Gå til indhold

Fotoreportage

Højt til loftet med plads til alle

I Offsides Sociale Haver kan timerne under åben himmel for en stund sætte tankemylderet på standby – og på boldbanen ved Kollegiet Gl. Køge Landevej i Valby jagtes de små personlige succesoplevelser. Begge tilbud hører under WeShelter i København

24. august 2021

Artikel
Kollegiet-haven011_1128x600.jpg
Adrian er en af de borgere, som har stor glæde af at komme i Offsides Sociale Haver. Her kan psykisk sårbare og andre i udsatte positioner være med i havearbejdet – og følge udviklingen i de frø, de selv sår.

Forfatter: Tina Løvbom Petersen

Foto: Sofia Busk

De sociale haver ligger ved Bispebjerg Hospital og er landets første udendørs værested, fortæller en af de pædagogiske medarbejdere, Gerda Grønbæk: – Her kommer bl.a. borgere fra socialpsykiatrien, og de oplever, at de hos os bliver en del af et grønt, givende og meningsfuldt fællesskab. Fx dyrker vi krydderurter til hospitalets køkken – og det betyder altså noget, at man faktisk laver et nødvendigt stykke arbejde.
Det er langtfra altid, at der kan stille hold, når der er dømt boldspil på Kollegiet Gl. Køge Landevej: – Vi har et par stykker, som er ret stabile, men dagsformen svinger jo noget for de her mennesker, og lægger vi træningen for tidligt på dagen, kan det være svært at samle folk. Men jeg er altid klar til selv at spille, siger Flemming Nielsen, som er kontaktperson på Kollegiet og ansvarlig for fodboldaktiviteterne.
Sundhed i hverdagen er med til at give overskud til at se længere frem i livet – og på Kollegiet Gl. Køge Landevej kan beboerne aktivt være med til at dyrke det, de senere skal spise: – Vi har vores eget lille gartneri, hvor vi bl.a. leverer tomater, kartofler og alt muligt grøn topping til den mad, vi laver hos os, siger forstander Nikolaj Olsen.
Social gartner, kalder han sig selv, Lars Jacobsen, som både har været med til at etablere gartneriet på Kollegiet Gl. Køge Landevej og de sociale haver ved Bispebjerg: – Her bevæger vi os ikke så meget i hovedet. Vi roder i jorden og er meget fysiske – og det giver altså ro i sindet og mulighed for at koble fra tankemylderet, når man får jord under neglene og oplever noget, der gror.
I Valby har beboerne mulighed for at spille med i AsfaltLigaen – de udsattes svar på Superligaen: – Fodbold giver noget at stå op til og et fællesskab, hvor man kan få sig nogle succesoplevelser, fortæller Flemming Nielsen, som fungerer som træner og håber på i den nærmeste fremtid at kunne afholde et kollegiecup.
I de sociale haver foregår alle aktiviteter i det fri eller i drivhuse. Og selvom man som psykisk sårbar har mulighed for at udføre et stykke arbejde, så er haverne også et værested, hvor der altid er tid til en kop kaffe og en snak.
Hver 14. dag er der beboermøde for beboerne på herberget, fortæller forstander Nikolaj Olsen: – Vi taler om rengøring, trivslen på gangen og nye tiltag i huset, og det er bl.a. her, vi som medarbejdere får indsigt i, hvem der måske har brug for lidt ekstra støtte. Samtidig er det med til at lære beboerne, hvordan man sidder med til møde.
Kollegiet Gl. Køge Landevej rummer både et § 110-tilbud og et § 107-tilbud, og her bor i alt 97 beboere. Som noget helt centralt er det besluttet, at man ikke indskriver borgere, som er under 25 år, fortæller forstander Nikolaj Olsen (tv): – Det handler kort og godt om, at man ikke skal være ung i et misbrugsmiljø, så vi arbejder ikke med de helt unge hos os.

Et værdigt liv

På Gl. Køgelandevej i Valby ligger Kollegiet, der består af et herberg med 74 pladser og et botilbud med 23 pladser. Kollegiet hører under fonden WeShelter, der driver en række væresteder og herberger i København med det formål at forbedre det enkelte sårbare menneskes sociale færdigheder og livsvilkår.

Beboerne på Kollegiet kæmper med udfordringer som fx hjemløshed, misbrug, psykisk sårbarhed, økonomiske problemer og begrænset netværk – og her får de mulighed for at få en tryg hverdag, hvor de får styrket deres sociale kompetencer gennem bl.a. fodbold, gartneri, madlavning og andre fælles aktiviteter.

Også Offsides Sociale Haver hører under WeShelter – og her kan psykisk sårbare og andre i udsatte positioner deltage i havearbejdet og andre aktiviteter som yoga, biavl, blomsterbinding og udendørs madlavning.

Læs mere på weshelter.dk

Midt i Kollegiet Gl. Køge Landevej ligger caféen – husets fælles samlingspunkt: – Det er her, beboerne henter post – og læser avis, bruger en pc eller spiller billard. Her er altid gratis kaffe på kanden – og et sundt måltid mad koster under en 20’er. Det er kollegiets hjerterum, og her kan man altid finde en at snakke med, siger Stig Nielsen (i ternet skjorte), som er fast medarbejder i caféen.
Nogle af de borgere, der arbejder i Offsides Sociale Haver, er visiteret til tilbuddet og er måske i jobtræning. Andre kommer af sig selv, fordi de her blandt blomster og planter finder ro i et miljø, hvor man selv kan vælge, om man vil være sig selv, eller om man vil være en del af fællesskabet.
Bliv medlem