Med paraderne helt oppe

De har udsigt til Isefjorden, er omgivet af frodige marker – og har en kæmpe dyrepark med strudse, kaniner og kameler som nærmeste nabo. De 24 børn og unge, der bor på skole- og behandlingshjemmet Orøstrand. 

Her bor de, fordi de har behov for en intensiv behandlingsindsats. De er omsorgssvigtede, ofte tidligt skadede og med tilknytningsforstyrrelse. Mange af dem har diagnoser som følge af traumatiserende oplevelser, herunder fysiske og/eller psykiske overgreb. 

Og til stor bekymring for de ansatte på Orøstrand har et stigende antal af de børn og unge, der visiteres til stedet, endnu større tilknytningsproblemer end tidligere.  

– Vi får flere børn og unge, der har været igennem sammenbrud i indsatserne – og har været igennem flere anbringelser, end det var almindeligt førhen. Og vi frygter, at udviklingen skyldes, at afgørelserne sker på et økonomisk fremfor et fagligt grundlag. 

Sådan lyder meldingen fra forstander på Orøstrand Søren Nielsen. 

Når pengepungen tæller 
Orøstrand modtager unge fra sjællandske kommuner, hvoraf de fleste arbejder ud fra Herningmodellen.  

I praksis fortolkes principperne om indsatstrappen oftest på en måde, hvor det handler om at stræbe mod så lave trin som muligt. Det mærker man på Orøstrand ved, at der politisk er et ønske om at satse mere på plejefamilier – og ved at kommunerne hælder mod den billigste løsning: 

– Jeg synes ofte, at det økonomiske perspektiv i langt højere grad ligger til grund for afgørelserne end de faglige vurderinger, siger Søren Nielsen. 

Hans pointe er, at man ikke altid skal bevæge sig nedefra og opad på Herningmodellens indsatstrappe, hvor laveste trin er de mindst indgribende tiltag. 

– Vi har fx en del børn fra Københavns Kommune, og deres version af Herningmodellen er at holde indsatsen så tæt på familien som muligt. Men hvis belastningerne derhjemme er for store, så får barnet det værre og ikke bedre undervejs. Vi får mange børn her, der har været gennem indsatser, der ikke var omfattende nok, og så ser vi konsekvenserne.  

Skift er svigt 
Også socialpædagog og afdelingsleder Katja Hoffmeyer Wiinholt mærker en forandring. Hun har arbejdet på Orøstrand i 20 år og mødt børn med alle typer problematikker. Ifølge hendes observationer begyndte den generelle forværring i tilstanden hos de børn, der kommer til Orøstrand, for godt 10 år siden – og det har især taget fart i løbet af de seneste tre-fire år, fortæller hun: 

– For 20 år siden var børnene ofte syv til ni år, når vi fik dem. I dag er det mest almindelige, at de er 11 til 13 år, og vi oplever en stigning i børn fra plejefamilier, hvor forløbet er brudt sammen. Det sker enten, når børnenes problematikker er så massive, at kun specialiserede plejefamilier kan rumme dem, eller når de burde have været anbragt på en døgninstitution tidligere. Men både de specialiserede plejefamilier og døgninstitutioner er jo dyrere anbringelser. 

Orøstrand får dog ikke kun flere børn fra plejefamilier, der er brudt sammen, men også fra andre opholdssteder, der lukker som følge af den øgede satsning på plejefamilier. Konsekvenserne, som de oplever det på Orøstrand, er børn og unge, der kommer med paraderne meget højt oppe.   

– De er dødangste for at blive svigtet og afvist igen, og derfor har de paraderne oppe. Vi får jævnligt børn, der oprindeligt ikke har haft diagnoser, men som undervejs i deres anbringelsesforløb har fået tilknytningsdiagnoser, og så tager det rigtig meget længere tid for os at nå ind til dem. Nogle gange er det for sent, selvom vi gør alt, hvad der overhovedet er muligt, siger hun. 

Oplever flere svigt 
En anden tendens er, at børnene ikke kun kommer til Orøstrand senere – de bliver også rykket videre efter kort tid. Den udvikling er accelereret de seneste tre-fire år, og det er et problem, fordi stadig flere af børnene og de unge har mere omfattende behov for kontinuitet samtidig med, at det tager længere tid at etablere gode relationer til dem, når de er mere skadede. 

– Vi oplever flere svigt, siger Katja Hoffmeyer Wiinholt.  

Dermed mener hun skift, men hun synes ikke, at ordet dækker i sammenhængen: 

– Jeg synes for det meste ikke, man kan tale om skift. Svigt er et bedre ord. Det er et voldsomt knæk på børnenes selvværd, når de bliver afvist igen, og det er frygteligt for børnene først at sige farvel til deres egen familie, og så til en plejefamilie. For uanset hvor hæsligt det har været i deres egen familie, er det altid traumatisk, og det er det så igen, hvis der sker sammenbrud i plejefamilien. 

Faglig vurdering mangler 
De beslutninger, der træffes i en kommune, når et barn skal anbringes, undrer ind imellem Katja Hoffmeyer Wiinholt. 

– Jeg savner fx ofte, at man har set realistisk på, hvad en almindelig plejefamilie kan rumme. Det kan være, at barnet har en dramatisk far, der ringer fire gange i døgnet og råber og skriger. Er man rustet til det? Sker det for børn, der er hos os, så skiftes vi trods alt til at tage vagten. Men det kan være alt for hårdt for en plejefamilie, siger hun. 

Men det handler ikke om, at plejefamilier nødvendigvis er dårlige. Det er matchet mellem børnenes behov og plejefamiliens kompetencer og ressourcer, hun anfægter: 

– Hvis man kan finde en specialiseret, professionel plejefamilie, når børnene er meget unge, så kan det være det bedste. Vi har haft en fem-årig, hvor det ikke var optimalt at blive anbragt her hos os set i forhold til, hvad en specialiseret plejefamilie kunne have gjort. Men hvis man først opsnapper problemerne ved 10-12-årsalderen, så skal man tænke sig godt om, siger Katja Hoffmeyer Wiinholt.  

Og forstander Søren Nielsen deler bekymringen: 

– Det er da et fremskridt, at man i flere kommuner får anbringelses- og familieplejekonsulenter med specialiserede kompetencer. Men på den måde, som mange lige nu arbejder med Herningmodellen, gør man børnene til kastebolde og prøveklude.