Gå til indhold

Rekruttering

Fleksjob giver os fleksibilitet

På Botilbuddet Kamager er ca. ti af kollegerne ansat i fleksjobstillinger, herunder to socialpædagoger. – Fleksjobordningen sikrer os fagligt kompetente medarbejdere, som brænder for at få fodfæste på arbejdsmarkedet, siger forstander Mie Karleby

14. december 2021

Artikel
Mie_Karleby_5_HIGH.gif

Forfatter: Tina Løvbom Petersen

To socialpædagoger, et par sosu-hjælpere, en sosu-assistent, en pedel, to medarbejdere i vaskeriet – og en enkelt PAU. Sådan ser den aktuelle liste over medarbejdere ansat i fleksjob ud på Botilbuddet Kamager i Kastrup. Nogle arbejder kun ganske få timer om ugen – andre et par timer om dagen.

– Vi er utrolig glade for vores fleksjobkolleger, og jeg kan kun sige, at ordningen er en gevinst ikke kun for fleksjobberne, men også for beboerne, kollegerne og arbejdspladsen, siger forstander Mie Karleby.

Først og fremmest taler fleksjobordningen ind i Kamagers behov for ekstra hænder i spidsbelastede situationer, fortæller hun:

– Det giver så god mening, at vi kan trække på nogle ekstra ressourcer i en begrænset tid lige netop i de perioder på døgnet, hvor vi har brug for det. Fx i morgentimerne, når beboerne skal afsted til aktiviteter, eller lørdag formiddag, hvor vi også skal have mange ud af huset på få timer. Så for os er det en kæmpe aflastning, at vi har fleksjobkolleger ansat – og vel at mærke kolleger, som byder ind med høj faglighed og en enorm motivation i de timer, de er her.

I dag ansætter man fleksjobbere på fuldstændig samme vilkår som alle andre – den eneste forskel er, at man har sygedagpengerefusion fra første sygedag

Mie Karleby, forstander Kamager

Mange myter om fleksjob

På Kamager samarbejder de med forskellige private udbydere, som løbende henviser fleksjobmedarbejdere inden for forskellige fagområder.

– Vi får nogle virkelig kompetente medarbejdere, som brænder for at komme tilbage til deres fag. Ofte har de kæmpet hårdt i mange år for at få fodfæste på arbejdsmarkedet igen – og desværre er det ikke kun deres skånebehov, de må kæmpe med, men også de myter, der er knyttet til den gamle fleksjobordning, fortæller Mie Karleby.

Myter, der fx handler om, at når først man har ansat en fleksjobber, er de umulige at komme af med – og at der er for mange hensyn, der skal tages, til at det kan fungere i en travl hverdag.

– I dag ansætter man fleksjobbere på fuldstændig samme vilkår som alle andre – den eneste forskel er, at man har sygedagpengerefusion fra første sygedag, fordi de her medarbejdere jo kommer med et særligt skånebehov, lyder det fra Mie Karleby.

Afklaring er vigtig

Netop den enkeltes konkrete skånebehov skal afklares, inden man ansætter i en fleksjobstilling.

– Det er først og fremmest vigtigt at være realistisk, så man kan planlægge og imødekomme den enkelte skånebehov. Det kan være, der skal tages hensyn til senfølgerne af en blodprop eller et andet sygdomsforløb, det kan være et særligt handicap, en psykiatrisk diagnose eller noget helt andet. Det vigtige er, at man afdækker den enkelte medarbejders behov og planlægger ud fra det, siger Mie Karleby og fortsætter:

– Som jeg ser det, er der en kæmpe arbejdsreserve, der går rundt derude, og som har så meget at byde på. De har fagligheden med sig og en enorm lyst til stadig at være aktive og effektive i de timer, man har aftalt. Det betyder så meget for dem at have et ægte job, så det er win-win for alle parter.

Værd at vide om fleksjob

Fleksjob efter den nye ordning er midlertidige og kan bevilges i op til fem år ad gangen. Kommunen betaler et tilskud som supplement til lønnen.

Fleksjob er et job på særlige vilkår, som kan oprettes hos både private og offentlige arbejdsgivere. Fleksjob kan oprettes til personer, der har en varig begrænsning i arbejdsevnen og som ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på ordinære vilkår.

I fleksjob tages der hensyn til den enkeltes behov og muligheder. Arbejdet tilrettelægges, så ens behov for at blive skånet tilgodeses. Arbejdstempoet bliver så vidt muligt tilpasset det, fleksjobberen kan klare, og man skal sikres de pauser, der er behov for. Arbejdsdagen kan fx være et par timer om dagen.

Bliv medlem