Gå til indhold

GF

Kamp for faglighed og fuldtid i Nordjylland

Coronakrisen fyldte, da Socialpædagogerne Nordjylland holdt årets generalforsamling digitalt. Men også udfordringer med at kunne udfolde den socialpædagogiske faglighed og holde fokus på borgerne var centrale emner

25. november 2020

Artikel
Nordjylland.gif

Forfatter: Malene Skov Jensen

Omkring 40 medlemmer deltog, da Socialpædagogerne Nordjylland holdt årets generalforsamling den 22. november. I år foregik det som et virtuelt møde med afstemninger i chatten, da coronasituationen betød, at medlemmerne ikke kunne mødes fysisk.

Kredsformand Peter S. Kristensen lagde ud med sin beretning, hvor han bl.a. kunne fortælle om kredsens undersøgelse af medlemmernes erfaringer under forårets coronanedlukning. Undersøgelsen viste, at der er en klar sammenhæng mellem den tid, som socialpædagogerne har til kerneopgaven og deres trivsel.

- Fokus på kerneopgaven og tid til at udfolde den socialpædagogiske faglighed er det vigtigste for at kunne skabe et godt arbejdsmiljø og tilbud med en høj kvalitet. Derfor skal vi have fokus på borgeren og på nærværet fremfor økonomi og nøgletal. Vi trænger til gennemgribende reformer på det sociale område, så vi i højere grad gør det rigtige frem for at gøre det, der bedst kan betale sig i forhold til nogle udregninger på et regneark, sagde Peter S. Kristensen

Opgør med deltidsansættelser
Ifølge flere af deltagerne i generalforsamlingen er der store udfordringer med at udfolde den socialpædagogiske faglighed på arbejdspladserne. Det er især deltidsansættelser og et alt for stort fokus på sundhedsopgaver, der presser socialpædagogerne.

 På min arbejdsplads i Aalborg Kommune er kun 35 pct. af de ansatte socialpædagoger. Det er svært at se, hvordan vi kan være et specialiseret socialpædagogisk tilbud, når der er så få socialpædagogiske kompetencer, sagde Stig Madsen fra Specialgrupperne i Vodskov og tilføjede:

 Mange medarbejdere er ansat på deltid, og der bliver kun slået deltidsstillinger op. Derfor er det utroligt svært at rekruttere fagligt kompetent arbejdskraft, og de ufaglærte medarbejdere fylder mere og mere. Det er helt afgørende, at vi får gjort op med deltidskulturen.

Vi vil have faget tilbage
Netop deltidsarbejde er på dagsordenen hos Socialpædagogerne Nordjylland, der også vil arbejde for at få faget og det grundlæggende socialpædagogiske arbejde tilbage som det primære for socialpædagogerne.

Ifølge Henrik Korsbæk Flyvbjerg, fællestillidsrepræsentant i Aalborg Kommunes Ældre- og Handicapforvaltning, er en af de største udfordringer, at de sundhedsfaglige opgaver begynder at fylde mere og mere på de socialpædagogiske arbejdspladser.

 Vi bruger helt vildt mange ressourcer på sundhedsfaglige opgaver, og tiden går jo fra de socialpædagogiske opgaver. Det er en helt gal udvikling, sagde Henrik Korsbæk Flyvbjerg.

Og det kalder på en stor indsats fra den nordjyske kreds, understregede formand Peter S. Kristensen:

– Vi vil kæmpe for, at der bliver sat en ny dagsorden, og sammen med medlemmerne vil vi lave aktiviteter, som kan sætte fokus på faget og den socialpædagogiske faglighed.

I det kommende år vil kredsen generelt inddrage medlemmerne i politikudviklingen. Derudover vil de styrke indsatsen over for familieplejere og studerende, og den socialpædagogiske faglighed vil komme på dagsordenen på flere temamøder og gennem aktiviteter på arbejdspladserne.

Bliv medlem
Bliv medlem