Gå til indhold

Portræt

’Så siger vi farvel – igen’

På anbringelsesområdet er skift og sammenbrud et slidsomt grundvilkår – ikke bare for børnene, men også for de socialpædagoger, der tager afsked – igen og igen. Det kender Lea Leth Dinitzen alt til. Kort før sommeren drejede hendes arbejdsplads nøglen om. Socialpædagogen fulgte hende før, under og efter det sidste farvel

24. august 2021

Artikel
C60I2234_1128x600.jpg
Hvordan forholder man sig professionelt og støtter de unge bedst muligt, når man selv er ked af at skulle sige farvel? Det har socialpædagog Lea Leth Dinitzen gjort sig mange tanker om – særligt da den døgninstitution, hvor hun arbejdede, skulle lukke.

Forfatter: Lea Holtze

Foto: Kasper Løftgaard

26. januar:

Hvor skal vi nu hen?

Hvad fanden har de gang i? tænkte jeg.
Jeg så rundt på mine kolleger med tårerne trillende ned ad kinderne. Rundt på det snart 100 år gamle fællesrum, hvor vi har holdt alle vores personalemøder og vendt og drejet de unges sorger og sejre. Og op på konsulenten fra kommunen, der efter måneders venten lige havde givet os den endelige dom: Vi lukker døgninstitutionen ved udgangen af juni.

Bagefter blev stedets otte unge kaldt sammen for at få beskeden. For nogle af dem har stedet været deres hjem gennem otte år. Andre var lige landet efter at være blevet revet op med rode fra en anden institution. ’Are you fucking kidding me. Nu igen?’, ’Hvor skal vi så hen nu?’ var nogle af deres spørgsmål, vi ikke havde svar på.

For mig er det en anledning til at se tilbage – på den socialpædagog, jeg gerne ville være – og på den socialpædagog jeg er blevet efter syv år på anbringelsesområdet, hvor skift og sammenbrud ofte er et grundvilkår. Både for de unge, men også for os socialpædagoger, der igen og igen skal vinke farvel til dem og det, vi fagligt brænder for.

Jeg har selv været en del af ’systemet’ som ung. Og jeg havde ikke været, hvor jeg er i dag, uden den kontaktperson, der vedholdende fik mig igennem den sidste del af folkeskolen. Det var dét, jeg gerne ville være for andre. Og det er dét, der gør, at jeg ofte vender mere energifyldt hjem fra en døgnvagt, end da jeg kom. Jeg ser, hvordan de unge, der er så skadede af vold og omsorgssvigt, bliver bygget op som mennesker igen, i takt med at vi fylder selvtillid og anerkendelse på dem.

Men skift og sammenbrud fylder noget stort set dagligt: Når en ung får en ny sagsbehandler, før han har nået at lære navnet på den gamle. Når en ung bliver hjemgivet, selvom vi ved, at hun en måned efter står her – svigtet – igen. Eller når en ung bliver flyttet i egen lejlighed, og hans eneste ønske er at få en socialpædagog fra døgninstitutionen, som han har tillid til og stoler på, som kontaktperson – og får nej.

Det giver svære betingelser for mit arbejde, fordi det kan tage måneder eller halve år at genetablere tilliden efter et skift. Men det slider også på mig, fordi jeg har en tæt relation til de unge og holder af dem. Selvfølgelig gør jeg det. Ellers ville jeg ikke være her.

Men nu gælder det om at hive alt overskud frem og få de unge bedst muligt igennem de kommende svære måneder frem mod lukningen og endnu et skift i deres anbringelse. Jeg hjælper dem med at kanalisere deres frustrationer de rigtige steder hen – hjælper dem med at ringe til sagsbehandleren, når de spørger, hvorfor de stadig ikke har fået at vide, hvor de skal hen.

’Jeg kan godt se, at du er rigtig vred over, at du ikke har fået svar, og det kan jeg godt forstå. Det ville jeg også have været rigtig ked af. Men som hun sagde, arbejder de så hurtigt, de kan. De har ikke glemt dig. Jeg tror simpelthen, det er, fordi de vil prøve at finde det bedste sted til dig,’ siger jeg til en ung for at støtte op om processen.

Jeg siger til gengæld ikke, at ’jeg lover, at det hele nok skal gå’, for det aner jeg ikke noget om. Det er deres liv. Og lige om lidt er jeg ikke en del af det længere. 

22. juni:

Det spidser til nu

Jeg synker ned i den bløde hjørnesofa. Drengene spiller FIFA ved siden af mig. Og selvom klokken har passeret 23, kan jeg ikke få mig selv til at gå i seng. Jeg skal bare lige have det sidste med, før jeg lægger mig til at sove på min sidste døgnvagt.

Men samtidig har jeg det også sådan, at nu er det nok. Vi skal videre. Ud af vagten. For de sidste 14 dage har været ekstra hårde. Personalet har haft en lukning hængende over hovedet i over et år, og de unge har levet med uvisheden om, hvad der skulle ske med dem, siden lukningen blev meldt ud – de trækker sig fra det sociale samvær, passer ikke skolen og bliver udadreagerende.

Det er vores opgave at opretholde struktur og normalitet i en rigtig svær tid, så rammerne ikke styrter sammen om ørerne på dem.

Mange anbragte oplever skift

Blandt anbragte 11-17-årige har ca. halvdelen skiftet anbringelsessted mindst én gang. Omkring hver femte har boet to eller flere steder.
Det viste tal fra hhv. Rambøll i 2018 og VIVE i 2014.

Ifølge tal fra Social- og Indenrigsministeriet fra 2020 har omkring hvert fjerde anbragte barn skiftet anbringelsessted en eller flere gange, når det fylder fem år.

Det er deres liv. Og lige om lidt er jeg ikke en del af det længere.

I takt med at det kommer tættere og tættere på, bliver jeg også selv mere påvirket. Vi har talt meget om det på personalemøder, hvor vi har haft et rum til at dele alt det svære. Men uden for det rum er fokus på kerneopgaven – på at gøre det her vilkår mindre smertefuldt for de unge. Det er vores opgave at opretholde struktur og normalitet i en rigtig svær tid, så rammerne ikke styrter sammen om ørerne på dem.

’Er du slet ikke ked af det?’ spurgte en af de unge mig.

’Jo, for jeg elsker mit arbejde, og jeg elsker at være sammen med jer. Jeg er først og fremmest ked af det på dine vegne. Men jeg kender socialpædagogerne der, hvor du skal hen – de er rigtig søde og dygtige. Så jeg tror, du bliver glad for det.’

Det håber jeg.

25. juni:

Jeg græder alene

Efter afskedsbrunchen sætter jeg nøglen i tændingen, og den lille Renault Zoe ruller ud ad døgninstitutionens indkørsel. Solen skinner, vi ruller vinduerne ned, og Rudimental brager ud af højtalerne.

’Sikke en udsigt. Det her skal da nok blive godt. Hvad med en fed lampe her?’ foreslår jeg en af de unge, da vi står på værelset på den døgninstitution, der nu skal være hendes nye hjem.

Hun får et stort kram, og jeg fortæller forstanderen, at det giver mig ro i maven at vide, at det er et godt sted med de samme værdier som vores.

Men da jeg kommer ud i bilen, og Rudimental stadig synger ’you know I said it’s true, I can feel the love, can you feel it too’, rammer det mig. Og jeg græder. Jeg græder over den måde, jeg synes, systemet behandler de unge. Jeg græder over min egen magtesløshed, når jeg er med til at gentage de unges oplevelse af at blive svigtet. Og jeg græder, fordi jeg holder af dem, og det her er endnu et farvel.

Den sværeste afsked, jeg husker, var med en ung, der blev flyttet til en plejefamilie – stik mod konklusionen på mine faglige observationer, men en beslutning, jeg naturligvis måtte støtte op om af hensyn til den unge. Og han var en af dem, der var kravlet mere ind under huden på mig. Men det er et vilkår i arbejdet, jeg er nødt til at kunne rumme. Så må jeg snakke med nogen om det, når jeg kommer hjem.

Jeg ved til gengæld, at jeg har været vigtig for de unge i den periode, de har været her. Det kommer aldrig dårligt igen. Og efterhånden har jeg fået mig nogle gode strategier i forhold til at balancere på grænsen mellem det personlige og det private.

Jeg synes, der er en enorm frygt for at overinvolvere sig og give for meget af sig selv. For mig at se skal man bare tænke sig om, før man involverer sig, og før man deler. De unge er jo ikke mine venner. Men jeg kan dele ud af mig selv for at spejle en følelse.

’Jeg kan godt huske, hvor ked af det jeg også blev, da jeg gik i 8. klasse. Han hed Lasse. Men ved du hvad? Vi endte faktisk med at blive rigtig gode venner,’ sagde jeg til en ung, der var blevet dumpet.

Når jeg deler noget om min person eller mit privatliv, er det, fordi det giver pædagogisk mening og fx giver dem håb. Og fordi det giver dem lyst til selv at dele, når de føler sig mødt og anerkendt. Sådan er det jo i enhver relation, og uden relationen kan vi ikke arbejde.

Jeg kommer også til at holde kontakt med nogle af de unge den næste tid. Tjekker lige ind og hører, om de er landet godt. For jeg ved bare, at hvis vi slipper dem nu, ryger alt det, vi har bygget op, på jorden.

Døgninstitutioner lukker

Sidste år viste tal fra FADD (Foreningen af Døgn- og Dagtilbud), at 47 ud af 165 døgninstitutioner for udsatte børn og unge var lukket siden 2010 – det svarer til 28 pct.

Det underbygges af, at professor Inge Bryderup fra Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet vurderer, at ca. en tredjedel af alle døgninstitutioner er lukket de sidste ti år.

Udviklingen blev bl.a. skudt i gang med strukturreformen i 2007, hvor amterne blev nedlagt. For i takt med at kommunerne siden har bestræbt sig på at visitere til egne tilbud, og flere anbringes i familiepleje, falder efterspørgslen efter døgn­tilbudspladser.

Jeg kommer også til at holde kontakt med nogle af de unge den næste tid. Tjekker lige ind og hører, om de er landet godt. For jeg ved bare, at hvis vi slipper dem nu, ryger alt det, vi har bygget op, på jorden. Og fordi netop overgangen til et nyt sted, nye socialpædagoger og nye omgivelser ellers tit sker uden en blød overgang. Nogle vil synes, det er uprofessionelt. Men det giver mig ro at vide, at jeg har sluppet dem på en ordentlig måde. 

1. juli:

Det var så det

Nu er det virkelig slut.

Sådan føles det, da jeg kører af sted mod mit nye arbejde den første dag. Måske skal man også bare videre, tænkte jeg, da jeg sagde ja til at starte på et nyt job så hurtigt efter. Ny målgruppe, nye relationer. Og en ny måde at arbejde på.

For mit job på døgninstitutionen var mit første. Jeg var betaget af, hvor meget vi kunne rykke de unge. Jeg var tilbøjelig til at lade dem komme ekstra ind under huden. Nu har jeg taget et bevidst valg om, at det ikke er den socialpædagog, jeg vil være.

Jeg vil kunne lide mit arbejde, have et godt arbejdsmiljø og kunne udvikle mig fagligt. Men jeg vil have fri, når jeg har fri.

På et tidspunkt vender jeg sikkert tilbage til anbringelsesområdet. For der kan vi gøre en stor forskel. Men lige nu har jeg brug for en pause fra alt det negative. Det er nødvendigt for igen at kunne være de unges tro og håb – også når systemet svigter.

Jeg var tilbøjelig til at lade dem komme ekstra ind under huden. Nu har jeg taget et bevidst valg om, at det ikke er den social­pædagog, jeg vil være.

Bliv medlem