Martin er en del af vores familie

Bjørn Skaarup, 62 år, familieplejer – og plejefar til Martin Holmgaard, som blev anbragt i familien som 13-årig.
Martin Holmgaard, 33 år, chauffør – og tidligere plejebarn hos Bjørn Skaarup. Har også haft efterværn i familien.

Læs mere om Bjørn og Martins relationer i artiklen ’Jeg er en del af familien’ her.

Bjørn:
Første gang jeg så dig, var du sådan en bette en … Du så helt forsømt ud med bukser, der stumpede.

Martin:
Jeg var jo kun 13 år, da jeg fik at vide, at jeg ikke længere skulle bo hjemme hos min mor. Og så blev jeg selvfølgelig ked af det. Jeg syntes, det var underligt, at jeg skulle bo hos jer.

Bjørn:
Vi prøvede jo at vinde din tillid. Jeg byggede sådan en rede til dig. En seng med høje sider, som du skulle kravle ned i. Så kunne du føle dig tryg.

Martin:
Det gjorde jeg også. Jeg kunne godt lide at være i den seng.

Bjørn:
I begyndelsen skulle du jo gå i skole på børnepsykiatrisk afdeling, og jeg kørte dig frem og tilbage. Men jeg tænkte: ’Det kan ikke passe! Det er slet ikke noget for den dreng.’ Og så lykkedes det at få dig herover på den lokale skole.

Martin:
Og jeg var glad for skolen. Det var slet ikke som alle de andre skoler, jeg havde gået på, hvor jeg blev mobbet. Det blev jeg ikke her. Men jeg prøver bare at glemme alle de år, der ligger før den tid, hvor jeg kom i pleje. For det var ikke de bedste år i mit liv.

Bjørn:
Jeg fik at vide, at du havde svært ved at lære. Du kunne ikke det basale. Men du kunne huske alle mulige nummerplader på biler. Og så tænkte jeg: ’Når han kan huske alle de tal, kan det ikke passe, at han ikke kan lære tabellerne.’ Så vi fik fat i et computerspil, der gik ud på at lære tabellerne på en sjov måde, så du kæmpede mod dig selv.

Martin:
Ja! Det brugte jeg lang tid på.

Bjørn:
I dag er jeg stolt af dig. Du har dit arbejde som chauffør. Du har dit eget hus. Du har din egen bil. Og du er spejderleder.

Martin:
Og jeg kan takke dig for, at jeg er blevet til noget.

Bjørn:
Nej, Martin. Det kan du ikke. Det kan du takke dig selv for.

Martin:
Men jeg kan takke dig for, at jeg fik muligheden … Jeg føler mig ikke som din søn, for jeg har jo også min egen far og mor, men jeg føler mig som en del af familien.

Bjørn:
Det er du også. Og jeg er glad for, at vi ses tit. For det meste mindst en gang om ugen.

Martin:
Ja, for når jeg har en pause i jobbet, svinger jeg tit vejen ind forbi. Så får vi en kop kaffe og snakker om lidt af hvert.

Jeg kan altid bede Bjørn om hjælp – og omvendt