Gå til indhold

Coronapulje

Socialpædagogerne: Godt med coronavinterpakke til sygehusene

Der afsættes en milliard kroner på finansloven til særlige, midlertidige indsatser, der skal hjælpe sundhedsvæsnet gennem vintermånederne. Socialpædagogerne bakker op om løsningen

7. december 2021

Artikel
Benny_3_HIGH_1128x600.jpg

Forfatter: Marie Dissing Sandahl

Foto: Ricky John Molloy

Regeringen, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre, Alternativet og Kristendemokraterne er enige om finansloven for 2022. En del af aftalen er en særlig coronavinterpakke på 1 milliard kroner særlige midlertidige indsatser på sygehusene.

Socialpædagogernes forbundsformand Benny Andersen bakker op om den ekstraordinære pulje til sundhedsvæsnet:

- Sundhedsvæsnet er ramt af en akut og ekstraordinær situation. Det er vigtigt for os alle sammen, at vi kommer gennem vinteren med et åbent samfund og sundhedsvæsnet ikke bryder sammen. Vi bakker op om, at et midlertidigt tillæg for fx overarbejde er nødvendigt i den særlige corona-situation, vi står i, siger Benny Andersen.

Det er regionerne og de relevante fagorganisationer, der i tråd med den danske model nu skal aftale, hvordan pengene skal udmøntes. Og for Socialpædagogerne har det været vigtigt, at de ekstra midler fordeles mellem alle relevante faggrupper på sygehusene. Derfor har Benny Andersen og blandt andre FH-formand Lizette Riisgaard argumenteret for, at coronavinterpakken er en akut løsning som skal lette presset på hele sundhedsvæsnet.

- Det er en akut løsning på et akut problem i sundhedsvæsnet. Socialpædagoger og andre fags lønefterslæb skal løses via den aftalte lønkomite – og det arbejde er allerede i gang, og vi deltager. Det er altså to vidt forskellige ting, og jeg er glad for, at politikerne har respekteret den danske model og ikke peger på enkelte faggrupper, som de vil forære varige lønstigninger. Ligesom de når lønkomiteen har afsluttet sit arbejde bør tage ansvar og afsætte penge, så vi som overenskomstparter kan realisere de anbefalinger, komiteen kommer med.

Som bl.a FH og Socialpædagogerne har argumenteret for, bliver de midlertidige tillæg, som udløses med coronavinterpakken, ikke en del af reguleringsordningen. Ordningen sikrer, at den offentlige og private lønudvikling følges ad. Hvis tillæggene blev en del af ordningen, ville alle offentligt ansatte altså ende med at betale for de, at nogle faggrupper får et midlertidigt tillæg.

Savner visioner på socialområdet

Når det gælder socialområdet, var det meget sparsomt med fokus på socialområdet i finansloven. Godt nok blev der afsat 100 millioner kroner til det specialiserede socialområde, men forbundsformand Benny Andersen savner visioner på områdets vegne.

- Ekstra midler er et skridt i den rigtige retning. Men vi har et område, der i årevis har været underfinansieret og nogle steder udsultet. Når kun godt og vel halvdelen af personalet har en socialpædagogisk uddannelse, så er det ikke godt nok. Så går det ud over nogle menneskers livsmuligheder, fordi de ikke møder den rette faglighed. Så de 100 mio. kr. ekstra er kun en begyndelse. Hvis vi skal sikre, at der er nok uddannede socialpædagoger, så skal der flere ressourcer til. Det er en bunden opgave, og vi fortsætter vores arbejde med at presse på, siger han.

Bliv medlem