6 tips til det gode pårørendesamarbejde

Utilfredse pårørende, der synes, at medarbejderne håndterer deres nære helt forkert - eller ikke forstår, hvad der er bedst for borgeren. Og medarbejdere, som mener, at de pårørende stiller urimelige krav og gør livet surt for personalet.

Inden for handicapområdet, hvor Karin Damhus har været leder gennem det meste af sit arbejdsliv, er knas mellem personale og pårørende ikke ukendt. Men med ganske få greb kan man faktisk gøre forholdet og samarbejdet bedre, mener hun.

Her videregiver Karin Damhus nogle af de vigtigste erfaringer, hun har gjort sig i forhold til det gode pårørendesamarbejde:

1) Det handler om at lytte, og det handler om at forstå. Og det handler om at tale om det, der er svært - og det, som udløser uenigheder og konflikter. Som medarbejder ser man jo ofte sig selv som en nøgleperson i borgerens liv. Men uanset hvor dedikeret og velmenende man er, og hvor godt et forhold man har til en borger, så er det kun den pårørende, der er der hele livet. Som medarbejder er man kun et glimt i borgerens liv, mens den pårørende er den røde tråd, der varer livet igennem. Og den præmis er vigtig at få på plads.

2) Inviter til dialog - og prøv at se tingene fra et andet perspektiv end dit eget. Fx har jeg selv haft rigtig gode erfaringer med at invitere pårørende ind på personalemøder eller på ledermøder for at fortælle deres historie. Som medarbejder eller leder er man ofte slet ikke klar over, hvad det er for en hverdag, de pårørende har. Det, der er et arbejdsliv og professionelle relationer for de ansatte, er jo et livsprojekt for de pårørende, og det kan være rigtig godt at få sat ord på de ting i et fælles forum.

3) Erkend, at man ikke kan gå direkte til det gode samarbejde. Man er nødt til først at tale om det, der er problemet - og det kan godt tage lang tid. Min erfaring er, at hovedkonflikten ofte bunder i begrebet selvbestemmelse - og dilemmaet i, at medarbejderne på den ene side håndhæver borgerens ret til selvbestemmelse, mens de pårørende kan tolke tingene som omsorgssvigt. Fx hvis en borger ikke vil have børstet tænder, skiftet tøj eller i bad, hvis borgeren overspiser - eller den klassiske med, at borgeren frit kan gå ud, fordi døren ikke er låst. Her er det vigtigt, at man taler om kilden til konflikten - om hvordan man hver især ser på begrebet selvbestemmelse. Man bliver nødt til at få tingene ud i det fri og vide, hvad det er, man taler om, før man kan begynde at arbejde med problemerne.

4) Gør det aldrig personligt. Man skal sørge for at hæve samarbejdet op fra den enkelte konflikt, hvor det bliver personligt. Så i stedet for at tage det på individuelle møder mellem fx en pårørende og en medarbejder, så lave temadrøftelser i grupper, sæt flere sammen - for i langt de fleste tilfælde er det jo de samme ting, der går skævt i samarbejdet. Og så er det lettere at tale generelt i gruppen om, hvor det er, man støder sammen, og hvad man hver især skal blive bedre til for at få samarbejdet til at glide.

5) Stil spørgsmål. Spørg fx de pårørende og netværkspersoner om, hvordan de har det med at komme på jeres tilbud. Hvordan føles det, når de går ind ad døren? Føler de sig velkomne - eller usynlige? Og hvad skulle der ændres for, at det bliver en god oplevelse at komme på besøg? Igen - lyt og lær. Det er det helt grundlæggende.

6) Skab struktur. Sørg for at opbygge en struktur i organisationen, der tydeliggør over for de pårørende, at der er fokus på samarbejdet. I den forbindelse bør man overveje at sende medarbejdere på uddannelse i pårørendesamarbejde.