Økonomi
Ankestyrelsen: Nej til rammestyring af socialpædagogisk støtte
Det var i strid med serviceloven, da Sorø Kommune i 2016 indførte rammestyring af socialpædagogisk støtte til en gruppe borgere, har Ankestyrelsen afgjort. En vigtig principiel sejr mener Socialpædagogerne
21. juni 2019

Forfatter: Jakob Ravn Fjordbo
Foto: Colourbox
Sorø Kommune indførte i november 2016 en fast økonomisk ramme, såkaldt rammestyring, der skulle rumme de borgere, der bliver visiteret til mindre end fire timers støtte i gennemsnit per uge.
Men den form for økonomisk styring af socialpædagogisk støtte er ulovlig, skriver Ankestyrelsen i et brev til Sorø Kommune, da den er i strid med flere paragraffer i Serviceloven.
Derfor har Ankestyrelsen givet kommunens byråd en frist på to måneder til at oplyse, hvordan de vil handle på udtalelsen.
Socialpædagogerne: Mennesket kommer før økonomien
Den lokale sag er ifølge Socialpædagogernes forbundsformand Benny Andersen en vigtig principiel sejr – for både socialpædagoger og borgere med støttebehov.
- Ankestyrelsens afgørelse slår fast, at mennesket kommer før økonomien. Den enkelte indsats skal hvile på en professionel vurdering fremfor en på forhånd fastlagt økonomisk ramme, siger han.
- For det helt store problem ved rammestyring af socialpædagogisk støtte er, at den sætter økonomien i centrum fremfor den enkelte borgers behov. Men når det kommer til socialpædagogisk støtte, må vi tage udgangspunkt i det enkelte menneske, lyder det fra forbundsformanden.