restriktioner
Sommerferie og corona
Endnu en sommer med COVID-19 som ubuden gæst står for døren. Og hvad betyder det så for din sommerferie? Her er, hvad du skal vide om COVID-19 og ferie
26. maj 2021
Forfatter: Malene Dreyer
Sommerferien nærmer sig, men inden du spænder campingvognen for, sætter kurs mod sommerhuset eller sætter dig i et fly mod varmere himmelstrøg, er der stadig restriktioner og regler ift. corona, du skal være opmærksom på.
Nærkontakt og selvisolation
Hvad gør du, hvis du pludselig får at vide, at du har været i nærkontakt med en coronasmittet og skal gå i selvisolation kort før sommerferien?
Ifølge myndighedernes retningslinjer kan selvisolation sidestilles med sygdom.
Reglerne om ferie under sygdom siger, at hvis du bliver syg, før ferien begynder, har du ret til at få ferien suspenderet og udsat til senere. Det er vigtigt, at du giver besked til din leder og sygemelder dig senest den første feriedag før arbejdstidens begyndelse. Dermed kan du få erstatningsferie for de feriedage, hvor du er i isolation.
Smittet i ferien
Skulle du blive smittet med COVID-19 midt i din sommerferie, har du ret til erstatningsferie efter i alt 5 sygedage. Det kræver dog, at du kan dokumentere din sygdom, så du skal kontakte din læge og din leder. De første 5 dage efter, du har sygemeldt dig, får du ikke erstatning for.
Udlandsrejse kan give karantæne
Reglerne for udlandsrejser er forskellige alt efter, om du er færdigvaccineret eller ej, og alt efter om det land, du rejser til, er kategoriseret som rødt, orange eller gult. Så hvis du planlægger at rejse til udlandet, bør du holde øje med Udenrigsministeriets rejsevejledning og anbefalinger. På siden coronasmitte.dk kan du finde udførlig information om gældende regler.
Du skal især være opmærksom på, om der er krav om karantæne, når du kommer hjem, som forhindrer dig i at møde på arbejde. I øjeblikket opfordrer Udenrigsministeriet til, at man holder sig hjemme i 10 dage efter hjemkomst fra lande, som Udenrigsministeriet fraråder rejser til.
Ikke færdigvaccineret
- Hvis du skal flyve hjem fra en region eller et land, der er orange eller rød i Udenrigsministeriets rejsevejledning grundet COVID-19, skal du kunne fremvise en negativ test, der er højst 48 timer gammel ved ombordstigning på flyet.
- Du skal testes, når du ankommer til Danmark. Ankommer du med fly, skal du som udgangspunkt have foretaget en hurtigtest i lufthavnen. Ankommer du over sø- eller landegrænser, skal du som udgangspunkt have foretaget en test senest 24 timer efter indrejse i Danmark.
- Du skal som udgangspunkt isolere dig i 10 dage, hvis du rejser fra en region eller et land, der er orange eller rød. Isolationen kan afbrydes ved negativ PCR-test taget tidligst på fjerdedagen efter indrejse. Krav om isolation gælder ikke, hvis du rejser fra et land, der er gult i indrejsekategorien.
Færdigvaccineret
- Hvis du skal flyve hjem fra gult eller orange land eller region, behøver du ikke fremvise en negativ test før ombordstigning.
- Hvis du rejser hjem fra et gult eller orange land eller region, kan du rejse tilbage til Danmark uden krav om test og isolation efter hjemkomst.
- Hvis du rejser hjem fra et rødt land, skal du som udgangspunkt isolere dig i 10 dage. Isolationen kan afbrydes ved negativ PCR-test taget tidligst på fjerdedagen efter indrejse.
Orienter din leder
Din leder kan ikke forbyde dig at tage afsted. Men hvis du er rejst på en ikke-nødvendig rejse til et land, som Udenrigsministeriet fraråder rejser til, og efterfølgende må gå på hjemmeophold, uden du på forhånd har aftalt det med din leder, kan det få ansættelsesretslige konsekvenser.
Desuden skal du fortælle din leder, hvis du rejser til et område, som Udenrigsministeriet fraråder rejser til. Du behøver dog ikke fortælle specifikt hvilket område, du rejser til.
Find flere informationer i Spørgsmål og svar om corona