Vederlagsstrid ramte 18-årig

’Susanne Hansen’ ville gerne have fulgt sit plejebarn helt til dørs, så hun kunne blive boende som ung voksen og gøre gymnasiet færdigt.

– Vi ville rigtig gerne have hende i efterværn, men helt fra starten gjorde jeg det klart over for kommunen, at jeg ikke kunne gå ned i vederlag. Min plejedatter havde brug for rigtig meget støtte i hverdagen, og nogle dage skulle jeg fx guide hende over telefonen i hvert eneste frikvarter, fortæller hun.

Da plejedatteren ’Lene’ var 17, fik Susanne Hansen 7 vederlag, altså godt 28.000 kroner om måneden, men så snart Lene havde takket ja til kommunens tilbud om efterværn i plejefamilien, fik Susanne Hansen et brev om, at hun nu skulle gå ned på 5 vederlag.

– Først troede jeg, at det måtte være en fejl, for jeg havde jo hele tiden sagt, at jeg ikke ville gå ned i vederlag. Men det var det ikke. Jeg skulle sættes ned. Og det skal ses i sammenhæng med, at kommunen også ville sætte vederlagene ned for vores to andre plejebørn, og at både min mand og jeg er familieplejere på fuld tid. Og selv om det at være plejefamilie handler om meget andet end kroner og øre, skal vores familieøkonomi jo hænge sammen.

Støtte fra Socialpædagogerne Storstrøm
I nogle måneder var der møder og forhandlinger, hvor Susanne Hansen fik støtte fra Socialpædagogerne Storstrøm.
– Rent psykisk havde jeg ikke klaret mig uden dem, og de hjalp mig fx med forskellige skrivelser, men det ændrede ikke på kommunens beslutning. De ville ikke lade mig beholde mine vederlag, og jeg ville ikke gå ned. Både fordi, det ville presse os økonomisk, fordi jeg ikke ville have overskud til andet arbejde, hvis Lene skulle blive boende. Og fordi jeg simpelt hen ikke syntes, det var rimeligt.

Undervejs var der fra kommunens side snak om, at Lene kunne flytte fra plejefamilien og hen i egen lejlighed eller på et kollegie, men til sidst fik hun tilbudt en ungdomsbolig med socialpædagogisk støtte.

– Vi havde skrevet til formanden for kommunens børne- og ungeudvalg, og jeg kan jo ikke vide det, men jeg tror, han trak i trådene, så hun i det mindste fik en plads med socialpædagogisk støtte, siger Susanne Hansen. 

Mere fravær
I dag har Susanne Hansen fået et nyt plejebarn og får fortsat 7 vederlag om måneden. Hun har stadig god kontakt til sin tidligere plejedatter, der kommer og spiser omtrent en gang om ugen.

– Det er på helt frivillig basis, og jeg støtter hende stadig. Men det bliver langt fra lige så godt, som hvis hun kunne være blevet boende. Jeg håber, at hun bliver student til sommer, det håber jeg virkelig, men vi ser nu en ung, der er gået fra at have 4 pct. fravær i gymnasiet sidste år, til at hun lige har fortalt mig, at hun er oppe på et fravær på 24 pct. Hun får ikke den struktur og støtte, som hun kunne have fået herhjemme. Og det synes jeg er rigtig synd.

Behov for klare rammer
Socialpædagogernes forbundsnæstformand, Verne Pedersen, er berørt af historien.
– Det er virkelig trist, når en 18-årig bliver presset ud af plejefamilien, fordi der er uenighed om vederlagets størrelse. Og når man tænker på, hvor meget anbringelsen allerede har kostet, virker det helt skørt, at kommunen vil spare i slutfasen, hvor det jo netop er så vigtigt, at den unge får støtte til at færdiggøre sin uddannelse, siger hun.

I Verne Pedersens øjne er det særlig galt, at kommunen overhører plejefamiliens udmelding om, at de ikke kan have den unge i pleje til lavere vederlag.

– Hvis kommunen ikke er villig til at betale det, det koster, skulle pigen jo ikke have det stillet i udsigt. Så skulle der fra starten være etableret en anden løsning. Også i spørgsmål om efterværn er det vigtigt med klare linjer og langsigtede aftaler. Spørgsmålet om vederlag under efterværn skal forhandles på plads i god tid – uden at den unge bliver kastebold.

Lene og Susanne Hansen hedder noget andet i virkeligheden.