Leder­-jobbet er ikke endestationen

Når man har min erfaring og alder, har man som leder den styrke og ro, der betyder, at når der er stormvejr på arbejdspladsen, så ved man, at man kommer igennem det. Man er i stand til at sige til medarbejderne: ’Vi klarer det her, det skal nok gå over.’

Jeg har selv oplevet ledere, som de sidste par år inden pensionen ’falder af’ på den, og den fælde er jeg meget opmærksom på, at jeg ikke selv vil ende i.  Men jeg oplever ikke, at jeg er gået i stå. Jeg er stadig drevet af kerneopgaven med børnene og får stadig masser af idéer – og medarbejderne forventer også, at jeg går forrest, og at jeg løser problemerne.

Før corona havde jeg etableret ’min egen seniorordning’ ved at tilrettelægge min arbejdstid, så jeg havde lange arbejdsdage, men til gengæld afspadserede hver anden fredag og mandag og dermed havde en kortere arbejdsuge. Det fungerede fint for mig og gav en følelse af at komme længere ned i gear.

Om fire-fem år skal jeg ikke længere være leder, men jeg ønsker ikke at forlade faget. Måske skal jeg gå ud og forfølge drømmen om at være almindelig socialpædagog. Men det skal være i mere fleksible rammer, hvor jeg kun arbejder, når det passer mig.

Jeg vil gerne være et sted, hvor jeg kan bruge mig selv og min socialpædagogiske faglighed og komme tæt på borgerne. Gerne et sted, hvor der er plads til fest og farver. Og jeg er på ingen måde bange for at få snot på fingrene. Den nære kontakt til borgerne er noget af det, jeg har savnet i min lederkarriere. Jeg kan også godt se mig selv som vikar, hvor jeg kan bidrage med min faglighed og energi, men ikke skal have et overordnet ansvar.