'Sleeping Dogs' kvalificerer mit arbejde

Triggers, flashbacks, dissociation og retraumatisering. Det er nogle af de specifikke fagudtryk, der knytter sig til de børn og unge, der går gennem døren til Charlotte Jepsens terapilokale, for at få hjælp til at tale om det, der er allersværest.  

Hver dag sidder hun og hendes teamkolleger i Familiecenter Gladsaxe overfor børn, der har oplevet vold, svigt og seksuelle overgreb. Som del af det tværkommunale projekt ’Styrket indlæring, bedre skolegang’ er hun en af de familiebehandlere i Gladsaxe og Københavns kommune, som har stiftet bekendtskab med Sleeping Dogs-metoden, der i seks trin stabiliserer og forbereder børn inden traumebehandling hos en psykolog.

Gennem projektet hjælper hun børn, familier og plejefamilier, hvor traumerne kræver, at der er brug for en forhøjet indsats for at sikre, at børnene får det optimale ud af at gå i skole.

– Traumatiserede børn kan have svært ved at holde fokus og koncentrere sig pga. de oplevelser, de har med sig. De bliver hurtigere forstyrret og kan gå glip af læring. Derfor arbejder vi med at sikre sikkerhed og stabilitet, så barnet kan tale om dets oplevelser uden at blive overvældet, og så de kan deltage i traumeprocessering. 

Spørger på den rigtige måde
Inden Charlotte Jepsen videreuddannede sig til familiebehandler, arbejdede hun i mange år som socialpædagog og kontaktperson for unge. Men mødet med denne form for traumebehandling har åbnet hendes øjne for, hvordan hun kan forstå de børn, der har voldsomme oplevelser med i bagagen.

– Jeg forstår bedre de signaler, børnene kan sende. Det er ikke fordi, man skal se traumer alle steder, men jeg er blevet bedre til at se, om børnene trækker sig ind i sig selv og bruger forsvarsmekanismer. Hvis et barn bliver fraværende i en samtale, så er det et signal til mig om, at barnet ikke er til stede og ikke er modtagelig for en terapeutisk proces, fortæller hun.

Metoden hjælper mig
Charlotte Jepsen bruger Sleeping Dogs-metoden til at finde ud af, hvorfor børn mangler sikkerhed i hverdagen, og hvorfor de ikke vil tale om deres traumer. I grove træk handler stabiliseringsarbejdet om at kortlægge børnenes hverdag for at finde ud af, om der er tilstrækkelige strukturer og en god sikkerhed omkring barnet - og ikke mindst om barnet tør fortælle om det, der er sket.

– Mange børn er bange for at åbne op, men det betyder ikke, at behovet ikke er der. Derfor er det vigtigt, at man har viden om, hvordan man stiller spørgsmål. Børn undviger ofte at tale om deres oplevelser, for de kan opleve, at deres frygt og afmagt bliver aktiveret. Det har jeg fået en meget større opmærksomhed på, og metoden hjælper mig med at passe på det barn og de forældre, som i mange tilfælde også har voldsomme oplevelser med sig, fortæller Charlotte Jepsen.              

Med Sleeping Dogs-metoden oplever Charlotte Jepsen, at hendes viden om, hvor meget man bør dykke ned i traumerne, og hvordan man undgår at retraumatisere, er blevet kvalificeret væsentligt. Hun har lært aldrig at spørge direkte til traumerne i starten af en samtale. I stedet sørger hun for at skabe en platform, hvor barnet føler sig sikker, inden de taler om de svære ting. 

– Det kan man gøre ved at sætte ord på, hvem barnet er ud over alle de her traumer. Hvad er de dygtige til, og hvad kan de godt lide? Jeg kan ikke altid undgå at aktivere erindringer om traumerne, men så har jeg også fået en større viden omkring, hvordan jeg kan hjælpe forældre og børn med at berolige sig selv.  

Frygt for at retraumatisere
Selvom Charlotte Jepsen som familiebehandler bruger Sleeping Dogs-metoden, er hun ikke i tvivl om, at den også kan gavne socialpædagoger på døgninstitutioner for børn og unge. Et godt kendskab til barnets oplevelser vil skabe en større forståelse af barnets adfærd - især hvis man oplever at denne adfærd ligner symptomer på forskellige psykiatriske diagnoser, mener hun.

– Når vi kan sætte ord på de svære vilkår, som børn har været igennem, får vi øjne på, hvorfor barnet har svært ved at koncentrere sig, svært ved at stole på voksne og vil teste dem hele tiden. Det giver en bredere forståelse for barnet, end det gør at sige ’han har ADHD’, for det skaber ikke altid omsorg.

Samtidig peger hun på, at mange socialpædagoger er meget opmærksomme på ikke at retraumatisere de børn, de arbejder med. Det gør det for nogle vanskeligt at vide, hvad der er i orden at tale om, også fordi børn og unge kan reagere forskelligt, når man nærmer sig emner, der er svære at tale om.

Men Charlotte Jepsens mener, at det stadig skal være muligt for børnene at tale om deres oplevelser.

– Tit konkluderer man, at barnet ikke er klar til at tale om sine traumer, og så bliver der ikke gjort mere ved det. Her er metoden meget vigtig, for der er nogle børn, der ikke har fået den behandling, de skulle have, fordi man har accepteret, at barnet ikke vil tale om det, siger hun.