Socialpædagoger kan stabilisere traumer

Når børn og unge har kroniske traumer efter misbrug og overgreb, har de brug for hjælp til at komme i behandling. Men i mange tilfælde har de svært ved at åbne op overfor de psykologer og familiebehandlere, der skal hjælpe dem med at bearbejde traumerne. Ofte er børnene bange, de har ikke sproget til at tale om, hvad der er sket, de kan ikke huske overgreb og andre voldsomme hændelser og mange nægter helt enkelt at gå i terapi.

Derfor er det vigtigt, at børn med traumer bliver stabiliseret, så de formår at engagere sig i deres egen livssituation og fastholde et behandlingsforløb. Det fortæller den hollandske udviklingspsykolog Arianne Struik, der er en af verdens førende eksperter i behandling af traumatiserede børn.

Hun har udviklet Sleeping Dogs-metoden, der har til formål at skabe en tilstand i barnet, hvor det bliver klar til at tale om, hvad der er sket – man vækker traumet, ’de sovende hunde’. Siden 2013 har hun samarbejdet med danske kommuner og sagsbehandlere, og har derfor indgående kendskab til danske forhold.

Læs, hvordan socialpædagog og familiebehandler Charlotte Jepsen arbejder med Sleeping Dogs-metoden 

– Sleeping Dogs-metoden er baseret på et samarbejde mellem barnet, dets netværk, socialpædagoger, socialrådgivere og behandlere. Socialpædagoger er vigtige, fordi de har relationer til børnene og derved bedre kan motivere og lave interventioner. Målet er naturligvis, at børnene kommer i behandling, men det kan kun lade sig gøre, hvis socialpædagoger forbereder og motiverer dem, siger Arianne Struik.

Kontrol over tankerne
Når børn ikke er i stand til at deltage i traumebehandling, kan Sleeping Dogs-metoden bruges til at kickstarte behandlingen ved at skabe stabile rammer omkring barnet. Og det er her, socialpædagogerne kommer på banen. For de har forudsætningerne for at yde den støtte, der skal til, for at barnet bliver klar til at modtage terapi.

Arianne Struik fortæller om en række initiativer, man som socialpædagog kan tage, som fx helt konkrete øvelser, men også pædagogisk arbejde med børnenes familier.

– Hvis barnet eksempelvis har flashbacks til voldsomme situationer, kan socialpædagoger lave øvelser, hvor barnet lærer at lægge de grimme tanker fra sig ved at forestille sig, at de lægger dem i et pengeskab eller graver dem ned. Det kan hjælpe børnene med at koncentrere sig i skolen eller med at lave helt almindelige hverdagsting, fortæller hun og tilføjer, at denne form for øvelse kan motivere børn til at deltage i terapi, da de får oplevelsen af at have kontrol over deres tanker.

Bygger bro til familien
Samtidig peger Arianne Struik på, at socialpædagogers relationsarbejde er vigtigt at få i spil, når børnenes familier skal på banen – og det skal de, for at børnene kan blive renset for de skyldfølelser, de ofte bærer på.

– Socialpædagoger kan hjælpe børn med at italesætte den skyldfølelse, de går rundt med. Men de kan også gøre det klart for forældrene, at det er vigtigt, at de får sagt, at vold og overgreb aldrig er barnets skyld, og at de ikke forventer, at deres barn tager ansvar.

Hun forklarer, at det er vigtigt, at det er forældrene selv, der sætter ord på barnets uskyld.

– Det skal være forældrene og ikke socialpædagoger, der forklarer barnet, at det ikke er deres skyld, at der skete en masse traumatiske ting. Børn bor jo ikke på bosteder for evigt, og det er forældrene, de skal have en livslang relation til, ikke socialpædagoger og sagsbehandlere, siger hun.

Konsekvenser for helbredet
Arianne Struik understreger, at traumer, der ikke bliver behandlet, kan have alvorlige konsekvenser i form af ekstrem sårbarhed, voldelige reaktionsmønstre og større risiko for retraumatisering. Fx bliver 48 pct. af børn, der har været udsat for seksuelle overgreb, misbrugt igen, hvis de ikke lærer at sige fra. Derudover er der også en risiko for, at traumerne har konsekvenser for helbredet.

– Forskning viser, at hvis du har været udsat for traumer, har du større risiko for at få kræft, sukkersyge og blive overvægtig. Stress-systemet er altid i alarmberedskab og virker ikke, som det skal. Så hvis traumer ikke bliver behandlet, vil det både have konsekvenser for den enkelte og dennes familie - og store økonomiske omkostninger for samfundet, siger hun.