Nye tal: Udsatte børn anbringes for sent

Anbragte børn klarer sig markant dårligere i skolen end deres jævnaldrende. Det viser en ny socialpolitisk redegørelse fra Social- og Indenrigsministeriet. Særligt de børn, som først er blevet anbragt i en sen alder (14-17 årige), går det skidt i skolen. De er i stor risiko for ikke at tage folkeskolens afgangsprøve i 9. klasse, viser redegørelsen.

Det er nedslående, men kommer ikke bag på Socialpædagogernes forbundsnæstformand Verne Pedersen. Hun understreger, at det ikke er anbringelsen i sig selv, der er årsagen. Det kan ligeså vel skyldes, at de pågældende børn først er blevet anbragt så sent i barndommen, og dermed ikke har fået den rette hjælp i rette tid.

– Tallene viser, at vi anbringer alt for sent. Derfor er vi skeptiske over for den omlægning af børneområdet, som er i gang i disse år - med afsæt i Herningmodellen. Man risikerer at spille hasard med udsatte børns fremtid, når man fokuserer så ensidigt på de laveste trin på indsatstrappen, uden at vi har nogen viden om effekterne for børnene og de unge, siger Verne Pedersen.

Herningmodellen er et redskab, som flere kommuner bruger i forvaltningen af børnesager. Den er bygget op omkring en såkaldt indsatstrappe, hvor de sociale indsatser, som kommunen tilbyder udsatte børn, er rangeret efter, hvor indgribende indsatsen er. På laveste trin er fx forebyggende samtaler i hjemmet - og på øverste trin anbringelse på døgninstitution.

I praksis har Herningmodellen medført, at kommunerne i højere grad vælger indsatser på trappens lave trin, når de skal hjælpe udsatte børn. Siden 2010 har ca. hver fjerde af landets døgntilbud da også måtte dreje nøglen om.

For lidt viden
Ifølge Verne Pedersen er der behov for et kvalitativt eftersyn af de tidlige og forebyggende indsatser, som kommunerne anvender. Og så er der brug for, at de socialpædagogiske kompetencer kommer mere i spil – både før, under og efter, at der sættes ind med forebyggende og tidlige indsatser.

I det hele taget er der brug for bedre kvalitet i anbringelserne, mener Verne Pedersen:

– Det er så vigtigt, at vi rammer rigtig først gang. Vi ser alt for mange anbringelser, der bryder sammen og alt for mange skift. Børnene har brug for det stik modsatte – kontinuitet og stabilitet i deres liv. Derfor skal arbejdet med at finde den rigtige indsats fra start prioriteres meget højt.

Hun foreslår også, at den faglige kvalitet på anbringelsesstederne øges fx ved at sikre, at langt størstedelen af personalet har en socialpædagogisk uddannelse, så de er godt klædt på til den opgave, de skal løse.

– Vi skal have et uddannelseskrav, så børnene mødes og støttes af voksne med de rette kompetencer til at sikre deres udvikling og trivsel, siger Verne Pedersen.

Hver 3. familieplejer har pædagogisk baggrund
Redegørelsen viser også, at mange familieplejere har en professionel baggrund. Minimum 36 pct. af familieplejerne har således en pædagogisk uddannelse. Og det er en fordel, for plejebørn hos plejeforældre med en pædagogisk uddannelse eller lang videregående uddannelse klarer sig bedre i skolen end plejebørn anbragt i familier med andre/lavere uddannelser, viser analysen.

Det er dog ikke et must at være pædagogisk uddannet, mener Verne Pedersen. Men især for børn med de største vanskeligheder, er der i familieplejearbejdet behov for stærke pædagogiske elementer.

– Vi har mange dygtige familieplejere, som ikke er uddannede. Men i takt med at flere børn med komplekse udfordringer anbringes i plejefamilier frem for på døgntilbud, så stiger behovet for faglige kompetencer, både for børnenes og plejefamiliens skyld.

Bedre forhold for familieplejere
I takt med at flere og flere af de udsatte børn anbringes i familiepleje frem for på døgninstitution, har kommunerne i stigende grad sværere ved at finde egnede plejefamilier. Meget få yngre plejefamilier melder sig under fanerne, og gruppen af familieplejere bliver derfor ældre og ældre. Ifølge redegørelsen er gennemsnitsalderen for plejefamilier steget med seks år siden 2000 og ligger nu på 52 år.

– Det er bekymrende, at det er så vanskeligt at rekruttere nye familieplejere. Det skyldes bl.a., at de har alt for dårlige vilkår i forhold til ansættelse, efteruddannelse, supervision mv. Hvis vi skal sikre, at der fremover er nok dygtige plejefamilier til at løfte denne vigtige opgave, så er der behov for ordnede arbejdsvilkår, som sikrer familieplejerne basale rettigheder som pension og et rimeligt opsigelsesvarsel, siger Verne Pedersen.

Hun efterlyser en samlet plan, der kan styrke plejefamilieområdet, så det bliver mere attraktivt at være plejefamilie - og det kræver bl.a. et fokus på at finde det rette match mellem barn og plejefamilie.

Stigning i sociale indsatser
Redegørelsen afspejler også en udvikling i, hvor mange der modtager en social indsats. I 2017 var det i alt 70.500 børn. Det er en stigning fra 67.100 i 2016, svarende til en stigning på 0,5 procentpoint. I 2014 var antallet 59.000.

En stor del af stigningen er familierettede forebyggende foranstaltninger, som er steget fra 36.000 i 2014 til 47.400 i 2017. En stor del af stigningen kan dog skyldes, at kommunerne er blevet bedre til at indberette foranstaltningerne.