Gå til indhold

Whistleblower

Ny kommunal whistleblowerordning

En ny lov forpligter alle offentlige arbejdspladser til at indføre deres egen whistleblowerordning i december 2021. Allerede nu har en række kommuner whistleblowerordninger, hvor ansatte anonymt kan gøre opmærksom på alvorlig kritiske forhold. Roskilde Kommune er en af dem

28. september 2021

Artikel
Flojte_1128x600_1.png

Forfatter: Malene Dreyer

Foto: Solveig Agerbak

Når alle offentlige arbejdspladser ved årets udgang skal have indført deres egen whistleblowerordning, er der et klart formål: Det skal give medarbejdere en kanal til at rejse deres bekymringer, hvis de føler, at andre kanaler ikke virker – så de på den måde kan være med til at afsløre alvorlige problemer.

Det forklarer Kresten Gaub, som er borgerrådgiver i Roskilde Kommune, hvor de allerede har etableret en anonym whistleblowerordning:

– Ordningen er med til at fastholde en bevidsthed i orga­nisationen om, at vi handler
ordentligt og etisk korrekt. Den bidrager til at værne om kvaliteten i de tilbud, som kommunen skal levere. Den er på den måde udtryk for, at vi prøver at indrette et samfund, hvor man forvalter sin magt på en fornuftig måde, siger han.

Når nogen henvender sig med en bekymring, tager borgerrådgiveren stilling til sagen og sørger for, at den bliver undersøgt i tilfælde af, at den falder inden for ordningens kriterier.

Kresten Gaub kan ikke komme ind på indholdet og typen af henvendelser, da de jo er fortrolige. Men det er hans overordnede indtryk, at når medarbejderne vælger at gå til whistleblowerordningen med deres bekymring, så er henvendelserne helt overvejende seriøse og velovervejede.

Ytringsfrihed

Læs mere om ytringsfrihed og dine rettigheder, hvis du som medarbejder vil ytre dig kritisk: ytringsfrihed

Hvad betyder whistleblower?

En whistleblower er en person, der informerer myndigheder, arbejdspladsen eller offentligheden om kritisable forhold eller brud på loven. Det kan fx være svindel, korruption eller krænkende adfærd.

Direkte oversat fra engelsk betyder whistleblower ’fløjteblæser’ og er en metafor for dommere i sportsgrene, der blæser i en fløjte, når de ser en strafbar handling.

Ny lov

En ny lov, der træder i kraft 17. december 2021, betyder, at:

  • Alle arbejdspladser med 50 medarbejdere eller derover skal implementere en intern whisteblowerordning. For private virksomheder med flere end 249 medarbejdere og offentlige arbejdspladser med flere end 50 medarbejdere træder loven i kraft den 17. december 2021.
  • Med loven kan whistleblowere indberette anonymt, og de er beskyttet, når de indberetter.
  • Arbejdspladserne kan selv bestemme, om der skal være en intern enhed til at håndtere indberetningerne, eller om man vil bruge en uden for arbejdspladsen, fx en advokat.
Bliv medlem
Bliv medlem