Borgerens sundhed
Fem ting du bør vide om sundhedsfaglige opgaver
De fleste socialpædagoger løser sundhedsfaglige opgaver som en del af det daglige arbejde med borgeren. Her er fem vigtige punkter, som kan forbedre sikkerheden, når det handler om borgernes sundhedstilstand
11. marts 2020
Forfatter: Malene Dreyer
1. Instrukser
Det er lederens ansvar at sørge for, at der er sundhedsfaglige instrukser på arbejdspladsen, der præcist beskriver, hvordan medarbejderne skal forholde sig i en række situationer omkring borgernes sundhed. De skal indeholde oplysninger om opgaver og ansvar for fx journalføring og medicinhåndtering. Der skal være instrukser for ansvars- og opgavefordeling for alle personalegrupper, herunder vikarer. Det skal fremgå tydeligt, hvem der har ansvaret for instruksen, hvornår den er lavet, og hvornår den skal ajourføres.
2. Medicinhåndtering – personalets ansvar
Når du dispenserer og administrerer lægeordineret medicin, handler du som den ordinerende læges medhjælp og har i den rolle et selvstændigt ansvar for at udføre opgaven efter den instruktion, du har fået. Du skal frasige dig opgaven, hvis du ikke kan varetage den forsvarligt – fx hvis du ikke er i stand til at sikre den nødvendige observation af patienten. Du skal også frasige dig opgaven, hvis du får mistanke om fejl i medicinordinationen eller i medicinhåndteringen.
Du kan læse mere i pjecen: Korrekt håndtering af medicin fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
3. Journalføring
Overlevering af informationer mellem medarbejdere, der er involveret i sundhedsfaglig pleje og behandling af borgere, er meget vigtig. Det er via journalen, at personalet kan få den nødvendige viden om borgerens aktuelle situation og dele information med andre medarbejdere. Derfor skal journalen være systematisk og overskuelig, så alle involverede kan finde de relevante informationer. Det skal være klart, hvad der er dokumentation af pædagogiske tiltag, og hvad der hører til den sundhedsfaglige journalføring.
4. Informeret samtykke
Borgere har ret til selvbestemmelse i forbindelse med egen behandling. Inden sundhedsfaglig behandling som fx pleje, undersøgelse eller genoptræning skal der derfor indhentes informeret samtykke. Hvis borgeren ikke selv er i stand til det, skal det noteres i den sundhedsfaglige dokumentation, hvem der kan give samtykke på borgerens vegne. Det er vigtigt, da du ellers risikerer, at behandling forsinkes, hvis der ikke er klarhed over, hvem du skal spørge.
5. Hygiejne
Selvom bostedet er borgerens eget hjem og ikke et klinisk behandlingssted, skal du sikre, at der ikke sker spredning af smitte. Det indebærer bl.a., at du ikke må bære ringe, neglelak eller lange ærmer, når du udfører sundhedsfaglige opgaver, og at du bruger engangshåndklæder ved håndvask. Som udgangspunkt anbefales papirhåndklæder, men du kan også bruge stofhåndklæder, hvis de kun anvendes én gang, før de vaskes ved min. 80 grader. Læs mere om håndhygiejne i Statens Serumsinstituts Nationale Infektionshygiejniske Retningslinje om håndhygiejne
Kilde: Styrelsen for Patientsikkerhed
Mere information
Styrelsen for Patientsikkerhed har samlet en række spørgsmål og svar om sundhedsopgaver og krav på hjemmesiden: Godt at vide for bosteder
E-læring
Region Midtjylland har lavet et e-learningforløb om medicinhåndtering:
Medicinhåndtering på socialområdet