Erfaren plejemor lærte nyt

Familieplejer Kirsten Jørgensen lægger ikke skjul på, at hun godt kunne have undværet de corona-uger, hvor hun som plejemor var på nonstop uden den pause, hun plejer at få, når børnene er i skole.

– Vi har været udfordrede, og jeg kan bedre lide hverdagen, men der har også været gode oplevelser og ny læring, siger hun.

I efteråret troede 65-årige Kirsten Jørgensen, at hun snart skulle tage hul på pensionistlivet. I knap 20 år havde hun været plejemor for drengen David, der efter sit efterværn var flyttet hjemmefra i god gænge, og nu skulle hun efter planen kun have nogle få aflastningsopgaver. Men på grund af nogle særlige omstændigheder og en relation, der blev skabt tidligere i Kirsten Jørgensens arbejdsliv, sagde hun ja til at tage et nyt barn i pleje – samtidig med, at hun fortsatte med at have et andet barn i aflastning. Og da skolerne i marts blev lukket, skulle Kirsten Jørgensen  have begge børn hjemme alle hverdage.

– Og vi er altså ikke gamle. Vi er faktisk tudsegamle – min mand er 68. Så i første omgang tænkte jeg: Pyha, hvordan skal det dog gå?

Nye erkendelser
Parret valgte at tage de to børn med i sommerhus, hvor der var god plads og trampolin i haven, og de fik skabt en rutine, hvor hele familien hver dag gik morgentur med hunden i en time. Efterfulgt af først lektielæsning, så frokost og til sidst fri tid, hvor der var plads til mere skærm end i hverdagen.

– Børnene havde det godt, men for mig var det hårdt næsten ikke at have tid for mig selv. Med to børn er du på hele tiden. Du skal hele tiden være på forkant og afværge konflikter og problemer, inden de opstår, siger Kirsten Jørgensen.

Når hun tænker tilbage, kom der alligevel noget godt ud af corona-karantænen: Ikke mindst fordi alle i plejefamilien kom tættere på hinanden og lærte hinanden bedre at kende. Og så gav de mange forandringer to nye indsigter, som hun kun fik, fordi der var vendt op og ned på alt det vante.

– Til hverdag er vi ikke lige så tæt på skoledelen, fordi der fx er lektiecafeer, men nu skulle vi jo selv stå for hjemmeundervisningen. Og der lærte vi, at børnene ikke kunne koncentrere sig så længe, som vi forventede i starten. I stedet blev det noget med at arbejde en halv time, hoppe lidt på trampolin og så arbejde endnu en halv time, fortæller hun.

Frisk hjerne
Set i bagklogskabens lys tænker Kirsten Jørgensen, at hun måske også kunne have brugt den forståelse over for det plejebarn, der nu er en voksen mand.

– Vi har mange gange siddet længe over lektierne, hvor jeg har sagt: Nu skal vi altså blive ved, til vi er færdige. Måske i halvanden time. Og det har han i virkeligheden ikke fået så meget ud af. Der er det nok bedre at holde en pause og gå videre med en frisk hjerne, siger hun.

Det voksne plejebarn er kommet godt i vej, og Kirsten Jørgensen er glad og stolt over det arbejde, hun har gjort med ham – men på eet punkt har coronakrisen åbnet hendes øjne for, at hun måske kunne have gjort det endnu bedre.

– Jeg har altid haft svært ved at give slip på køkkenet – måske fordi jeg har tænkt, at børn i køkkenet skaber et frygteligt rod. Og under coronanedlukningen blev mit plejebarn ved med at spørge om, hun ikke nok måtte lave pandekager. Og så tænkte jeg, at jo, det er da bedre end at sidde så meget med den skærm, så hun fik lov. Og da må jeg nok sige, at ja: Jeg havde ret, det skaber et frygteligt rod. Men det skabte også nogle rigtig gode oplevelser, og nu er det faktisk blevet sådan, at hun har fået en ugentlig maddag. Og det har David aldrig haft. Så på den måde kom der faktisk noget ny læring ud af coronanedlukningen.

Læs mere om Kirsten Jørgensens arbejde med den nu voksne plejesøn i artiklen: Som var jeg hendes eget barn