Familieplejer: Nu ser jeg fremskridtene helt tæt på

Hvorfor skulle der ske noget nyt i dit arbejdsliv?

Siden jeg blev uddannet socialpædagog i 2002, har jeg arbejdet på den samme institution for børn og unge i døgnbehandling. I de første mange år som socialpædagog, dernæst som pædagogisk koordinator og siden 2015 som stedfortræder og afdelingsleder. Men efter nogle år i lederrollen følte jeg ikke, at jeg brugte mine kompetencer inden for socialpædagogik og behandling tilstrækkeligt længere. Jeg ønskede egentlig bare at komme tilbage til praksis. Derfor opsagde jeg min stilling i 2019 for at blive selvstændig rådgiver og supervisor inden for familieområdet.

Hvad fik dig til at træffe beslutningen om at blive specialiseret familieplejer? 

Min mand og jeg har samme faglige baggrund, og vi havde i mange år ønsket at blive plejeforældre, men vores job havde skygget for muligheden. Men en dag i 2019, efter jeg havde opsagt mit arbejde, kom min mand hjem fra en støtteopgave for en 14-årig dreng. ’Jeg har tabt mit hjerte,’ sagde han. Og han var slet ikke i tvivl om, at hvis den her dreng skulle anbringes, skulle vi åbne vores hjem for ham. Nu var timingen også helt perfekt, fordi jeg kunne gå ind i opgaven på fuld tid. Da det kort efter viste sig, at drengen faktisk skulle anbringes, bød vi ind på opgaven. Jeg satte mine planer om eget firma på lavt blus – og i begyndelsen af 2020 kunne han flytte ind.

Hvilke forventninger havde du til det nye arbejdsliv?

De var meget positive. Vi blev ansat som specialiserede familieplejere, da vi begge har solid erfaring med behandlingskrævende børn. Derfor var vi overbeviste om, at vi med vores faglighed kunne skabe en hverdag med masser af udvikling for ham. Men jeg vidste selvfølgelig godt, at de faglige rammer ville være meget anderledes end arbejdet på en døgninstitution.

Hvordan har skiftet så været?

Det har været en krævende, men vildt spændende opgave at være med til at gøre så stor en forskel og se fremskridtene helt tæt på. Som familieplejer har du en helt anden fleksibilitet i arbejdet, der åbner nye muligheder i indsatsen. Her indgår jeg ikke i en vagtplan og skal ikke overlevere til kolleger. Jeg har derimod fingeren på pulsen konstant, og der er ikke noget, jeg skal nå, inden jeg har fri. Behandling handler om at trykke på de rigtige ’knapper’ på det rigtige tidspunkt, og det har jeg de bedste forudsætninger for, når arbejdet foregår i hjemmet.

Hvilke udfordringer er du stødt på?

Hjemmet kan selvfølgelig være en ensom arbejdsplads, hvor jeg giver afkald på sparring med mange kolleger. Og samtidig med at man som specialiseret plejefamilie kommer helt tæt på et barn, som man får et stort ansvar for at passe på og udvikle på samme tid, er man bundet af en tavshedspligt, der skal overholdes. Til gengæld har jeg så den sparring med min mand, som bliver ekstra kvalificeret af, at vi er sammen om opgaven som familie.

Hvad er dit bedste råd?

Gør op med dig selv, hvad der giver dig energi, og hvad der tager din energi. Søg det, som giver dig energi. Det gjorde jeg.

Læs det fulde interview med Dorthe Trude Japa-Jensen.