneskelige kompetencer er en fundamental egenskab for at kunne arbejde med mennesker og være en dygtig pædagog. Spørgsmålet er blot: Er det de teoretiske eller de praktiske kompetencer, der bør spille den største rolle på pædagoguddannelsen, når man arbejder med mennesker?

På pædagoguddannelsen bliver man undervist i, at metoder og teorier er løsningen på alle pædagogiske problemer. Problematikken er dog bare, at man arbejder ud fra den perfekte verden, hvor alt teori går op i en højere enhed med virkeligheden. Dette er dog ikke altid tilfældet.

Jeg har igennem min erfaring oplevet pædagoger, som arbejder udelukkende ud fra metoder og teorier. Trods dette bliver der ikke opbygget en god relation med børn, unge og voksne borgere.

Evnen til at aflæse mennesker

Med denne kritik mener jeg ikke, at teorier og metoder er irrelevante. Vi bygger vores pædagogiske udvikling på teorierne, og de er med til at udvikle det pædagogiske fag. De to elementer kan dog ikke stå alene, så kunsten er at finde den rette balance. Dog vil jeg mene, at for at skabe de bedst mulige relationer til borgere, bliver man nødt til at have nogle fundamentale menneskelige kompetencer, som ikke nødvendigvis er noget, alle besidder.

Teorien kan altid sættes på bagefter. Men hvis vi altid skal lægge en teoretisk plan og ikke kan agere i uforudset hændelse, hvad er det så værd at kunne teorien?

Teorien er vigtig at have med for at kunne forstå, hvordan et menneske fungere. Derfor et det vigtigt at besidde evnen til at kunne aflæse det enkelte menneske, da ingen mennesker er ens. Dermed bliver teorien sekundær i arbejdet med mennesker. Derfor undrer det mig, at det fra størstedelen af lærerne påpeges, at det ikke er tilladt at skabe en god relation med en borger per natur, hvis man ikke kan argumentere for, hvad man gør via teori og metoder.

Vi lærer forskelligt

På pædagoguddannelsen gør underviserne meget ud af at undervise os i, at alle er forskellige, og at alle derfor også lærer forskelligt. Dette betyder, at vi som pædagoger skal kunne omfavne forskelligheder og gøre vores bedste for at hjælpe mennesker, der er afhængige af pædagoger.

Jeg selv har dysleksi (ordblindhed, red.) og føler på ingen måde, at underviserne udøver det sagte. Dette er ikke nødvendigvis undervisernes skyld, men nærmere uddannelsens opbygning. Uddannelsen retter sig mod de bogligt stærke personer, men giver ikke mulighed for, at man kan indlære det høje faglige niveau på andre måder.

Hvem siger, at jeg ikke kan blive pædagog, bare fordi jeg indlærer anderledes grundet min dysleksi? Betyder dette, at jeg ikke kan blive en lige så dygtig pædagog som mine medstuderende? Jeg tager måske længere tid om at indlære de højt faglige teorier samt metoder og har en bestemt måde at indlære det på. Men jeg har hjertet på det rette sted og vil mennesker det bedste. For mig betyder det mere, end at kunne mestre teorien. Det er for mig den bedste motivation til, at jeg kommer gennem min uddannelse på samme faglige niveau som mine medstuderende.

Opbygning taler for sig selv

Det kan godt være, der ikke er nogen der siger direkte, at jeg ikke kan blive pædagog pga. min dysleksi. Men den måde, uddannelsen er opbygget op, vil jeg mene, taler for sig selv. For hvorfor har vi fx ikke en uddannelse baseret på en vekslen mellem skole og praktik? Det kunne eksempelvis være tre dage i praktik samme sted i et år ad gangen samt to dages skole om ugen. På den måde kunne man hele tiden koble det høje teoretiske niveau med praksis og derved skabe sammenhæng.

Måske man skulle se lidt tilbage i tiden til dengang, hvor erfaring var en del af adgangskravet for at blive optaget på pædagogstudiet. For måske kunne man ved at genindføre dette sikre, at man som studerende hurtigere og nemmere kunne fordybe sig i sin valgte specialisering.

Den gode pædagog

Hvordan beskrives en god pædagog? Er det reelt teorien, der gør én til en god pædagog – eller er det at kunne se og forstå mennesket og ved hjælp af teorien hjælpe på bedst mulig vis?

Jeg ytrede min frustration til en underviser omkring det høje teoretiske niveau, balancen mellem praksis og teori samt måden, der undervises i den omvendte verden på, altså teori før praksis.

Min underviser svarede følgende: ’Har du overvejet at læse til pædagogisk assistent i stedet for til pædagog?’ Derefter fulgte kommentaren: ’Det, der gør en pædagog til en pædagog, er teorien’.

Jeg må ærligt erkende, at jeg er dybt uenig i dette. Som tidligere skrevet, er jeg på ingen måde uenig i, at teorien er vigtig. Men jeg er til gengæld uenig i udsagnet om, at det er teorien, der gør en til en god pædagog. Mit spørgsmål er derfor: Hvor bliver hjertet af i den nuværende pædagoguddannelse – og hvem bestemmer, hvad der gør en til pædagog og en god en af slagsen?

Hvorfor denne artikel?

I en tid, hvor lige præcis pædagogernes kompetencer på arbejdsmarkedet debatteres, synes jeg, det er vigtigt at debattere det reelle problem: Uddannelsen.

Hvordan skulle de færdiguddannede pædagoger agere anderledes, hvis de ikke er blevet introduceret til det hele menneske men derimod kun til teorier?

Dette er for mig et råb om hjælp til en anderledes uddannelse, som omfavner mennesket med hjertet og ikke kun hjernen.