’Anja har lært mig at mærke glæden’

41-årige Tanja Jensen havde været helt nede og vende, da hun for snart fem år siden kom ind under socialpsykiatrien i Frederikshavn Kommune, hvor hun fik tildelt bostøtte af socialpædagog Anja Mellergaard Jacobsen.

– Jeg havde det virkelig ikke godt, siger hun, og fortæller om et selvmordsforsøg, psykiatriske indlæggelser, førtidspension, angst, depression, psykisk terror i tidligere parforhold, en vanskelig opvækst og en traumatisk trafikulykke, hvor hun på chokerende vis mistede den elskede mormor, der havde været som en mor for hende.

– Man kan vel godt sige, at du ikke forventede dig noget godt af livet, kan man ikke, spørger Anja Mellergaard Jacobsen, hvorpå Tanja Jensen nikker.

Gennemtænkt besøg

Begge mindes den første gang, hvor Anja Mellergaard Jacobsen bankede på døren til Tanja Jensens lejlighed – et møde der senere skulle vise sig at få livsforandrende betydning for Tanja.

– Det føltes angstprovokerende, at du skulle komme. Jeg kunne mærke, at det var ubehageligt, at der kom en udefra, som jeg sådan skulle åbne mig overfor og indvie i, hvordan jeg havde det. Jeg havde lyst til at sige nej til det, fortæller Tanja Jensen.

– Og jeg kan huske, at jeg indledte sådan, som jeg altid indleder nye besøg: Ved at spørge: Hvordan er det nemmest for dig, at jeg kommer ind nu? Skal jeg sidde et bestemt sted? Og der var du hurtig til at sige: ’Vi sidder i køkkenet.’
På den måde fik Tanja Jensen lidt mere kontrol over situationen, så hun bedre kunne slappe af, og Anja Mellergaard Jacobsen fortæller, at den strategiske tilgang er typisk for hendes socialpædagogiske arbejde:

– For borgerne må det meget gerne virke, som om vi har en helt almindelig og naturlig samtale, men for mig er hovedet altid fuld af planer og mål med samtalen. Jeg ved, hvad jeg gerne vil opnå, og jeg trækker på mange forskellige metoder og faglige redskaber, siger hun.

Støtte i hverdagen

De første år kom Anja Mellergaard Jacobsen to gange om ugen i cirka en time ad gangen – nogle gange kortere, andre gange længere, helt afhængigt af Tanja Jensens behov.

Formålet var bl.a. at støtte Tanja i en bedre hverdag. Fx når hun blev ’oversvømmet’ af følelser, så hun ikke kunne rumme at være sammen med sin kæreste og bonusbørn og begyndte at snerre ad dem.

– Anja hjalp mig, så jeg blev bedre til at holde pauser. Jeg lærte at trække mig tilbage og sidde med musik i ørerne og brodere. Det gav ro, så jeg bagefter kunne komme ud igen og være sammen med familien på en god måde. Og jeg lærte at forklare dem, at det ikke var deres skyld – men at det bare er et behov, jeg har, fortæller Tanja Jensen, der understreger, at hun har mødt kærligheden i sit nuværende parforhold, og at det står i skarp kontrast til tidligere dårlige oplevelser.

Tværfagligt samarbejde

Anja Mellergaard Jacobsen lægger vægt på, at hun som socialpædagog indgår i et tværfagligt samarbejde. Og i forhold til Tanja, blev der lavet en psykologisk udredning, som de to tog udgangspunkt i.

Udredningen handlede bl.a. om, at Tanja kunne have svært ved at mærke, hvad der er godt og dårligt for hende, og at Tanja kan have kognitive vanskeligheder, der gør det sværere at reflektere, forklarer hun.

– Så vi arbejdede meget med at træne en opmærksomhed på, hvordan Tanja har det. Helt konkret kunne jeg fx sige: ’Nu kan jeg se, at du bliver rød på brystet, Tanja. Hvad tror du, det er, du mærker indeni? Og hvorfor?’ Vi havde også meget fokus på gode oplevelser. Hvad kunne gøre Tanja glad? Og hvordan kunne hun kopiere de gode oplevelser over i andre sammenhænge og få flere af dem? Og det er ikke bare lige noget, vi gjorde på en eftermiddag. Det er noget, vi gjorde – og gør – igen og igen. År efter år, forklarer Anja Mellergaard Jacobsen.

Vendepunktet

For knap halvandet år siden kom der et vendepunkt, som står tydeligt for både Tanja Jensen og Anja Mellergaard Jacobsen.

I en lokal facebookgruppe havde Tanja Jensen skrevet, at hun havde nogle parfumer i overskud, som man bare kunne komme og hente – og så ringede en fremmed dame på døren for at få tingene.

– Hun stod der i min døråbning med ridebukser og ridestøvler på, og hun lugtede af hest. Og den lugt mindede mig om, hvor meget jeg tidligere har elsket at være sammen med heste. Ikke kun det at ride, men også det at være i stalden. At stå og strigle og høre hestene gumle på hø. Om aftenen skrev jeg via Facebook til damen, der hed Helle, og spurgte, om hun kendte et sted, hvor jeg selv kunne komme til at ride, og så fik jeg lov at møde Helles hest, Star.

Wow med glimmer på

Historien får næsten Anja Mellergaard Jacobsens øjne til at stråle lige så meget som Tanja Jensens. For det endte med, at Tanja fik halvpart i Helles hest Star, så hun rider fire gange om ugen – samtidig med, at hun og Helle har udviklet et nært venskab.

– Når man ser det udefra, kan det måske lyde som små, banale forandringer i dit liv, Tanja, men når man er tæt på, har det været helt vildt at se din udvikling. Det er fantastisk at gå fra at føle, at man faktisk ikke har nogen eksistensberettigelse til at tænke: Her er noget, jeg gerne vil. Og jeg tør række ud efter det, siger Anja Mellergaard Jacobsen og fortsætter:

– Så for mig er det bare en wow-historie med glimmer på. Ikke mindst fordi vi arbejder ud fra recovery-tilgangen, der netop handler om at støtte borgeren i at finde drømme og håb. Og selvom det jo er Tanjas egen udvikling og egen fortjeneste, tænker jeg, at jeg har været med til at skubbe på og skabe det overskud, der gjorde det muligt.

Tanja Jensen nikker.

– Det har du. Du har lært mig så meget, og når jeg tænker på, hvordan jeg havde det, da jeg mødte dig første gang, så er det godt nok blevet bedre. En gang imellem kan jeg fx mærke den der boblen i maven. En følelse af at have lyst til noget. Som fx at gå en tur ned til stranden og se på havet. Og så gør jeg det. Så handler jeg på det.