Gå til indhold

Tillidsrepræsentanter

Muligt at holde TR-valg digitalt

Tillidsrepræsentanter vælges normalt på et fysisk møde, men der findes mulighed for at gennemføre TR-valget digitalt. Det er op til den enkelte kreds at beslutte, om TR-valg skal gennemføres helt eller delvis digitalt

14. december 2020

Artikel
digitale-trvalg.gif

Forfatter: Malene Dreyer

Foto: Colourbox

Nogle vilkår kan gøre det svært at gennemføre et traditionelt TR-valgmøde, fx problemer med at samle personalegruppen på et bestemt tidspunkt, kolleger fordelt på mange matrikler, eller et meget stort antal kolleger, du er TR for. Oplever du det, kan du tage kontakt til din kreds og opfordre til at gennemføre TR-valget digitalt.

Gennem en forsøgsperiode har der været mulighed for at dispensere fra de almindelige regler om, at stemmeafgivelse til TR-valg foregår ved personligt fremmøde. Tidligere på året vedtog hovedbestyrelsen at gøre dispensationsmuligheden permanent. Dog er det op til den enkelte kreds at beslutte, om valget kan gennemføres digitalt.

Se mere om dispensationsmulighederne i vedtægterne:
Eksternt organisationscirkulære nr. 10 om valg af tillidsrepræsentant og suppleant

Digitale muligheder i en coronatid

Flere kredse har allerede erfaringer med digitale TR-valg, blandt andet Socialpædagogerne Sydjylland.

- Vi besluttede at være proaktive på alternative muligheder for TR-valg, så når vi får henvendelser, så er vi klar. Udgangspunktet er stadig det fysiske møde, men vi vil gerne give arbejdspladserne mulighed for at håndtere et TR-valg i en hvilken som helst situation, siger Poul Flack-Jensen, faglig sekretær i Socialpædagogerne Sydjylland.

Kredsen har både gennemført videomøder med efterfølgende valghandling, digitale afstemninger uden videomøde og kombinationer, hvor dele af personalegruppen var samlet fysisk, mens andre var til stede digitalt.

- På grund af coronasituationen er der i øjeblikket arbejdspladser, som nødig vil have besøg udefra fx fra os på kredskontoret. I den forbindelse holdt vi et TR-valgvideomøde, hvor personalegruppen var samlet på arbejdspladsen og vi fra kredsen deltog online, forklarer Poul Flack-Jensen.

Kredsen har ansvaret for mødet

Proceduren for, hvordan man afholder digitale TR-valg er forskellig, alt efter hvilken kreds og hvilken kommune det foregår i. Hos Socialpædagogerne Sydjylland indsamler kredsen først mailadresser på alle ansatte på Socialpædagogernes overenskomst, så de sikrer sig, at alle relevante ansatte får en indkaldelse til videomødet. Om den tekniske løsning hedder Skype, Teams eller Zoom afhænger bl.a, af hvilket system kommunen bruger.

- Vi sørger for at deltagerne får instruktioner til, hvordan de deltager digitalt, fortæller Poul Flack-Jensen og understreger, at det er kredskontoret, der er ansvarlig for og leder mødet.

- Vi indleder med at fortælle om TR-rollen og forklarer, hvordan vi støtter op om TR-arbejdet, så medlemmerne ved, hvad de går ind til, hvis de har lyst til at stille op som TR. Så får kandidaterne mulighed for at præsentere sig selv og deltagerne får mulighed for at stille spørgsmål til kandidaterne.

Er der kun en kandidat, bliver vedkommende valgt direkte på mødet. Hvis der er kampvalg om posten, sender kredsen en mail med link til en afstemning gennem et GDPR-sikkert system til alle, der er omfattet af overenskomsten. Medarbejderne har derefter 24 timer til at afgive deres stemme. Den model giver flere mulighed for at stemme.

- I modsætning til normale valg, hvor det kun er de fysisk fremmødte, der kan stemme, får også dem, der ikke har deltaget i videomødet mulighed for at deltage i valget. På den måde udvider vi sådan set muligheden for at gøre sin stemme gældende, siger Poul Flack-Jensen.

Fri af tid og sted

Kredsen har også afholdt afstemninger uden videomøder, hvilket gør handlingen helt fri af et bestemt tidspunkt. Medlemmerne får en mail med motivation frakandidaten/kandidaterne, og så har de 14 dage til at stille spørgsmål til dem. Herefter følger så den digitale afstemning.

I nogle tilfælde har det digitale valg været en stor succes med en stemmeprocent på hele 100. Andre gange har det været mindre succesfuldt og det er endnu for tidligt at sige noget generelt om effekten, siger Poul Flack-Jensen. og fortsætter:

Vi føler os parat til at brede det ud. Specielt fordi der er corona.  Vi har givet TR kompetencen og langt de fleste TR har afholdt valget efter de almindelige retningslinjer.

Bliv medlem