Julesmerten krævede en anderledes jul

Louise Thomsen er med egne ord ’lidt af en Gertrud Sand.’ Hun e-e-elsker jul og kan ikke få nok af juletraditioner og julepynt. Og selvom hun er 33 år, skal meget være som dengang, hun var barn – som når juletræet fældes med forældrene, og der lige skal danses en gang rundt om træet, mens det stadig har rødder i jorden.

På botilbuddet Høvejen i Randers er det Louise Thomsen, der står for den årlige juleoppyntnings-weekend, og hun har ikke misset en eneste af de weekender i de otte år, hun har været ansat.

– Faktisk er det blevet sådan, at juleoppyntningsweekenden tidsmæssigt bliver lagt, så den passer med min arbejdskalender – og ligger i min sidste arbejdsweekend inden 1. december. Det er et plus, at jeg selv er glad for at pynte. For når vi gør noget, vi elsker, smitter det af på beboerne. Det giver troværdighed, at vi rent faktisk selv interesserer os for det, vi gør sammen. Samtidig med, at det selvfølgelig skal være beboernes behov, der skal i centrum – og det er beboerne, der vælger julepynten. Ikke mig, siger hun.

Blik for vanskeligheder

Men selv om Louise Thomsen selv er juleelsker med stort J, har hun som socialpædagog blik for, at den kan være svær for andre.

– Julen kan være traumatisk, hvis du fx har rigtig mange dårlige minder. Måske fordi dine forældre har været misbrugere, eller du blev tvangsanbragt som lille og måtte fejre jul i plejefamilien.
For nogle år siden var Louise Thomsen kontaktpædagog for ’Mette,’ der havde det meget svært med julen.

– Og så er det vigtigt at være faglig nysgerrig og spørge ind for at finde ud af, hvad det handler om, siger Louise Thomsen.

Fx spurgte hun konkret, hvordan Mette havde det med julepynt, og dét havde hun ikke noget imod. Hun ville gerne være med til at pynte op. Dér, hvor det var svært, var selve den 24. december.

– Hun hadede julemad. Bare tanken om and gav hende kvalme, og det er jo nok fordi smag og lugte virkelig kan aktivere minder – og i hendes tilfælde var det så nogle rigtig dårlige minder, fortæller Louise Thomsen.

Fødselsdagsfest den 24.

Mette havde ikke andre steder at være den 24. december, så hun skulle tilbringe aftenen på botilbuddet – som den eneste beboer sammen med en medarbejder.

– Jeg skulle selv holde fri den 24., men som kontaktpædagog brugte jeg lang tid på at tale med Mette om, hvordan det kunne blive en god aften. Det endte med, at den blev markeret som en ’fødselsdagsfest’ i stedet for en ’juleaften’. Og menuen blev Mettes livret: Skinke og flødekartofler. På Høvejen har vi ikke midler til at købe julegaver til beboerne, men vi har en aftale om, at de selv kan give nogle penge, som vi bruger til at købe en overraskelse fra ’nissen.’ Og den ordning ville Mette gerne være med i, så hun den 24. december fik en masse gaver fra nissen til fødselsdagsfesten, som hun fejrede sammen med min gode kollega Tina Nygaard, der var på arbejde juleaften – og som virkelig var god til at gribe bolden. Bagefter sagde Mette, at det var den bedste fødselsdagsfest, hun nogensinde havde været med til, siger hun og fortsætter:

– På den måde mener jeg, at vi som socialpædagoger skal bruge vores faglighed til at spørge: Hvordan kan vi arbejde med at omskrive julen, så den bliver udholdelig for de mennesker, for hvem den er et mareridt? Samtidig med at vi også holder en december/jul for de mennesker, der elsker julen og har et netværk, der bærer.

Mette hedder noget andet i virkeligheden.