90'erne: Klare rammer – men ikke meget forståelse

Han havde det, som om de rystede lidt på hovedet af ham og tænkte:

– Hvad lavede ham den nye kollega dog inde hos drengen, der lige har råbt og skreget af os alle sammen?

Året var 1995, og Søren Ladefoged var netop startet på en døgninstitution for børn og unge i Viborg. Da en ældre dreng efter et raserianfald havde lukket sig inde på sit værelse, var den unge socialpædagog listet ind til ham, og det gik ikke ubemærket hen blandt de ældre kolleger.

– Det var tydeligt, at min tilgang til børnene var anderledes end deres. Selvom tilknytning og relationsdannelse var meget oppe i tiden, trådte jeg ind i en faglig praksis, hvor der stadig var forbløffende meget fokus på de tre r’er: ’ro, regelmæssighed og renlighed’.

Det handlede om at sætte rammer og vise børnene, hvad de skulle gøre, og hvornår de skulle gøre det. Og hvis der var nogen, der ikke forstod det, skulle man nok vise dem det.

– Troen på, at struktur ville få børn til at rette ind, var stadig løsenet dengang, og forståelse og inddragelse var ikke så centralt, som det er i dag, husker Søren Ladefoged om sin første tid som socialpædagog.

Nysgerrighed og intuition

Når han alligevel opsøgte ’uromagerne’ på deres værelser, var handlingen var mere båret af intuition. Men Søren Ladefogeds tilgang adskilte sig markant fra de ældre kollegers:

– Jeg fornemmede en usagt logik om, at ’hvis ’Peter’ lukker sig inde på sit værelse efter at have raset ud og kastet med tingene, så har han nok forstået, at det må man ikke’. Men den præmis købte jeg ikke.

Søren Ladefoged var nysgerrig på at forstå børnene og mærke, hvad der rørte sig i dem. Han stillede sig opsøgende til rådighed og håbede at opnå en forståelse af, hvorfor de handlede, som de gjorde, og hvad der lå bag deres handlinger. Og ofte blev besøgene på værelserne vejen til en relation.

Faglig ballast

25 år senere er nysgerrigheden på børnene og de unge fortsat intakt, men Søren Ladefoged baserer ikke længere sin tilgang på intuition alene. De sidste ti år har han suppleret sin seminarieuddannelse med efteruddannelser i psykoterapi og miljøterapi – og er nu i gang med endnu en i kognitive metoder.

Det er nødvendigt, når man arbejder med behandlingskrævende børn, mener han. Derfor glæder det ham også at se, hvordan fagligheden på hans nuværende arbejdsplads, Behandlingsinstitutionen Hald Ege i Viborg, har et langt højere fagligt niveau end det, han mødte og selv besad, da han trådte ind i faget.

– Mine kolleger og jeg arbejder ud fra klart definerede individuelle mål i samarbejde med børnene, som vi løbende følger op på gennem ugentlige udviklingssamtaler. Selve behandlingsarbejdet er i dag funderet i noget, der rent faktisk er evidens bag, siger han.

Men de høje professionelle krav indebærer også, at det er svært at finde nye kolleger.

– Når jeg fx har siddet i ansættelsesudvalg og mødt nyuddannede socialpædagoger, mangler de indsigt i området. Og selv når vi finder den rette kandidat, kræver det stort set altid, at vi som arbejdsplads efteruddanner dem. Den del kommer vi nok aldrig uden om.

Men Søren Ladefoged har alligevel et håb om, at pædagoguddannelsen, der netop nu gennemgår en evaluering, bliver langt mere specialiseret og uddanner specifikt til de enkelte socialpædagogiske arbejdsområder. Så anbragte børn også i fremtiden mødes af unge socialpædagoger, der ikke blot besidder nysgerrighed, men også solid faglighed.