’Nu skal der knaldes’

Hvad skal man egentlig huske, inden man har sex første gang? Hvor må man gøre det? Og skal man være kærester, før man kan nyde hinanden under dynerne? I podcastserien ’Kærlighedsknallert’ har gæsten Liam på 23 nogle svar klar:

– Man skal huske at bruge et kondom. Man må ikke gøre det på en parkeringsplads, og man behøver ikke være kærester for at have sex. Men man skal altid sikre sig, at ens partner har det godt, fortæller han.

Liam er en af de unge med udviklingshæmning, som de to socialpædagoger Majken Sørensen og Signe Vincentz har med i deres podcast om sex, kærlighed og seksualitet.

– Det er langtfra alle unge, der får seksualundervisning på deres STU, så vi håber, at vores podcast kan være med til at gøre lytterne klogere. Jeg oplever ofte, at de borgere, jeg arbejder med, ikke har haft samtalen om blomsten og bien på samme måde, som man får på almenområdet. Det kan der være mange årsager til – men det er vigtigt, at de ved, at seksualitet godt må være en del af deres verden, siger Signe Vincentz.

En naturlig del af arbejdet

For langt de fleste mennesker hænger seksualitet sammen med identitet, fysisk velbefindende og livskvalitet. Alligevel mangler der ifølge socialpædagog og seksualvejleder Mai Mortensen både viden på et teoretisk plan og i det pædagogiske arbejde, når det handler om at sikre, at de borgere, socialpædagoger arbejder med, får et godt forhold til krop, køn og alt derimellem.

– Seksualitet er utroligt komplekst, uanset hvem man er. Men når man er kognitivt, socialt eller fysisk udfordret, vil det blive endnu mere komplekst. Der er forskel på, hvordan man opfatter grænser, hvordan man opfører sig i det offentlige rum og på forståelsen for, hvad der er privat. Så der bør forskes mere i seksualitet i forhold til den målgruppe, siger hun. 

Mai Mortensen har selv en mastergrad i sexologi og har tidligere fungeret som fast seksualvejler i Aarhus Kommune – og hendes fokus er, hvordan seksualitet bliver en naturlig del af det socialpædagogiske arbejde, ligesom relationsarbejde, kost, sundhed og kommunikation er det. 

– Jeg siger ikke, at alle socialpædagoger skal være eksperter. Men langt de fleste vil på et eller andet tidspunkt stå i en situation, hvor en borger enten skal have hjælp til noget specifikt omkring sin seksualitet eller udviser en adfærd, som man bør handle på. Her er det vigtigt at vide, hvor man som socialpædagog kan gå hen for at få hjælp, og at der er rum til at tage snakken i personalegruppen, siger hun.

Her lukker vi døren

Signe Vincentz stødte første gang på udfordringer omkring borgernes seksualitet, da hun som studerende var i praktik på et bosted for voksne med autisme. To mandlige beboere viste tydelig interesse for hinanden, men havde problemer med at kommunikere og finde en fælles vej ind i soveværelset. Og personalet havde ikke en køreplan klar til at håndtere situationen.

– Det lod ikke til, at de to beboere anede, hvordan de skulle agere. Jeg endte med at blive bekymret for, om de kunne komme til at gøre skade på hinanden eller få overskredet hinandens og deres egne grænser, og der var ikke nogen af mine kolleger, som greb ind. Når jeg spurgte til situationen efterfølgende, blev der trukket på skuldrene, fortæller hun.

Hendes beskrivelse vækker genklang hos Mai Mortensen, som genkender billedet af en personale­gruppe, der enten ikke ved, hvad de skal gøre i en konkret situation, eller hvordan de skal tage hul på at tale om seksualitet. Der er derfor behov for en kulturændring, mener hun.

– Jeg talte med en pædagog, der sagde, at de absolut ikke opfordrede til noget seksuelt hos dem. Hvis de opdagede noget, så lukkede de døren, og så havde de aldrig set det. Men hvis man er en del af den kultur, så er det også svært at være den pædagog, der siger ’hov, jeg synes, at det her er noget, vi bør tale lidt mere om.’

Et godt sted at starte ville ifølge Mai Mortensen være at sætte seksualitet på som et punkt på dagsordenen på fx personalemøder, så det bliver et emne, man kan tale åbent om og opnå en fælles forståelse for.

– Min oplevelse er, at de fleste socialpædagoger rent faktisk gerne vil arbejde med emnet. Men de er i tvivl om, hvad de kan, og hvad de bør. Mange peger på, at de mangler en form for opslagsværk fra A til Z om, hvordan man håndterer svære situationer – og hvad man som fagperson må og ikke må.

Ingen hjælp på uddannelsen

Vender man sig mod pædagoguddannelsen, må kommende socialpædagoger kigge langt efter viden om seksualitet på specialområdet. De studerende bliver i dag undervist i køn, seksualitet og mangfoldighed, men der er ikke vejledning i, at seksualitet også er et emne, socialpædagoger kommer i berøring med, når de er færdiguddannede.

– Det var først på min nuværende arbejdsplads, at jeg blev opmærksom på emnet. Selvom jeg har været i praktikker, så var det ikke noget, jeg hverken blev præsenteret for eller selv havde øje for. I og med at vi kun havde beskæftiget os med emnet i begrænset omfang på uddannelsen, så
var det ikke naturligt for mig at være opmærksom på, siger Majken Sørensen.

Men netop en skærpet opmærksomhed på seksualitet også på studiet vil ifølge Signe Vincentz skåne mange socialpædagoger og studerende for ubehagelige overraskelser i deres arbejdsliv.

– Den målgruppe, vi arbejder med, kan være meget direkte, og grænseoverskridende adfærd kan forekomme, hvis borgeren ikke kender sine egne grænser og ved, hvordan man opfører sig. Jeg har haft studerende, der har stået i situationer, de var helt uforberedte på. Og det er ikke fedt, hvis det første møde med seksualitet og pædagogik foregår på en uhensigtsmæssig måde, siger hun.

Tabu blandt forældre

Med de fire afsnit i podcastserien ’Kærlighedsknallert’ håber Signe Vincentz og Majken Sørensen at kunne sætte gang i samtalerne rundtom på både botilbud og STU’er, ligesom de også håber, at de unges forældre kan få øjnene op for emnet. De oplever begge, at mange forældre opfatter sex og seksualitet som skamfuldt og noget, der er svært at tale om.

– Forældre kan ikke altid følge med i deres børns seksuelle udvikling, så der er nogle samtaler, de ikke tager. Og jeg tror, at det er svært for forældrene at forholde sig til, at deres børn er seksuelle væsner, der er på vej til at blive voksne, siger Signe Vincentz.

Mai Mortensen hører da også ofte fra socialpædagoger på botilbud, at de oplever, at der er en tendens til, at pårørende enten skælder ud og skammer sig over deres børns seksualitet, eller at de helt enkelt benægter, at den er der.

– Forældrenes bekymring bunder ofte i en frygt for, at deres børn udstiller sig selv i en grad, som de ikke kan overskue konsekvenserne af. Og når forældre skælder deres børn ud for at opføre sig upassende, så er det i virkeligheden for at beskytte dem. For deres børn skal jo ikke sidde der og være til fuldt skue på en ubehagelig og nedværdigende måde. Men man bliver nødt til at håndtere det med forståelse også, siger Mai Mortensen.

Ret til en seksuel identitet

Mai Mortensen påpeger, at alle mennesker går igennem en seksuel udvikling – og at det kan være med til at stigmatisere mennesker med særlige behov, hvis vi ikke bekræfter dem i, at de er rigtige seksuelle mennesker ligesom alle andre.

– Hvis vi ikke behandler dem som sådan og aldrig bekræfter dem i deres seksualitet, så vil de også få en opfattelse af, at de er ikke-seksuelle væsner, der aldrig må have frækt undertøj på eller udtrykke sig seksuelt. Så vi skal i høj grad forsøge at styrke deres seksuelle identitet på de områder, hvor vi kan se, at det giver mening.

Ifølge Mai Mortensen er noget af det mest problematiske, man som socialpædagog kan gøre, ikke at gøre noget. For det mest indgribende er at ignorere en borgers behov for hjælp.

– Hvis man kan mærke inde i sin krop, at man har nogle drømme, ønsker og seksuelle drifter og behov, så er det jo sandfærdigt. Og hvis resten af verden opfatter dig som en, der ikke er sådan, så begynder man selv at tro på det. Men hvis det er den forudindtagede holdning, man har, så kan det lynhurtigt blive til en selvopfyldende profeti for de her borgere, og det er skadeligt for dem.