'Jeg kan ikke stå inde for det her’

Bare 20 minutter. Det ville ’Hanne’ gerne have haft i løbet af sin arbejdsdag i går. 20 minutter til at sætte sig på sengekanten hos en af de unge, der isolerer sig på sit værelse. Tid til at møde pigen på to-mandshånd og bygge en lille smule på den relation, der er helt afgørende for arbejdet med hende.

– Jeg planlagde det fire gange i løbet af dagen, men blev hver gang revet væk til noget andet. Jeg ved ikke, om hun havde været selvskadende om natten, eller hvornår hun sidst har spist. Jeg ved bare, at hun ikke har været uden for sit værelse, mens jeg var på arbejde, fortæller Hanne.

Hanne er en af de flere hundrede socialpædagoger, der har sendt sin historie ind til Socialpædagogerne – om betydningen af den socialpædagogiske faglighed og konsekvenserne af, at fagligheden er presset mange steder.

For på de kommunale tilbud til børn, unge og voksne med særlige behov er kun 57 pct. af personalet uddannede socialpædagoger, mens hele 26 pct. er ikke-uddannede. Det viser en undersøgelse, Socialpædagogerne har lavet. Og Hannes arbejdsplads er ingen undtagelse.

Se kortet: Er fagligheden også presset i din kommune?

Har sagt op igen

Hanne arbejder på en døgninstitution med plads til 20 børn og unge i alderen 7 til 23 år. Fælles for dem er, at de er svært traumatiserede, fordi de har været udsat for massivt omsorgssvigt med relations- og tilknytningsforstyrrelser til følge.

Førhen holdt socialpædagogerne jævnligt behandlingskonferencer, hvor de delte viden om indsatser og observationer med hinanden, så man sammen kunne skrue på de pædagogiske redskaber og sikre, at hvert enkelt barn blev mødt af samme fællesfaglige tilgang. Den faglige udveksling savner Hanne i dag.

For i løbet af de sidste halvandet år har ni socialpædagoger sagt op. Stedets to teams er normeret til 12 socialpædagoger, men har i perioder været nødt til at køre med halv bemanding og derudover dække ind med ufaglærte og timelønnede vikarer, fordi det er svært at rekruttere socialpædagoger, og fordi nyansatte er stoppet igen kort efter, at de er tiltrådt, fortæller hun.

– De sidste, vi ansatte, har sagt op igen. Og den 1. december er der skiftedag for vores to studerende. Dertil kommer løbende nye timelønnede vikarer. Det er alt for mange nye på alt for kort tid. Så er det godt nok svært at lave relationsarbejde. Børnene er jo begyndt at spørge, hvornår vi stopper, siger Hanne.

Læs også om Louise, der er helt alene med sin faglighed

Konsekvenser for børnene

Den høje personalegennemstrømning og lave bemanding betyder ifølge Hanne, at oplæring i perioder bliver varetaget af en timelønnet vikar, og at personalet har måttet køre med tomme huller i arbejdsplanen. Frem til kl. 14.30 har der fx kun været 2-3 ansatte på arbejde – også i weekenden, hvor døgninstitutionen desuden modtager aflastningsbørn.

– Man kan ikke snakke med en voksen alene, tage på tur, blive kørt til en fritidsaktivitet. Ingenting. Børnene er på mange måder overladt til sig selv, siger hun.

Brugen af mange ufaglærte og vikarer har desuden konsekvenser for det faglige niveau og dermed for børnene, tilføjer Hanne.

– Vi havde en lille fyr, der boksede helt vildt, fordi han hele tiden blev udsat for nye personaler og ufaglærte. De tror, at sådan en som ham skal sendes ind på sit værelse, hvis han ikke ’opfører sig ordentligt’. Og det med vold og magt, fortæller hun og fortsætter:

– De giver de unge lov til at drikke alkohol og være ude til kl. 1 om natten. De kender ikke vores behandlingsplaner og er ikke indført i konsekvenserne ved, at traumatiserede børn spiller computer dagen lang – at deres hjerne koger, de går i affekt og bliver destruktive. Frem for at motivere barnet til at slukke, zapper de rundt i deres egne mobiltelefoner, fordi ’sådan gjorde vi også, da jeg arbejdede i fritteren’.

Klik på kortet og se, hvordan det står til med fagligheden i din kommune:

Kræver socialfaglig ledelse

Hanne ser to klare årsager til problemerne med at rekruttere og den store personalegennemstrømning: Stedet kan ikke rekruttere socialpædagoger, fordi rygtet om, at fagligheden på stedet er presset, har spredt sig. Og så mangler der socialpædagogisk ledelse.

– Socialpædagogisk behandlingsarbejde kræver pædagogfaglig ledelse. Det svarer jo til, at du ansatte en bager til at lede murerne i at blande mørtel. Det minder lidt om hinanden, men ingredienserne er bare vidt forskellige, og du kan ikke bygge et hus ud af mel. Samme problem opstår, når du ansætter en myndighedssagsbehandler til at varetage en døgninstitution for traumatiserede børn. Det kan godt være, at socialrådgivere ved noget om mennesker, men de ved ikke noget om de pædagogiske arbejdsmetoder, siger hun.

Hvad Hanne også ved er, at hun ikke kan holde til det i længden. For med faglig indsigt følger også viden om, hvad man burde gøre, forklarer hun.

– Og jo mere dårlig samvittighed får du over, hvad der ikke bliver gjort, siger hun og vender tilbage til de 20 minutter, hun aldrig fandt i går.

– Måske bliver den pige, der isolerer sig, en af dem, vi skal give en undskyldning om 30 år. Det gør mig ked af det, fordi jeg er med til at holde noget i gang, jeg ikke kan stå inde for. Jeg får faglige, etiske tømmermænd. Men bliver jeg væk, kommer der endnu en ufaglært.

Hanne er ikke socialpædagogens rigtige navn, ligesom vi har valgt ikke at oplyse arbejdspladsens og kommunens navn af hensyn til hendes videre ansættelse. Oplysningerne er redaktionen bekendt.