Gå til indhold

Dilemma

Er et rygeforbud i orden?

Mere end hver fjerde kommune har indført rygeforbud i arbejdstiden, og regionerne vil gøre det fra 2020. Men er det et fair krav at stille til medarbejderne? Eller overskrider arbejdsgiverne grænsen for, hvad det er rimeligt at blande sig i? Linda Rytter og Marianne Ronja Johnsen er uenige.

15. august 2019

Artikel
dilemma2.jpg

Forfatter: Maria Rørbæk

Foto: Colourbox

JA! Linda Rytter, socialpædagog i spædbørnsteamet i Esbjerg Kommune

Generelt går jeg ikke ind for en helt masse forbud. Men jeg synes faktisk, at det er arbejdsgiverens ret at bestemme, om der skal være rygeforbud i arbejdstiden. På min nuværende arbejdsplads giver rygerne ingen problemer, men det har jeg oplevet på andre arbejdspladser. Fx i daginstitutioner, hvor man som ikke-ryger pludselig står alene med 15 børn på legepladsen, fordi tre kollegaer er gået ud for at ryge sammen. Det kan hurtigt tage 10 minutter at ryge en cigaret, hvis man skal gå væk for at gøre det og forhåbentlig også lige vasker hænder bagefter. På den måde ender rygerne tit med at få flere pauser end ikke-rygerne. Arbejdsgiverne skal ikke bestemme, hvad vi laver i vores fritid, men i den tid, hvor vi får løn, er det i orden. Og vi får jo også løn, når vi holder pause.

OP TIL ARBEJDSGIVEREN

  • Rygning kan gå ud over arbejdet
  • Vi får også løn i pauser

NEJ! Marianne Ronja Johnsen, socialpædagog på botilbuddet Sølund i Skanderborg

På min arbejdsplads er det fra 1. august ikke længere tilladt at ryge i arbejdstiden, og som ryger bekymrer det mig. Jeg vil prøve at lægge cigaretterne på hylden i løbet af sommerferien, men jeg er ikke sikker på, at jeg kan – og så får jeg lidt af et problem. Som ryger kan man godt blive lidt kortluntet, hvis man mangler nikotin, og kommer det så til at gå ud over mit relationsarbejde? I mine øjne er et rygeforbud et voldsomt indgreb i selvbestemmelsesretten, for jeg holder selvfølgelig kun rygepauser, når det passer ind i opgaverne. Med et rygeforbud kommer jeg ikke til at holde færre pauser. Jeg kommer bare til at holde rygefrie pauser. Det er fint at fremme ikke-rygning, men det bør gå frivillighedens vej, og jeg spørger: Hvad bliver det næste? Skal hvidt brød også forbydes i madpakken?

VOLDSOMT INDGREB

  • Rygepauser afpasses opgaverne
  • Forbud rammer retten til selvbestemmelse

Socialpædagogernes dilemmaspil

Prøv også Inklusia - et dilemmaspil, der kan spilles og anvendes som kompetenceudvikling for socialpædagoger, der arbejder med mennesker med udviklingshæmninger

LÆS MERE om spillet og find det her.

Skriv til os

Står du i et fagligt dilemma? Så skriv til os: nyhedsrum@sl.dk

Læs om andre dilemmaer


Er der en grænse?
Når det handler om hjemmebesøg, er det så i orden at sige nej, hvis besøgene overskrider ens personlige grænser? Eller er det et vilkår, man må acceptere for borgerens skyld?
Læs dilemmaet fra Socialpædagogen nr. 9


Er madpakken i orden?
Måltidet med børn eller borgere er en vigtig del af mange socialpædagogers arbejde. Men er det vigtigt, at alle spiser det samme? Eller kan socialpædagogen bare tage sin egen madpakke med?
Læs dilemmaet fra Socialpædagogen nr. 8

Bliv medlem
Bliv medlem