Gå til indhold

Nyt projekt

Bedre støtte til udviklingshæmmede med demens

Et nyt Fremfærd-projekt, som bl.a. Socialpædagogerne står bag, skal sikre bedre støtte til mennesker med udviklingshæmning, som får demens. Medarbejdere skal kompetenceudvikles - og der skal udvikles nye metoder

27. april 2020

Artikel
nathan-anderson-J3Xjyg5m8kY-unsplash.gif
Et nyt Fremfærd-projekt skal opkvalificere medarbejdere og ledere på botilbud til at opdage tidlige tegn på demens hos mennesker med udviklingshæmning.

Forfatter: Tina Løvbom Petersen

Foto: Unsplash

Antallet af ældre mennesker med udviklingshæmning, som får demens, stiger. Men det kan være en udfordring at få øje på begyndende tegn på demens. Derfor skal medarbejdere på kommunale bosteder have et kompetenceløft, så de bedre kan opdage tegn på demens.

Det er tanken bag et nyt Fremfærd-projekt ’Ældre udviklingshæmmede med demens’, som Socialpædagogerne, FOA og KL står bag - og som frem mod 2022 vil dykke ned i, hvordan man kan styrke trygheden og livskvaliteten for mennesker, der udover udviklingshæmning også kæmper med demens.

– Som professionelle skal vi have meget mere fokus på, at mennesker med udviklingshæmning jo også kan udvikle en lang række sygdomme som alle andre mennesker. Og det kan fx være demens. Derfor er det utrolig vigtigt, at fx socialpædagoger bliver rustet til at kunne opdage de første tegn på begyndende demens, så borgerne kan få den rette hjælp og udredning hurtigt, siger næstformand i Socialpædagogerne Marie Sonne.

Læs mere om projektet ’Ældre udviklingshæmmede med demens’.

 

Bosteder efterlyses
I forbindelse med projektet efterlyses både bosteder og kommuner, der har lyst til at afprøve metoder og indsatser, der kan bruges i hverdagen. Det kan fx være nye faste procedurer for, hvordan man observerer og screener borgere, hvordan man anvender vurderingsværktøjer - eller hvordan man arbejder med metoder til konfliktnedtrapning.

– Vi håber, at mange af vores bosteder har lyst til at deltage i projektet, fordi det er så vigtigt, at medarbejdere og ledere bliver klædt på til at håndtere demens hos mennesker med udviklingshæmning. Jeg ser projektet som en oplagt mulighed for at få nye værktøjer og viden, der kan løfte indsatsen i forhold til at opdage demens hos den her målgruppe, siger Marie Sonne.

Hvis du vil vide mere om projektet og mulighederne for at være med, så kontakt projektleder i Socialpædagogerne Sofie Thal Fisker på son@sl.dk

Hvad er Fremfærd?

Fremfærd er et samarbejde mellem parterne på det kommunale arbejdsmarked om at udvikle velfærdssamfundets kerneopgaver.

Læs mere på vpt.dk/om-fremfaerd

Kort om projektet

Socialpædagogerne, FOA og KL står bag fremfærd-projektet ’Ældre udviklingshæmmede med demens’, mens 3F inddrages i den faglige følgegruppe. Projektets formål er:

  • Udvikle personalets kompetencer til at opdage tidlige tegn på demens hos mennesker med udviklingshæmning med henblik på så tidligt som muligt at sikre udredning/diagnosticering i sundhedssystemet.
  • Kortlægge virksomme metoder i arbejdet med mennesker med udviklingshæmning
  • Udvikle og udbrede metoder til at løfte kommunernes social- og sundhedsfaglige indsatser til ældre mennesker med udviklingshæmning og demens i bo- og dagtilbud med henblik på at skabe øget tryghed og livskvalitet.
  • Udvikle/beskrive modeller for nye indsatser og/eller samarbejdsformer, der sammenkobler botilbud og plejeopgaver i forhold til mennesker med udviklingshæmning og demens.

 

Bliv medlem
Bliv medlem