Gå til indhold

coronavirus

Sådan bliver du henvist til test

Nu kan flere blive testet. Derfor har Sundhedsstyrelsen lavet nye retningslinjer for, hvordan socialpædagoger i kritiske funktioner bliver henvist til test, hvis de har milde symptomer og skal hurtigt tilbage på job. Her er, hvad du skal gøre

2. april 2020

Artikel
Coronatest_colourbox_1128x600.jpg

Forfatter: Lea Holtze

Foto: Colourbox

Flere skal testes for corona. Ikke mindst socialpædagoger i kritiske funktioner, der ikke kan erstattes af andre, og som har milde symptomer på corona og derved ved en negativ corona-test vil kunne genoptage arbejdet umiddelbart med det samme.

Sådan lyder meldingen fra sundhedsmyndighederne. Og det bliver positivt modtaget af forbundsformand Benny Andersen.

– Nogle medlemmer har været bekymrede for, om myndighederne nu også havde blik for, at socialpædagoger varetager kritiske funktioner i arbejdet med nogle af samfundets mest udsatte. Den frygt kan vi heldigvis mane i jorden. Men vi holder naturligvis fortsat skarpt øjne med, om socialpædagoger får adgang til at blive testet på lige fod med andre ansatte i kritiske funktioner, siger Benny Andersen.

Sådan gør du
Hvis du er ansat i en kritisk funktion og har milde symptomer på corona, skal du:

1. Kontakte din nærmeste personaleleder, som skal vurdere, om du varetager en kritisk funktion, og det derfor er nødvendigt med en hurtig raskmelding. Kriterierne er:

  • Du skal have lette luftvejssymptomer, så du umiddelbart godt kan genoptage arbejdet, hvis testen er negativ.
  • Du skal varetage en kritisk funktion på socialområdet.
  • Du kan i den aktuelle situation ikke erstattes af andre, og du og din leder har en aftale om, at du umiddelbart møder på arbejde, hvor du har tæt kontakt med borgere, hvis testen er negativ.

2.a Hvis punkt 1 er opfyldt, kan din nærmeste personaleleder (eller dennes overordnede) henvise dig direkte til test i en regional COVID-19-klinik – altså uden om egen læge. Henvisningen sker ved at bruge en samtykkeerklæring for medarbejder og personaleleder, via telefonisk kontakt eller per mail. 

2.b Du kan også få din praktiserende læge, akutlæge eller lægevagten til at vurdere, om du skal henvises direkte til test eller skal vurderes på en COVID-19-klinik.

3. Du tager efterfølgende kontakt til en regional COVID-19-klinik for at få en tid til en test. 

4. Har du symptomer på corona, men kan ikke blive testet, skal du blive hjemme indtil 48 timer efter, at du er rask (symptomfri). Kan du godt blive testet, og er testen positiv, skal du blive hjemme og først gå på arbejde, når du har været symptomfri i 48 timer. 

Prioritering af test
Myndighederne har tidligere været nødt til at prioritere, hvem der kunne henvises til test, indtil testkapaciteten var øget. Nu lyder meldingen fra myndighederne, at borgere og ansatte på socialområdet skal prioriteres – også ved begrænset testkapacitet:

'I en situation med begrænset testkapacitet, skal testning prioriteres til patienter der indlægges på sygehus, eller allerede er indlagt på sygehus, medarbejdere der varetager funktioner i sundhedsvæsenet, ældreplejen, indsatser for særligt sårbare grupper på socialområdet, eller i andre helt særlige nøglefunktioner i samfundet. Derudover skal man prioritere borgere på plejecentre, bosteder, lukkede institutioner og andre rammer, hvor det kan være svært at sikre isolation, afstand, hygiejne m.v., samt særligt sårbare individer, herunder ældre patienter særligt > 80 år, patienter med svær psykisk sygdom, nedsat kognitiv funktion, andre underliggende sygdomme, socialt udsatte m.v.'

Læs mere om retningslinjerne på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Vi følger udviklingen fortsat, og du kan holde dig opdateret på sl.dk/corona, hvor der også er svar på mange andre spørgsmål for dig som medarbejder under corona.

 

Hvad er milde symtomer på coronavirus?

Ifølge Sundhedsmyndighederne, bør mistanken om coronavirus opstå, hvis man oplever alt fra milde symptomer på både øvre og nedre luftvejsinfektion og til svær nedre luftvejsinfektion. Typiske symptomer er:

  • feber
  • hoste
  • ondt i halsen
  • hovedpine
  • muskelømhed

Hos nogle er symptomerne ledsaget af symptomer fra næsen.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Bliv medlem