Hos os får familierne en timeout

– Vi går og lapper på noget ved at sætte plastre på rundt omkring – men det pibler ud alligevel.

Det er det billede, Rikke Graabæk Christensen bruger, når hun skal beskrive, hvordan anbringelsesmønstret har udviklet sig de seneste år set fra hendes stol som socialpædagog og fagkoordinator på Familiecenter Ulvevej i Esbjerg.

Her oplever hun nemlig en kedelig tendens med, at udsatte og omsorgssvigtede børn og unge anbringes alt for sent.

– Der har typisk været rigtig mange indsatser – det har bare ikke hjulpet. Man har måske afprøvet forskellige professionelle og faglige dagforanstaltninger, aflastning og familieværksted – eller der har været tilknyttet en ungekonsulent eller en hjemme hos-løsning. Men når forældrene selv eller myndighederne når et punkt, hvor de kan se, at indsatsen ikke er den rette, så anbringes barnet hos os, siger Rikke Graabæk Christensen.

I deres livs krise

Ulvevej er Esbjerg Kommunes akut- og observationstilbud – og modtager børn i alderen op til 18 år i døgnophold. Tilbuddet er en af i alt 24 afdelinger under Familiecentret i Esbjerg.

– Og kerneydelsen her er at udarbejde socialpædagogiske observationer af børn og unge, der er akut fjernet fra hjemmet.

– Vi møder familierne, når de er i deres livs krise. Forældrene har fået deres barn fjernet, og både børn og forældre er ulykkelige, vrede, frustrerede og bange. Vi skal selvfølgelig sikre barnet først – men vi skal også møde forældrene, som jo har oplevet det værste, man kan opleve som mor eller far. Og i sådan en situation vil det være katastrofalt at skrive forældrene ud af ligningen, forklarer Rikke Graabæk Christensen.

Man kan se det lidt som en timeout for hele familien, når et barn anbringes på Ulvevej, fortæller socialpædagog og afdelingsleder Søren Lønborg Kristiansen.

– Vi handler hurtigt og konsekvent, når vi får et barn ind akut. Først og fremmest tager vi os selvfølgelig af barnet, som mødes med ro, struktur, tryghed og høj faglighed. Men inden for det første døgn sørger vi også for, at en familiekoordinator har kontakt til mor og far og aftalt det første møde. For vi ser forældrene som værende lige så udsatte som barnet, så vi undersøger også deres problematikker og tager hånd om de udfordringer, de har, siger han.

En pædagogisk kortlægning

Metoden, de anvender i Esbjerg – og som de selv har udviklet – kaldes en pædagogisk kortlægning. Det er en tilgang, der involverer de væsentligste personer omkring det anbragte barn – som ud over mor og far kan være pårørende, naboer, venner, skolelæreren, pædagogen – eller fodboldtræneren. 

– Vi interviewer dem alle ud fra samme spørgeskema – og det munder ud i en kortlægning, der giver os en rigtig god rettesnor for, hvad der er på spil i den her familie, og hvor der er åbninger til den rette indsats, forklarer Søren Lønborg Kristiansen og tilføjer, at den samlede kortlægning også skal sikre, at forældrene ikke køres ud på et sidespor.

– Når vi på den måde arbejder intensivt med familierne, kan vi se, at hvor vi før videreanbragte 95 pct. af de børn, vi får ind akut, så videreanbringer vi nu kun omkring halvdelen. De resterende 45 pct. sender vi altså hjem til mor og far igen – og vi gør det med ro i maven, fordi vi også har taget forældrene alvorligt og sat ind over for deres udfordringer.

Svarer til at tale kinesisk

Men nogle gange er en anbringelse uden for hjemmet den bedste løsning for barnet. Og her er det ifølge Rikke Graabæk Christensen vigtigt, at man ikke ser anbringelser som den sidste og værste løsning – men som et greb, der i høj grad medvirker til at forebygge omsorgssvigt.

– Forældrene til de børn, der fjernes akut, er ofte voksne, der selv har været udsat for massivt omsorgssvigt som børn. Så når de ikke evner det med at forstå og rumme deres barn og give den nødvendige omsorg, skyldes det ikke ondhed eller dårlige beslutninger – de kender bare ikke til basal omsorg eller tilknytning. Jeg plejer at sige til forældrene, at når vi som system beder dem om at være ansvarlige forældre og gøre det, som måske for dig og mig er helt naturligt, ja, så svarer det til, at vi beder dem om at tale kinesisk. Det er egenskaber, de ikke har – for de har aldrig lært det, siger hun.

Stabile samværsforældre

Derfor handler det da også nogle gange om at gøre mor og far til så stabile samværsforældre som muligt, så barnet aldrig mister sin tilknytning til sine forældre – og om at få bioforældre og plejeforældre til at arbejde tæt sammen om barnet, tilføjer Søren Lønborg Kristiansen.

– En familiekoordinator har fx arbejdet rigtig meget med en far, hvis barn nu er i familiepleje. Han har erkendt, at han bl.a. har et hashforbrug, der gør, at han ikke kan være far på fuldtid. Men han skal jo stadig spille en væsentlig rolle i barnets liv, så familiekoordinatoren endte med at bustræne sammen med ham, så han selv kunne besøge sit barn, siger han og fortsætter:

– Vi skal huske, at de her børn har deres forældre for altid – og statistikkerne viser, at når barnet fylder 18, og systemet slipper dem, så vender de sig mod deres forældre, da de er de eneste, de har. Derfor er det så vigtigt, at vi også udvikler mor og far.