Gå til indhold

Flow

Som en fisk i vandet

Oplevelsen af flow forebygger stress. Det mener ekspert i flow Mads Bab, som definerer flow som en positiv koncentreret tilstand, hvor al opmærksomhed er samlet om én aktivitet. Han opfordrer arbejdspladser til at arbejde metodisk med at skabe flow

30. april 2019

Artikel
Flow-foto-til-som-en-fisk-i-vandet.jpg

Forfatter: Thomas Davidsen

Foto: Kissen Møller Hansen

Du kender sikkert følelsen. Når du er så opslugt af dit arbejde, at tid og sted helt forsvinder. Du har det godt. Du føler dig knivskarp til dit arbejde. Du er i flow.

Tilstanden flow kan kort beskrives som en positiv koncentreret tilstand, hvor al din opmærksomhed er samlet om én bestemt aktivitet. Aktiviteten er lige præcis så udfordrende og krævende, at du må anvende mange ressourcer for at klare den. Til gengæld er den samtidig så overkommelig, at du ikke knækker halsen.

Netop den form for flowoplevelse kan være med til at forebygge stress, lyder det fra ekspert i flow, Mads Bab, som har arbejdet med organisationsudvikling i 20 år og er direktør i rådgivningsvirksomheden Gnist i Aarhus.

– Tager man arbejdet med at skabe flowoplevelser i et team seriøst, er man samtidig i gang med effektiv stressforebyggelse. For barriererne for flow er i stor stil medvirkende årsager til stress, siger han.

Ifølge Mads Bab er flow som værktøj i arbejdslivet efterhånden ved at vinde frem mange steder. Gnist har således for nylig sammen med bl.a. Statens Institut for Folkesundhed fået en stor fondsbevilling til at udvikle nye gør-det-selv værktøjer, der kan understøtte teamflow.

Styrkekort som værktøj
Et af de værktøjer, der allerede er udviklet af Gnist, er de såkaldte ’styrkekort’. Et værktøj, der kan bruges til at skabe samtaler om fx de fænomener, der giver mennesker mening, bringer teams i flow og gør fællesskaber robuste. Lige nu anvendes styrkekortene bl.a. af socialpædagoger på en række bosteder i Region Midtjylland (se artiklen på side 26).

– Styrkekortene hjælper et team til at kigge efter og italesætte hinandens potentialer, så man på et kvalificeret grundlag kan stille det gode spørgsmål: Hvad er barriererne for, at medarbejderne kan få rum til at gøre mere af det, de føler sig stærkest i? De kan ikke arbejde med deres spidskompetencer hele tiden, for sådan er verden desværre ikke indrettet - men så ofte som overhovedet muligt, siger Mads Bab.

Hvis man vil skabe teamflow, må man altså interessere sig for, hvad medarbejderne bliver motiverede af, og hvornår de lykkes bedst.

– Det er vores dybe drivkræfter, der skal i spil, hvis vi skal ind i flowtilstanden. Hvis du er i tvivl om, hvad der driver dig, så spørg dig selv, hvornår du har det som en fisk i vandet. Dine styrker er en afspejling af dine drivkræfter, siger floweksperten.

Stress og flow

Videnskaben har dokumenteret, at vi, når vi er i en flowtilstand, kan anstrenge os lige så meget, som når vi er stressede - men uden, at det bliver usundt.

I flowtilstanden bliver kroppen og kemien i kroppen låst fast i et sundt leje, hvor der er balance i vejrtrækning, hjerterytme, puls og kortisonniveau. Tilstanden forhindrer, at giftige stoffer sendes ud i kroppen. Stik modsat stresstilstanden, der slår reguleringsmekanismerne i stykker, så et stof som kortison begynder at angribe vores immunforsvar.

Kilde: Flowforsker på DPU Frans Ørsted Andersen

En strategi for flow
Men det er på ingen måde en gratis omgang først at spotte styrkerne i et team for dernæst at fjerne barriererne for, at disse styrker kan folde sig ud i hverdagen - og endelig implementere en flowstrategi, som virker, understreger Mads Bab.

– Der er ikke noget quick fix, som kan skabe flow i et team. Specielt ikke i et socialpædagogisk team, som typisk er krævende i den forstand, at der er en overvægt af medarbejdere, for hvem det at gøre en betydelig forskel for borgeren er altafgørende for motivationen. Hvis rammerne for arbejdet ikke understøtter, at man på daglig basis opnår netop den følelse, ja så er den måske vigtigste forudsætning for flowoplevelser for de fleste i faget truet, siger han.

Barriererne for teamflow er lige så forskellige, som teams er forskellige. Men typisk skal man hele vejen rundt om faktorer som arbejdsbelastning, ressourcer, rollefordeling, forventningsafstemning, feedbackkultur og sidst men ikke mindst de sociale relationer for at finde barriererne for flow.

Og så er vi tilbage til sammenhængen mellem flow og stress.

– Når man arbejder systematisk med flow, så kan det forebygge stress. For det, der forhindrer flowoplevelser, er i høj grad det, der forårsager stress på en arbejdsplads. Dog med den forskel, at hvor man i stressforebyggelse ofte fokuserer på medarbejderens tilstand, så peger arbejdet med flow direkte på arbejdsopgaven, som udføres langt bedre, når man er i flow, siger Mads Bab.

Hvad er flow?

Det var psykolog og 'Flow-pioner' Mihaly Csikszentmihalyi, der i 1990 definerede begrebet flow således:

'Flow er en mental tilstand, hvor personen er fuldstændig opslugt i det, vedkommende beskæftiger sig med. Det er karakteriseret som en fornemmelse af et energifyldt fokus, fuld involvering og succes med den igangværende aktivitet'.

Når man er i flow, glemmer man med andre ord tid og sted, man har meget nemmere adgang til kreativitet og gode idéer - og man kan arbejde i lang tid med fuldt overblik uden at blive træt. Når man er i flow, lærer og husker man bedre.

Kilde: Flowforsker på DPU Frans Ørsted Andersen.

Bliv medlem
Bliv medlem