Mathias om første job: Jeg skal turde stille spørgsmål ved 'plejer'

Som nyuddannet – hvilke tanker havde du så om livet efter studiet?
Jeg var sikker på én ting. Jeg ville arbejde med udsatte unge. Vi har så mange privilegier og muligheder i Danmark. Alligevel er der en gruppe unge mennesker, der af sociale eller mentale årsager har det virkelig svært. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg kan hjælpe dem alle. Men kan jeg hjælpe én ung til et bedre liv, gør jeg en forskel. Dét er kernen i faget for mig.

Hvordan landede du dit første job?
Jeg var løs vikar på mit gamle praktiksted – en døgninstitution for børn og unge med udviklingsforstyrrelser. Først blev jeg ansat året ud, men en dag i september fandt jeg ud af, at naboafdelingen slog en etårig stilling op. Jeg søgte den, og under et mandagsmøde blev jeg kaldt til jobsamtale den følgende onsdag. Det var ret specielt, for på den anden side af bordet sad to kolleger samt mine ledere. De kendte mig jo, men netop derfor følte jeg, at jeg skulle levere noget ekstraordinært. Det må jeg have gjort, for to dage senere fik jeg tilbudt jobbet.

Hvad er det fedeste ved at tage springet fra studerende til socialpædagog?
At mærke hvordan min uddannelse folder sig ud i praksis. Det sker nærmest intuitivt. Jeg går ikke rundt og tænker, ’nu skal jeg bruge den her teori over for den her dreng med autisme’. Men ofte går jeg til den unge på en måde, hvor jeg bagefter tænker, ’hov, der trak jeg faktisk på noget, jeg lærte på studiet’. Det er fedt, at der hænger meget mere læring fast, end jeg troede!

Hvordan kommer det fx til udtryk?
På studiet lærte vi om ’Det fælles tredje’ (hvordan et interessefællesskab mellem socialpædagog og borger styrker relationen, red.). Hvis jeg skal skabe en relation til en ny ung, afsøger jeg intuitivt, om vi fx har fælles interesser – særlige genstande på hans værelse, fritidsinteresser osv. Ellers bruger jeg min nysgerrighed til at spørge ind, så han også føler, han lærer mig noget.

Hvad er det sværeste så?
At skulle bevise mit værd over for langt mere erfarne kolleger. Jeg vil gerne vise, hvad jeg kan, og jeg skal turde sætte spørgsmål ved ’plejer’. Men samtidig skal jeg huske, at jeg stadig arbejder for at lære, og det kræver ydmyghed. Som min kørelærer engang sagde: ’Nu har du dit kørekort, men det er først nu, du skal lære at køre bil.’

Hvor ser du dig selv om ti år?
Inde hos politiet, faktisk. Det har ligesom
pædagogfaget været en drøm i mange år, og fagene har det til fælles, at de handler om at skabe tryghed for andre. Så hvem ved, måske
er der flere store spring på vej?

Har du et tip til andre nyuddannede?
Du skal ikke være nervøs for ikke at få et fuldtidsjob lige med det samme. Man kan sagtens starte med at søge vikarjobs og arbejde sig ind den vej. Det handler om at få et ben inden for
og vise, hvad man kan.