Der er for langt mellem pauserne

– Jeg havde stort set aldrig pauser på mine 7-15 vagter. Jeg spiste min frokost, mens jeg hjalp en af beboerne med at spise …

Sådan fortæller socialpædagog Susanne Jensen om sit tidligere job, hvor hun oplevede, at en arbejdsdag uden pauser mere var reglen end undtagelsen.

Selvom langt de fleste socialpædagoger har ret til pause i kraft af deres overenskomst, oplever næsten hver anden, at de reelt ikke har mulighed for at holde pause. Det fremgår af en ny arbejdsmiljøundersøgelse blandt Socialpædagogernes medlemmer.

Her svarer 46 pct. af deltagerne, at de ikke har mulighed for restitution i løbet af en arbejdsdag. Ved restitution forstås at skabe pusterum og perioder til mental opladning.

Men manglen på det daglige pusterum har konsekvenser.
Typisk vil medarbejdere – som Susanne Jensen – opleve, at de mangler energi og overskud
– og at der efter en vagt ’bare er udsolgt’, som hun udtrykker det.

– Når jeg havde fri, var jeg helt udmattet og træt i hovedet. Det var tydeligt at mærke, at jeg havde brugt alle mine ressourcer på at være på. Når jeg kom hjem til familien, var jeg ikke mere værd, siger Susanne Jensen, som også oplevede, at de manglende pauser gik ud over borgerne:

– Beboerne kan sagtens mærke, hvis socialpædagogerne er trætte og uoplagte. De kan blive utrygge – og risikoen for, at konflikt­niveauet stiger, bliver større.

De vigtige pauser
De gode grunde til at holde pauser i løbet af arbejdsdagen står i kø. I Susanne Jensens optik bliver man både en bedre socialpædagog og en bedre kollega af at restituere i løbet af dagen.

– Det er vigtigt og nødvendigt for at være 100 pct. nærværende i krop og hjerne. Man bliver bedre til at løse opgaver, får nye idéer og bliver mentalt mere effektiv, når man er frisk, siger hun.

Og så har pauserne også en positiv indvirkning på fællesskabet på arbejdspladsen, mener hun.

– Når man holder pause med sine kolleger, får man lejlighed til at tale om stort og småt. Man lærer hinanden bedre at kende, får mere sympati for hinanden – og det betyder færre konflikter og et bedre kollegialt arbejdsfællesskab.

Borgernes behov først
Spørger man trivselsekspert Anette Christensen, er hun ikke overrasket over, at knap hver anden socialpædagog ifølge undersøgelsen ikke har mulighed for at restituere. Hun har selv en baggrund som socialpædagog, så hun ved, hvad hun taler om, når hun rejser rundt i landet og holder foredrag om bl.a. stress og behovet for pauser.

Og hun har i forvejen erfaringer med, at manglende pauser er udbredt på det socialpædagogiske område.

– Det er et højt tal, men jeg kan sagtens forestille mig, at det er endnu højere. Når jeg holder foredrag, spørger jeg, hvordan det står til med pauserne. Svaret er typisk, at mange har muligheden, men de bruger den ikke, siger hun.

Forklaringen er ifølge Anette Christensen, at socialpædagoger ofte sætter borgernes behov over deres egne.

– Det er, fordi de er storhjertede og ambitiøse ildsjæle, som vil gå igennem ild og vand for borgerne. De sætter hensynet til dem før deres egne behov. Og så er mange også pressede på tid og opgaver.

Risiko for relationskvalme
Når socialpædagoger dropper pausen, sker det altså i bedste mening. Men det kan koste dyrt i længden. Alle har brug for pauser i løbet af arbejdsdagen – ikke mindst når man arbejder med mennesker, for her bruger man sig selv som redskab, forklarer Anette Christensen.

– Når vi arbejder med relationer, er vi nærværende og bruger vores empati non stop. Hvis ikke vi får muligheden for at lade op i løbet af dagen, forsvinder vores overskud, og vi løber tør for strøm. Man skal kunne slippe det hele om ikke andet så for en kort bemærkning, siger trivselseksperten og fortsætter:

– Uden det mentale pusterum, som pauserne er med til at give, kan vi ikke være ordentlige pædagoger. Vi får det, jeg kalder relationskvalme, hvor andre menneskers liv og problemer fylder en op, så man ikke længere har overskuddet til at udføre sin faglighed. Så risikerer man at blive kynisk og mister evnen til at udfolde sin empati. Det er her, forråelse kan komme i spil, siger Anette Christensen.

Pauser et fælles ansvar
Heldigvis er der også arbejdspladser, hvor medarbejdernes pauser har høj prioritet. Det gælder fx CDH (Center for Døvblindhed og Høretab) i Aalborg, hvor både ledelse og ansatte føler et fælles ansvar for at sikre, at alle får deres pause.

Gitte Ravn, som er socialpædagog på CDH, fortæller, hvordan man på arbejdspladsen dag for dag aftaler, hvordan pauserne skal tilrettelægges under hensyn til både beboere og medarbejdere.

– Vi ser på: Hvordan ser virkeligheden ud i dag? Og så planlægger vi, hvornår hvem går til pause, så vi sikrer, at alle kommer til pause. Det er et fælles ansvar,
siger Gitte Ravn.

Hun er ikke i tvivl om, at pausen er vital for det socialpædagogiske arbejde.

– Jeg vender tilbage fra pause med fornyet energi, idéer og gåpåmod. Får man ikke den tiltrængte pause, forsvinder overskuddet, og det påvirker vores måde at gå til borgerne på, siger Gitte Ravn.

Vi skal passe på os selv
Hun mener, at accepten af at droppe pausen er et tegn på, at socialpædagogernes fleksibilitet er gået for vidt. Derfor har hun et klart budskab til sine fagfæller. Socialpædagoger skal én gang for alle gøre op med holdningen om, at de da ikke har brug for pauser.

– Vi må jo undervurdere os selv, når vi mener, vi ikke behøver pauser. Vi gør os selv mindre værd. Jeg kender ingen smede, der siger til chefen: Jeg behøver sgu ikke ha’ pause i dag, jeg tager lige det vandrør.

Men der er jo kun os selv til at passe på os selv. Og den dag jeg eller min kollega bliver syg med stress, kommer der ikke nogen og siger: Tak, fordi du ikke har holdt dine pauser, lyder det fra Gitte Ravn.

Hun understreger, at den overenskomstsikrede pause er et resultat af en aftale, som Socialpædagogerne har forhandlet sig til – og som dermed er betalt af medlemmerne i sin tid.

– Det er jo ikke en pause, vi har fået fra en rig onkel. Vi har givet noget andet i OK-forhandlinger for at opnå den ret. Vi skal holde ved vores rettigheder – der er ikke andre til at passe på os, siger Gitte Ravn, som har en opfordring til sit forbund:

– Sæt mere fokus på problematikken, og støt TR og AMR på de små arbejdspladser, for de står temmelig alene med en svær opgave.