Alt er nyt for mig

Vi har kigget på hinanden og sagt: Det her skal bare lykkes. Vi skal ikke tabe nogen på gulvet.

Vores opgave lige nu er at få borgerne bedst muligt igennem denne her svære tid – det vil sige sikre os, at vi holder deres stemning i balance uden for store følelsesmæssige udsving, for så kan det være rigtig svært at samle dem op bagefter.

I dag havde jeg fx planlagt, at mig og en af borgerne skulle klæde os ud og lave en lille koncert, for hun elsker at klæde sig ud. På den måde prøver vi at fornemme, hvor borgerne er, stabilisere og gribe det, der kommer, og skabe små stjernestunder med dem.

Det betyder også, at jeg tit må spørge mine nye kolleger i boenheden, der kender beboerne, til råds – de ved, hvad der skal til, hvis en beboer er ved at dykke følelsesmæssigt. Og jeg oplever, at de smider, hvad de har i hænderne, og tager sig tid, når jeg har brug for hjælp.

Der er fx mange af borgerne, der har et kæmpe savn lige nu – de savner hverdagen, de pædagoger de er vant til. Og de savner deres pårørende. Så er det rigtig svært, at vi samtidig skal minde dem om at holde afstand. Til gengæld gør vi en indsats for at mødes med pædagoger og andre beboere, som de savner, uden for, hvor vi kan vinke til hinanden og fortælle, at vi savner hinanden. Borgerne kan se, at dem, de savner, stadig findes og blive forsikret om, at de kommer igen.

Sølund er jo et stort sted, og det her har givet mig en meget tættere kontakt til mine kollegaer i boenheden. Det vil gøre det nemmere at kommunikere bagefter og give en større forståelse for hinandens udfordringer i det daglige. Men lige nu er det som at starte på en ny arbejdsplads, hvor man griber i den faglige rygsæk efter, hvad man har der kan bruges.