Læserbrev: Hvad coronatiden også lærte os

Pludselig lukkede Danmark ned – og dermed også min arbejdsplads, et beskæftigelsestilbud til voksne med handicaps. Både mine kollegaer og jeg blev sendt hjem – og hurtigt opstod et tomrum. For hvad laver man som socialpædagog hjemme udover at komme gennem bunker af administrativt arbejde?

Hurtigt kom opfordringerne om at udvise samfundssind. Socialpædagogernes formand Benny Andersen kom med meldinger om, at det er nu, vi som socialpædagoger står sammen og udviser fleksibilitet. Kort tid derefter kom fælleserklæringen fra KL om, at ansatte i kommunerne kan flyttes til andre tilbud/områder for at varetage kritiske funktioner – dvs. nye arbejdspladser og alt, hvad dertil hører. Og der gik heller ikke længe, før jeg og mange af mine kollegaer blev sendt ud i døgntilbud.

Det er let af få øje på alt det, jeg mister lige nu.  Jeg savner mit daglige arbejde. Jeg savner mine kollegaer, borgerne, de faste rammer, de faste arbejdstider og alt det, jeg kender. I stedet arbejder jeg nu på et botilbud, hvor jeg kun kender nogle af beboerne. Jeg skal også arbejde aftener, weekender og holde fri på andre tidspunkter, end jeg plejer – og måske ikke på samme tid som min familie.

Det er let at blive ramt af dårligt corona-humør og blive reelt bekymret (med god grund) for smittefare, sygdom og værnemidler. Det er også let at have fokus på alt det, man med ét har mistet. Corona er over os, det er en ekstraordinær situation, hver dag kommer der nye måder at gøre tingene på - og alt er forbundet med usikkerhed.

Men der er også muligheder i denne situation. Og jeg vil gerne flytte fokus fra det, jeg mister til det, jeg også får. Jeg har fået nye kollegaer og lært andre medarbejdere fra min organisation at kende. Jeg arbejder i borgerens hjem, hvor fokus ligger et andet sted end beskæftigelse. Jeg oplever nye måder at være sammen med borgere på gennem nye arbejdsopgaver, og jeg får lov at være en del af deres liv i deres hjem.

Jeg har mulighed for at bevare relationen til nogle af de borgere, jeg til dagligt arbejder med. Jeg skal på kort tid lære nye borgere at kende og etablere en relation, der gør, at jeg kan hjælpe dem til en tryg hverdag. Kort sagt: Jeg får brug for hele min socialpædagogfaglige rygsæk. Jeg bliver inspireret - og jeg prøver mig selv af.

Måske lærer jeg nye måder at gøre tingene på? Måske fødes nye idéer? Jeg er sikker på, at når jeg vender tilbage til min daglige arbejdsplads, til mine skønne kollegaer og borgere, mine trygge faste rammer, så er det med ny viden og nye input. Det er med en stærkere relation til de borgere og nye kollegaer, jeg er kommet tættere på i denne krisetid.  

Indtil da vil jeg fortsat være med til at gøre en forskel, udvise fleksibilitet, vise samfundssind og gå foran i arbejdet med at være 'stolt socialpædagog'.

Stine Thybo Skovbakke er socialpædagog i Dag & Døgncenter Lemvig