Sofa
Hos os er vi alle hverdagsdirektører
Coronatiden har vist, at vores selvledende team, hvor den enkelte er ansvarlig for at finde de bedste faglige løsninger, fungerer - også i krisetider, siger Simone og Lena, som er hhv. socialpædagog og leder på Botilbuddet Kamager
4. maj 2021

Forfatter: Tina Løvbom Petersen
Foto: Ricky John Molloy
Simone Wils Lystbæk, 25 år, tidligere vikar på Kamager. Blev som
nyuddannet socialpædagog ansat 1. februar i år, hvor COVID-19 havde lagt en
stor del af arbejdspladsen ned – og flere kolleger var hjemsendt pga. smitte.
- Corona har vist, at vi kan mere, end vi tror
Lena Jensen, 49 år og stedfortræder på Kamager i Kastrup – et botilbud for voksne med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser, hvor arbejdet er organiseret i selvledende team uden mellemledere. Alle medarbejdere er ’hverdagsdirektører’.
- Selvledelse har givet den enkelte stor handlefrihed
Simone
Da jeg som helt nyuddannet trådte ind ad døren, var en stor del af personalegruppen sendt hjem pga. corona, så det var brandslukning fra dag ét. Det gav da en masse tvivl og usikkerhed – for gjorde jeg nu det rigtige?
Lena
Jeg har så stor respekt for dig og dit gåpåmod. Selvom du er ny, har jeg som leder fra start følt mig helt rolig med, at du havde styr på det. For sådan er det jo hos os – man skal kunne lide at træffe mange beslutninger på egen hånd.
Simone
Det har faktisk gjort mig til en dygtigere socialpædagog at blive kastet direkte ud i at stå med et kæmpe ansvar. Det, at alt er organiseret i selvledende team, hvor man selv er ansvarlig for at finde de bedste faglige løsninger, har styrket mig.
Lena
Vi kalder det ’hverdagsdirektører’. Som medarbejder har man mandat til at være direktør – og selv tage styring på tingene uden at vente på resten af teamet. Selvfølgelig har vi som ledelse ansvaret for at kridte banen op, så medarbejderne kan agere i det. Men vi har ikke mellemledere, så det hviler på den enkelte at kunne træffe beslutninger og handle ud fra dem.
Simone
På den måde har man kun sig selv at spørge, selvom jeg jo godt ved, at jeg altid kan finde en kollega at sparre med. Men der er noget opløftende ved at finde ud af, hvor meget man egentlig kan klare selv.
Lena
Med selvledelse følger også ansvaret for, at man altid fagligt kan begrunde de valg, man træffer. Men jeg har som leder fuld tiltro til, at medarbejderne håndterer udfordringerne uden min indblanding – og tager fat i mig, hvis de har brug for hjælp.
Simone
Det betyder meget at blive mødt med så stor en tillid. Og selvom jeg nogle gange har været i tvivl, om jeg nu valgte den bedste pædagogiske løsning, så har jeg hele tiden følt, at det var okay at fejle og prøve sig frem.
Lena
Skyld, skam og fejl er så uinteressant. Hos os er arbejdet baseret på tillid – og jeg mener virkelig, at det, at man arbejder selvledende og har så stor handlefrihed, har været en kæmpe gevinst i en krisetid, hvor ingen har tid til at vente på at skulle spørge om lov.
Simone
Nu, hvor vi er ved at være på den anden side af corona, kan jeg godt mærke, at vi ligesom skal til at starte forfra. Alt har handlet om overlevelse i hverdagen, og fordi vi stadig har en del langtidssygemeldte, slikker vi stadig sårene.
Lena
Jeg har et billede af coronatiden som sådan en gammeldags rullepølsepresser. For som en rullepølse har vi siddet fast i en form, hvor der hele tiden er blevet skruet og strammet til. Men nu aftager presset endelig en smule. Bare det, at vi i dag kan møde op i vores eget tøj og ikke i uniform – det er dejligt.
Simone
Ja, vi er godt på vej ud af den osteklokke, vi har befundet os i, hvor alt har handlet om at undgå smitte og få borgerne til at forstå, hvorfor de ikke må gøre, som de plejer. Jeg har den der følelse af, at ’vi gjorde det’.